Lidt om nyheder

Zetlands chefredaktør Lea Korsgaard begik i maj 2017 med Den der råber lyver (den kan downloades gratis) en glimrende guide til forståelse af de omvæltninger i mediebilledet, alle medieforbrugere og nyhedsjunkies kan bevidne og har bevidnet siden internettets udbredelse i slutningen af 1990’erne – og før, hvis man som Lea Korsgaard inddrager hele det mediehistoriske bagtæppe.

I bogen berøres højaktuelle emner som fake news (eller alternative fakta), polarisering, og skandale, blandt andet ud fra det tilstræbt objektive nyhedsideal, benævnt ”den nøgne journalist”, som stilles overfor den mere påklædte, vidende og åbenlyst subjektive journalist, som udover at rapportere også har faglig, samfundsmæssig og menneskelig indsigt nok til lede efter den dybere sandhed og sætte sin reportage i et større perspektiv.

Brugen af kommentatorer – måske i særdeleshed i TV – hvis konklusioner er tvivlsomme og fortænkte, fokusset på den politiske proces og personlige og partimæssige infights fremfor den politiske substans er også på Korsgaards dagsorden.

En dagsorden, som rummer en polaritet – sandheden overfor løgnen – med den etiske og sandhedssøgende journalist som helten og løgnen som dennes modstander.

Bogen rummer syv kapitler, som hver især rummer en opfordring til os nutidige medieforbrugere, som gerne skulle sætte os i stand til bedre at kunne navigere i og forstå et stadigt mere kaotisk og polariseret mediebillede, og dermed skabe vores egne nuancerede holdninger på et grundlag af fakta.

Dette er også, hvad Korsgaard selv gør i hvert kapitel, hvor eksempler, journalistisk teori og historisk baggrund bringes i spil i rigt mål.

Nærmere betegnet er de:

Sæt. Tempoet. Ned. (hvori det bemærkes, at det at skimme en nyhed ikke giver den nødvendige information tid til at sætte sig og hvori det anbefales at holde sin umiddelbare emotionelle reaktion tilbage til man er bedre informeret)

Opsøg kloge mænd og koner (som er dem som har passion for de områder, de skriver om og baserer deres journalistik på facts, mange og troværdige kilder og formår at sætte deres historie i en mere overordnet sammenhæng. Og ikke dem, som jager sensationen og pumper historien op med kioskbaskende overskrifter)

Husk at ikke alle sager har to sider (fordi journalister er uddannet til at dyrke konflikt og debat og derfor pr. rygrad vil opsøge kilder som er uenige, uanset hvor langt ude, den ene parts synspunkt er)

Led efter sammenhænge (muligvis ligger djævelen i detaljen, men hvis detaljen ikke sættes i sammenhæng med helheden, er informationen ubrugelig og skygger for forståelsen af større og mere væsentlige informationer og konklusioner)

Bidrag ikke til kommentatorernes banalisering af politik (fordi de politiske o.a. kommentatorer primært kommer med gisninger og spekulationer, ofte mere om personfnidder og magtkampe end om den egentlige politik og dens konsekvenser. Med opdelingen mellem kommentator og journalist følger, at journalisten bare skal rapportere fakta og kommentatoren må sige, hvad han vil uanset)

Bevar håbet (nyheder er overvejende negative, fordi det ligger dybt i mennesket, at vi gerne vil kunne tage højde for farer og risici – vid, at det hele faktisk ikke er ad Helvede til, og at de fleste faktisk vil folk det bedste og ikke nødvendigvis er fagligt inkompetente og dårlige mennesker)

Stop efterspørgslen på løgnen (hvis det ligner clickbait og trolling, så er det nok det. Derfor bliver du nødsaget til ikke at lade dine følelser styre dig i debatten, for så kan du selv være med til at viderebringe løgnen – istedet skal du være bevidst om dig selv og dine egne synspunkter. Ikke mindst, hvorvidt de er kvalificerede nok til, at du videreformidler dem i en offentlig debat, hvor du er din egen debatredaktør og moderator)

Således et forhåbentlig fyldestgørende referat af en journalists guide rettet mod den moderne medieforbruger, in casu undertegnede.

Men hvad ønsker sådan en moderne medieforbruger sig så af journalisterne og medierne? Den fjerde statsmagt bestemmer måske ikke, hvad vi skal sige og mene om et emne, men bestemmer immervæk, hvilke emner, vi tænker på og taler og mener noget om.

”Den der råber lyver” berører ikke de etablerede nyhedsmediers skrantende økonomier specielt meget. Ej heller i voldsom grad den tilsvarende eksplosion i økonomien hos monopolistiske techgiganter som Google og Facebook, som i høj grad lever af, at nyhederne konstant tikker ind fra Ritzau og andre nyhedsbureauer og videreformidles på internettets nyhedsportaler.

Nogle fornuftige forholdsregler fra en mediebruger til journalisten:

Skriv jeres egne historier, tag jeres egne emner op. Der sidder idag højt uddannede og formodentligt kompetente journalister på de fleste mediers redaktioner og omformulerer, hvad der kommer ind fra nyhedsbureauerne. De sidder også og holder øje med konkurrenterne og viderebringer deres historier. Således skabes rygter og løgne, og ingen har tid til at researche og finde ud af, hvad der egentlig passer. Disse journalister skal ud i verden og rapportere, tale med kilder, lave research. Når ”den nøgne journalist” tilsyneladende har mistet sin relevans, er det jo blandt andet fordi, at hun sidder foran skærmen og forsyner nyhedsjunkierne med deres narko istedet for som før at jagte fakta og virkelighed. Fordi der ikke er råd til at have reportere i alle verdenshjørner længere.

Opsøg information selv i stedet for blot at tage imod den. Ministerier, partier, kommuner, institutioner, organisationer, foreninger og virksomheder har alle kommunikationsmedarbejdere ansat. Og skal du være kommunikationsmedarbejder (eller lobbyist) er det rigtigt godt at have et netværk i medierne, for så bliver det nemmere at få sin arbejdsplads’  dagsorden medieret. Kommunikationsmedarbejderen arbejder desuden for ledelsen, ikke for de menige medarbejdere og medlemmer. Medierne modtager på daglig basis masser af pressemeddelelser, og kommunikationsmedarbejderen vil ofte være behjælpelig med kilder, interviewpersoner med følelsesladede fortællinger (så også det lyserøde segment fatter interesse) og i det hele taget en næsten færdig historie eller manual til denne, skræddersyet og i passende genre til netop dit medie og din målgruppe. Men når kommunikationsmedarbejderen på denne vis sættes i arbejde, så får du den fortælling, han og hans arbejdsplads gerne vil have ud. Ikke den historie, vælgeren, brugeren eller borgeren oplever, og herved er kimen lagt til den tillidskrise, den såkaldte løgnepresse gennemgår for tiden. Virkeligheden findes, men journalisten skal ud på gulvet og finde ud af, hvad den er og om den stemmer overens med ledelsens og magthavernes opfattelse.

Politikernes troværdighedskrise behøver ikke være mediernes. Når medier som helhed (nogle mere end andre) befinder sig i en troværdighedskrise, så er det blandt andet fordi, at man som følge af teknologiske omvæltninger og deraf følgende økonomisk smalhals har forsømt at forfølge sine egne historier, er gået med på kommunikationsmedarbejderes og lobbyisters dagsordner istedet for at være folkets vagthund overfor magtfulde organisationers overgreb. Ej heller har man i sin iver for at holde tempo kunnet faktatjekke andre mediers historier – der er simpelthen hverken råd eller tid til den research, der kræves i et stadigt mere opskruet nyhedstempo. Det er der imidlertid en løsning på:

Tag det roligt. Vi vil hellere have brugbare, relevante og nye informationer. Lad bare nyhedsbureauernes telegrammer tikke ind (de har jo også journalister ansat), men bare fordi noget trender, så behøver vi ikke endnu en artikel, som ikke indeholder noget nyt, ligegyldige detaljer og indslag med kändiskommentatorer, som mest er der, fordi i ikke kunne finde andre til at tale et givent emne og som egentlig ikke har forstand på det. Så hellere publicere færre artikler, og hvis dette så betyder døden for nogle af vores mere hæderkronede medier, som ikke formår at omstille sig, så må det jo være sådan. Selv om det er ærgerligt, fordi et medie, som har eksisteret uafbrudt i hundredevis af år ofte har en troværdighed, som et nyt medie skal arbejde hårdt og længe for at opnå.

Drop de faste narrative modeller. Der skal helst være (mindst) en konflikt, en skurk, en helt, et offer. Ellers er det ikke en god historie. Og så kommer den ikke videre. Vi indoktrineres i narrativet fra barnsben, i (børne)TV, bøger og historier, og er en nyhed ikke indkapslet i de klassiske modellers sukker, er medier og journalister bange for, at vi ikke æder den. Når nyheder og debat blot skal være underholdning, går seriøsiteten fløjten – og en TV-Avis føles som et McDonalds-meal – umiddelbar tilfredsstillelse med efterfølgende ubehag og stadig sult. Og selvfølgelig, som Korsgaard er enig med mig i, drop polariseringen – enhver debat er ikke bedst tjent med to modsatrettede synspunkter, hvis det ene er hjerneblæst eller påtaget.

Vær opmærksom på jeres kilders dagsorden. I formidler til individer af menneskeracen, ikke til f.eks. organisationer, institutioner og virksomheder. Enhver organisation har en dagsorden, forsøger at skabe opmærksomhed omkring sit område og sine holdninger, for at påvirke dig, mig og dem, som bevilger og bestemmer, der hvor det har betydning for organisationen. Vær altid opmærsksom på kildernes dagsordener og hvem de er enige og uenige med og hvad de er enige og uenige om. Og hvis du har styr på området (og det skal du have for at skrive og rapportere om det), formidl det videre til dine læsere. Der er ikke mange konspirationer, men der er masser af uhellige alliancer. Og så, opsøg de menige, folkene på gulvet – og kunderne, brugerne. Stemmer deres oplevelse overens med ledelsens? Hvis ja, så er det godt, hvis nej,  hvori består så uenigheden?

Undgå de medieliderlige. Det er ikke altid interessant at vide, hvad en eller anden kändis mener om dette og hint. Inviterer man en kommentator eller en ekspert ind i sin artikel eller sit studie, skal personen have noget at sige om emnet, som ikke bare er personlig sladder, fokus på ligegyldige detaljer eller ideologisk betinget bragesnak uden baggrund i fakta eller sammenhængende argumentation. De medieliderlige er ofte gode formidlere og talere, og det er nemt at blive forblændet af deres  karisma, velformulerede og stiligt pålædte som de ofte er. Men kære journalister, det er det mange, der er, og det er jeres opgave at sortere de irrelevante fra.

Vær selv gennemsigtige. Og gør det tydeligt for os, at i er det. I en tid, hvor ”alle er et nyhedsmedie” og fake news, clickbait og fup-websites skyder op over hele internettet, så må i gerne prale lidt med, at i er troværdige medier. Og det gøres bedst ved at mediebrugerne har mulighed for at finde ud af, hvem der ejer jer, hvordan i er financieret, hvad i ellers har af tilknytninger. Så meget som muligt om jer selv skal faktisk helst være tilgængeligt. Den enkelte journalist må også gerne gøre klart, hvilket verdensbillede, han eller hun skriver ud fra. Eller bare skrive en leder eller et debatindlæg engang imellem. Så kan medieforbrugeren bedre stole på, at i er troværdige journalister og redaktører af en stadigt mere kaotisk nyhedsstrøm. Samtidig kan i så passende være en kontrast til et stadigt mere lukket politisk rum (jvf. den nye offentlighedslov) og til hemmelighedsfulde virksomheder og organisationer. Og dermed være den vagthund, i skal være.

 

Det blev til 8 gode råd. Der er formodentligt mange flere – men som medieforbruger vil jeg da gerne konkludere lidt: Den nøgne journalist er ikke død – men hun sidder inde bag skærmen eller med sin smartphone i hånden i stedet for at researche og rapportere, og dér sygner hun hen og mister sin relevans. Samtidigt har den politiske udvikling – centralisering, topstyring, tekno- og bureaukratisering osv. – medført, at mange emner er blevet yderligere kompliceret . Og derfor er der i høj grad også brug for påklædte journalister, som ikke alene forstår deres fagområder og de magtstrukturer, der determinerer dem, men også tør udfordre dem og se dem fra flere vinkler, vigtigst selvfølgelig den enkelte borgers og medarbejders, fordi medier skriver til individer og lever af dem. Derfor er mediernes integritet såvel som den enkelte journalists da også af afgørende betydning for, om en medieforbruger (som mig) finder den troværdighed og relevans, jeg søger.

Lidt om teknologi og ideologi

Den teknologiske udvikling har siden opfindelsen af hjulet haft til formål at lette, effektivisere eller overflødiggøre menneskets arbejdsindsats, hvorimod vores ideologi lægger stor vægt på det saliggørende arbejde som identitetsmarkør – og i denne modsætning ligger en del af årsagen til individets udfordringer i vores del af verden. 

I vesten, hvor vi priser os af vores økonomiske og teknologiske suverænitet, såvel som vores åbne, frie og demokratiske samfund, er profession og arbejde en af de væsentligste identitetsmarkører for det enkelte menneske.

Det er de blandt andet, fordi vores samfund er opbygget på et ideologisk grundlag af protestantisk kristendom, siden af stærke arbejderpartier og fagforeninger, hvor hårdt arbejde og beskeden levevis skildres som saliggørende og rigtige.

Religionen er idag som magtfaktor erstattet med økonomisme og konkurrence – arbejdstageren forventes ikke længere at være loyal overfor monarkiet,nationen, kirken og biblens ord, men derimod overfor virksomhedens bundlinje eller organisationens effektivitet, nedfældet i statistikker og måltal.

Den effektivitet, som vores religiøse og ideologiske historie har skabt, gør sig også gældende indenfor uddannelse og forskning. Her har forskere, ingeniører og opfindere, i særdeleshed indenfor de seneste par århundreder, givet os elektricitet, telefoner, transportmidler, computere, behandling og alle mulige slags maskiner, som hver især har til formål at gøre den enkelte i stand til at rejse, kommunikere og arbejde hurtigere, mere effektivt og mindre fysisk krævende.

Således modarbejder teknologiens udvikling i mange henseender den ideologi og tankegang, vi er flasket op med – efterhånden som teknologien tager over, bliver dele af den menneskelige arbejdsindsats overflødig eller, hvis vi vælger at holde fast i, at nogle opgaver skal løses manuelt, selv om teknologien kunne gøre det ligeså godt, meningsløs – hvilket den enkelte arbejdstager godt ved.

Med computeren er det desuden blevet muligt at registrere og lave statistik i hidtil uset omfang, og offentlige og private virksomheders stigende registreringsiver følger da også computerens indtog på arbejdspladserne og udvikling med hensyn til større regnekraft ganske nøje. Jo mere datakraft, jo mere behov for statistik, jo flere muligheder for at få brugeren, kunden eller borgeren til selv at gøre det arbejde, en medarbejder tidligere skulle gøre.

Heraf følger også den moderne form for projektledelse, hvor idealet er, at projektlederen blot kan se i sit regneark eller sin projektledelses-app og derudfra give sine dessiner, helst uden på noget tidspunkt at være fysisk tilstede dér, hvor projektet udføres eller have kontakt med de mennesker, der udfører de konkrete arbejdsopgaver.

Dette er blot et af mange eksempler på, at teknologien ikke bare tilsyneladende overflødiggør arbejde, men også samtidig tilstedeværelse og interaktion, da opgaverne bliver stadigt mere fagspecifikke og udføres ud fra en overordnet plan i stedet for i et egentligt kollektivt samarbejde.

Konsekvenserne heraf er og bliver, at individet – borgeren, arbejdstageren og alle de andre roller, vi hver især har i vores tilværelser – bliver stadigt mere fremmedgjort overfor sit arbejde såvel som overfor andre mennesker. De forskellige arbejdsfunktioner bliver løst uafhængigt, og de forskellige faggrupper får hver deres ekkokammer eller boble at agere i.

Denne tendens forstærkes yderligere af, at  Facebook og diverse søgemaskiner igennem avancerede algoritmer tilpasser indhold efter brugerens tidligere søgninger og hvad andre brugere søger på, bliver boblerne og ekkokamrene sværere at bryde ud af.

Samtidig er uforpligtende og umiddelbart tilfredsstillende underholdning tilgængelig i et omfang som aldrig før set gennem blot nogle få klik, hvorfor det fremmedgjorte individ har let ved for en stund at forlade sig selv og sin virkelighed og opnå denne umiddelbare tilfredsstillelse.

Herfra kommer skræmmebilledet af den overvægtige, storrygende arbejdsløse på sofaen eller på bænken, som vi andre – eller de andre – skal betale for. Et skræmmebillede, som som er unuanceret og propagandistisk, da de fleste arbejdsløse (og mennesker i det hele taget) gerne vil have mere mening i deres tilværelse, blandt andet igennem arbejdet.

Dette skræmmebillede går rent ind hos de fleste af os, da det repræsenterer det omvendte af de idealer, der er i den religiøse og ideologiske baggrund, vi er vokset op med.

Herved er vi tilbage ved teknologien, som overflødiggør arbejdet overfor idealet, som tilsiger hårdt, gerne fysisk, arbejde, og det dilemma, individet således stilles i.

Såvel arbejdsløse som arbejdende er præget af idealet – statustabet ved at miste sit arbejde eller den manglende status forbundet med at være arbejdsløs resulterer i begge tilfælde i en frygt for at ytre sig offentligt omkring meningsløsheden og dens årsager.

Fordi man som arbejdende risikerer blive tilsidesat eller fyret, hvis man offentligt ytrer noget negativt om sin virksomheds og sine lederes arbejde og ledelsesform – og fordi man som arbejdsløs risikerer at blive udstillet som nasser og klynker, hvis synspunkter, uanset hvor sammenhængende og velunderbyggede, de måtte være, ikke er værd at forholde sig til.

I computerens uendelige muligheder for kontrol og dataindsamling, og i den deraf følgende stigende centralisering og dermed afstand mellem de egentlige ledere og de fagpersoner, der udfører arbejdet, ligger en del af årsagen til den såkaldte stress-epidemi, og den meningsløshed, mange mennesker oplever.

Fagpersoner har idag ikke mulighed for at gøre deres arbejde på den måde og i det omfang, deres faglige stolthed dikterer dem, når de er tvunget til at bruge en stor del af deres tid på registrering og rapportering, som ingen relevans har for deres faglige opgave.

Lokale mellemledere befinder sig i en skærsild, hvor de på den ene side skal forholde sig til stadig mere detaljerede planer, registrering og kontrol fra ledere, der aldrig har været på arbejdsstedet, og på den anden side skal motivere, hjælpe og støtte deres medarbejdere i udførelsen af disses arbejdsopgaver.

Ydermere skal de sælge alle nye tiltag til medarbejderne – nye it-systemer, mere registrering, nye arbejdsgange, faglige trends osv. udformet af projektledere, embedsfolk og lignende uden faglig forståelse og baggrund i det givne fagområde.

Således føler såvel mellemledere som medarbejdere meningsløsheden – mellemlederne får ikke lov at lede og samarbejde med medarbejderne om de bedst mulige faglige løsninger, fordi disse primært skal passe ind i regnearket (som også ligger til grund for underafdelingens bevillinger), og medarbejderne får slet ikke eller kun i ringe grad lov at bidrage med de faglige input og idéer, der måske kun virker i den givne situation eller på det enkelte arbejdssted.

Ingen kan stoppe den teknologiske udvikling – men ligesom med økonomien, kan vi godt forsøge at begrænse de negative konsekvenser af den, og dermed, forhåbentlig, bringe noget mere mening ind i folks liv, sådan helt generelt:

Vi må holde op med at være så overfladigske – se noget andet i andre end bare de papfigurer og narrativer, medier og tv-serier konstant bombarderer os med.

Vi skal vide at en statistik eller et regneark også bare er en overflade, som giver et fattigt billede af, hvad der egentlig foregår på en arbejdsplads eller hvad et menneske er i stand til og slet ikke er et godt grundlag for ledelsesbeslutninger eller stillingtagen til dette menneskes synspunkter.

Vi må sikre, at det er fagpersoner, der styrer et fagområde eller rådgiver dem, der gør – og at i det mindste nogle af disse fagpersoner har relativt friske erfaringer fra virkeligheden med det arbejde, de leder eller rådgiver om.

Og så skal vi afskaffe al den registrering, som ikke er fagligt begrundet og dermed den centrale detaljestyring, som skal afløses af mere ansvar og magt over eget arbejde til den enkelte medarbejder.

Måske netop derfor bliver vi nødsaget til at acceptere, at teknologien medfører, at nogle af vores medmennesker får eller har sværere ved at få arbejde, hvis dette skal være meningsfuldt. Fordi al registreringen og kontrollen jo netop er meningsløs, da den ikke har medført de lovede forbedringer.

Lidt om globalisering

“Vi kan jo ikke stoppe globaliseringen” lyder det samstemmende i kølvandet på Brexit, Trump og den tilsyneladende nationalistiske bølge, der går over den vestlige verden. Og det er helt rigtigt, det er der ingen, der kan, hvis de samtidig ønsker de friheder, et åbent og tolerant samfund  bekender sig til. Uanset, hvor meget magt, nogen måtte ligge inde med, står bevægelses- tanke- og ytringsfrihed i  modsætning til mure, censur og svært bevogtede grænser.

Begrebet globalisering blev for alvor aktuelt med internettets udbredelse i slutningen af 1990’erne, og blev af medier og politikere hurtigt reduceret til noget, man kunne være for eller imod. Hvis du er for internettet og åbne grænser, så er du også for muligheden for skattely, frihandelsaftaler, som også omhandler alt muligt andet end fri handel, større flygtningestrømme, narko- og menneskesmugling osv. Det må du tage med, ellers er du imod globaliseringen.

Eller, sådan må ræsonnementet jo være, hvis man enten kan være for eller imod globalisering. Imidlertid er globalisering et begreb, som egner sig dårligt til en så sort/hvid tilgang – fordi globaliseringen har så mange aspekter. Med en fri tilgang til varer, information og serviceydelser for i princippet alle over hele kloden og lettere og hurtigere transport af både mennesker og varer, er det næppe så sært, at flere vælger at emigrere, arbejde andre steder eller flygter fra krig, diktaturer og katastrofer.

Vi er alle blevet rigere som følge af globaliseringen, siges det. Men det er kun relativt få mennesker, som er blevet rigere. Under- og middelklassens indkomster er ikke vokset væsentligt eller ligefrem faldet med hensyn til købekraft, og arbejdsforholdene er samtidigt blevet mindre stabile, da det er blevet nemmere at flytte produktion og udvikling derhen, hvor det er billigst.

Dermed når vi frem til et andet emne, som er oppe i tiden, er disruption. Noget farligt noget, som virksomheder og stater febrilsk forsøger at beskytte sig mod, fordi virksomhederne i uventet konkurrence med nye, disruptive idéer kan miste omsætning og i værste fald blive udkonkurreret  – se bare på Kodak eller Nokia – og staterne kan som følge deraf stå med en høj arbejdsløshed eller en arbejdsstyrke, som ikke har de egenskaber, der efterspørges.

I Danmark har vi ligefrem fået et disruption-råd, hvor alskens ledere i erhvervs- og foreningsliv skal diskutere, hvilke udfordringer, fremtiden kan byde på, og hvordan vi imødegår dem. Onde tunger vil nok påstå, at det er en noget defensiv tilgang, givet at de nye idéer næppe kommer fra – eller bliver bemærket af – dem, der allerede har indordnet sig under politiske systemer og gamle, hæderkronede organisationers hierarkier.

Den teknologiske udvikling går i mange henseender mod et mål – automatiseringen af fysisk og/eller ensformigt arbejde, således at mennesker ikke behøver at udføre dette arbejde eller kan gøre det hurtigere og dermed nå mere. Lige fra svingploven, over vaskemaskinen og støvsugeren, til computeren, har dette været et af målene.

Når teknologien patenteres og globale virksomheder får en monopollignende position på markedet, som de har i dag – samtidigt med, at mere og mere arbejdskraft overflødiggøres -så vil pengene i endnu højere grad tilflyde de virksomheder, som udvikler og producerer teknologien – robotter, styresystemer etc. – og deres aktionærer og ejere. Hvorimod de, som tidligere varetog det arbejde, som nu udføres af teknologien, vil blive fattigere.

Hvor teknologiens udvikling for ikke så længe siden effektiviserede eller overflødiggjorde manuelt arbejde og huslige sysler og dermed lagde kimen til kvindernes frigørelse og indtog på arbejdsmarkedet, har vi nu nået et punkt, hvor teknologien er ved at i stedet overflødiggøre en stor del af arbejdet og dermed de mennesker, der udfører det – i hvert fald i markedsmæssig forstand.

Den herskende ideologi er, som de fleste af os godt ved, baseret på fri konkurrence i en fri, kapitalistisk markedsøkonomi. Men det er netop et ideal – nogle ville sige en utopi. Blandt andet fordi, ideologien ikke tager hensyn til, at globale virksomheder i kraft af deres økonomiske formåen og generelle betydning i sig selv ligger inde med en kolossal indflydelse og bruger denne til at sikre deres fortsatte beståen og vækst.

Det gør de,  når de opkøber mindre konkurrenter, tager patenter, søger (og får) indflydelse på politiske aftaler, flytter derhen, hvor de økonomiske og politiske forhold er mest gunstige for deres virksomhed, og når de bruger den juridiske og kommunikative ekspertise, de har råd til for at fremme egne formål. Ultimativt at sikre sig, at de har monopol eller det der ligner det i deres brancher, og at det forbliver sådan i al fremtid. Derfor er markedet ikke frit – individer, stater og mindre virksomheder må på hver deres måde indordne sig under overherredømmet.

I dag er ideologien – økonomismen, vil nogle kalde den – så herskende, at ingen politiker eller magthaver kan forsøge at lave om på det økonomiske system, uden straks dels at blive kaldt for kommunist eller socialist (selv om formålet måske netop var at skabe fri konkurrence), dels at finanssektoren – med baggrund i den økonomiske videnskab – vil gøre rent konkrete tiltag, som kan ramme staten økonomisk – f.eks. i form af udflytninger, højere renter eller dårligere kreditvurderinger.

Denne religiøse tilgang til økonomien og markedet resulterer i, at den menneskelige moral, værdien af det enkelte menneske, tilsidesættes. Det enkelte menneske skal i stedet, såfremt markedet dikterer det, konkurrere, om nødvendigt lyve og snyde – naturligvis inden for lovens grænser. Griskheden og optimeringen af egen nytte – forbruget og begæret efter at have mindst ligeså meget som naboen og de andre er det ophøjede princip.

Dette princip er nu globalt – i det mindste for den vestlige verden – hvilket ikke bør komme som en overraskelse for de ansvarlige folkevalgte politikere. Ligesom det heller ikke bør overraske nogen, at mange mennesker trives dårligt og føler sig fremmedgjorde og forvildede, når dette princip determinerer deres arbejdsliv og offentlige væren.

Den økonomiske tankegang har således bredt sig andre af livets områder – partnervalg, boligvalg, uddannelsesvalg, kost- og livsstilsvalg etc. kan alle have indflydelse på livstidsindkomsten, og denne bør i et samfund, hvor den enkelte er en ud af et tal i et regneark, tages i betragtning, når vi foretager disse valg, som determinerer vores livs retning og ikke mindst vores karriere.

Og det er i denne verden – denne boble – at de fleste politikere, magthavere og større erhvervsledere befinder sig, når de arbejder – regnearkenes verden. Hvilket er helt i orden, hvis man i sit arbejde har til formål at optimere en virksomheds indtjening og produkter. Hvilket ikke nødvendigvis gør nogle af dem til dårlige og umoralske mennesker. Hvilket til gengæld skaber alvorlige problemer, hvis de er valgt til at varetage borgerens, individets, den enkeltes interesser og muligheder, som går langt udover det rent økonomiske.

Dermed er vi tilbage ved spørgsmålet om, hvorvidt man kan være for eller imod globalisering. Og det kan man godt, det giver bare ingen mening. Globalisering er et vilkår, en disruption om man vil, som medfører talrige positive og negative konsekvenser for os alle sammen. Og vore politikere har, blandt andet i berøringsangst overfor det globale økonomiske system og dets rige, dominerende  og magtfulde virksomheder, bevidst eller ubevidst forsømt at skærme os overfor de negative.

Globaliseringen i sin nuværende form starter med internettet, som i sit grundlag var anarkistisk, baseret på ideologier med slagord som ”information wants to be free”, men idag er internettet monopoliseret af giganter som Google, Microsoft og Apple, samtidig med at stater og virksomheder i stigende grad via jura lukker og besværliggør borgeres mulighed for at se deres beslutninger og teknologi efter i sømmene.

Den sort/hvide tilgang til globalisering er en flugt fra ansvaret, de politikere og magthavere, som, godt hjulpet af medierne, har forsømt at se på de mange forskellige konsekvenser af den enkeltvis og lovgive derefter. De politikere og magthavere, som har lyttet til foreninger af lobbyister, tænketanke og politiske rådgivere, men ikke til deres vælgere, ikke til borgerne, ikke til individerne – som de har ansvaret for.

Man kan ikke forvente, at virksomheder tager andet socialt eller miljømæssigt ansvar, end det, der kan ses på bundlinjen. Når økonomien samtidigt er global og præget af stadig større kapitalfonde og lignende, som kræver stedse større afkast til deres aktionærer, er det nogle andre løsninger der skal til:

De demokratisk valgte politikere må selv til at udøve noget disruption, hvilket de i den grad har forsømt. Det økonomiske system må reformeres, så frie markeder rent faktisk kan eksistere. Et marked under en vis demokratisk styring er så klart at foretrække fremfor et marked dikatorisk styret af en monopolvirksomhed.

Konkret kunne man f.eks. – indenfor et godt stykke tid arbejde nationalt og/eller internationalt med at:

  • Skærpe monopollovgivningen, således at en virksomhed, der sidder på over 50% af et marked kan opløses i mindre enheder.
  • Gøre det sværere at få patenter på f.eks. software og sikre, at sådanne patenter udløber relativt hurtigt og herefter gøres tilgængelige, så alle kan bruge teknologien i deres produkter. Meningen med et patent er jo ikke, at man skal holde med opfinde og hvile på laurbærrene. Patenterne beskytter primært de store virksomheder med de store juridiske afdelinger, ikke de små.
  • Lave standarder for maskiner og softwares holdbarhed, således at vi ikke længere behøver skifte så meget ud. Der er standarder for alt muligt andet, så hvorfor ikke for holdbarhed?
  • Sørge for, at rettighederne til et givent kreativt værk altid ligger hos kunsteren eller kunstnerne selv. Og ikke går i arv, men herefter bliver frit tilgængeligt.
  • Luge ud i antallet af mystiske finansielle produkter, f.eks. forbud mod kviklån.
  • Nedbringe den magt, kapitalfonde, ratingbureauer og lignende ligger inde med.
  • Sørge for at enhver borger altid har adgang til de basale fornødenheder – bolig og råd til mad, drikke, sanitet, strøm osv. – og at staten ikke primært udøver sin disruption overfor borgerne og sine egne medarbejdere – sådan som det er nu.
  • Nedbringning af antallet af love og forordninger, som ingen kan finde rundt i. Som det er nu, hjælper de kun advokatfirmaernes indtjening.
  • Bekæmpe skattely og lyssky finansielle transaktioner hårdt. Også overfor virksomheder
  • Total åbenhed og direkte aktindsigt i det offentlige arbejde for alle borgere – så længe borgernes privatliv ikke offentliggøres samtidigt.

Der er masser af flere punkter, ligesom de eksisterende med fordel kunne uddybes og efterforskes.

Lidt om kreativitet

Jeg kreerer, altså eksisterer jeg? Hvad er kreativitet? Er det bare en forchromet undskyldning for at lave, hvad man har lyst til? Er det en eksistensberettigelse? Og hvordan kan det være, at det at være ”kreativ” er blevet noget nær en floskel, som trives i jobansøgninger, datingannoncer og deslige?

Kreativitet kan defineres som evnen til at tænke nyt og nedfælde sine tanker i en eller anden form – hvadenten det så er som tekst eller musik (som jeg  gør det), eller i form af konkrete genstande eller løsninger på mere abstrakte, fagspecifikke opgaver.

Men det er dog næppe at følge en i forvejen fastlagt plan, en opskrift, kreativiteten kan først indtræde, når man af virkeligheden tvinges til at afvige fra denne plan og må finde egne løsninger.

Kreativitet er også en trussel  mod enhver fastlagt og fastlåst tankegang, og rummer muligheden for at tænke ud af boksen (en anden floskel) og lave om på de spørgsmål, opgaver og mål, vi alle bliver mødt af i deres dagligdag og arbejdsliv.

For mig – og mange andre – er det kreative også en ventil, en form for afslapning (kald det mindfulness, træning eller yoga eller hvad der nu lige er oppe i tiden), en arbejden-sig-frem mod et mål, som ikke nødvendigvis er klart defineret, og dermed også rummer potentialet for de genveje og omveje, som opstår undervejs i processen – og gør denne til en intellektuelt og kreativt interessant, men muligvis også mentalt udfordrende oplevelse.

Det at udfolde mig kreativt er for mig et nødvendigt helle udenfor de hverdagens begrænsninger, som eksisterer på arbejdspladsen, i familien og alle de andre sammenhænge, jeg indgår i, et helle, jeg kan søge til for at bevare min personlige integritet og identitet, og dermed ”keep me (in)sane” eller holde mig (van)vittig.

Et kendt bonmotte er, at kunsten ligger i begrænsningen – tag eksempelvis de filmiske dogmeregler – men er reglerne for opgaven skarpt optegnede, bliver løsningen sjældent særligt kreativ. Hvor kreativ har man mulighed for at være i sin opgaveløsning, hvis man står ved et samlebånd på en fabrik? Eller læser op til en eksamen med meget specifikke kriterier for et godt resultat?

Alle kan i dag være kreative, og hvis ikke deres arbejde decideret er kreativt eller i hvert fald rummer muligheden, så foreligger denne i fritiden (som jo også er et relativt nyt og tilsyneladende lidt ugleset fænomen). Tanker er gratis, og diverse remedier og instrumenter til kunst og skabelse er til at betale for de fleste. Vi har alle muiligheden for at være amatørkunstnere, og heri ligger også en del af årsagen til, at udtrykket kreativ er blevet behængt med floskelbetegnelsen.

En anden årsag kunne være den nævnte, at kreativitet er farlig – jo flere, der tænker kreativt, jo større er risikoen for, at siddende magthavere (fra pave til mellemleder), dominerende ideologier, tankegange og produkter udfordres eller udkonkurreres. Så selv om man gerne vil have kreative borgere og medarbejdere, så skal de indordne sig under ledelsen, kulturen, ideologien og bundlinjen.

Derfor bruger man da også fra officielt hold gerne udtrykket ”innovation” – som i højere grad indebærer, at opfindelserne, idéerne og kunstværkerne skabes med hyppig skelen til førnævnte bundlinje samt kultur, ideologi og ledelse. De kreative og innovative medarbejdere og forskere er jo i høj grad underlagt det samme regnearksregime som alle andre i vore dage, og er – som en politiker nok allerede har sagt det – og mere floskelbehængt bliver det næppe – ”ansat til at producere innovation”.

Når kreativitet på denne vis bliver varegjort, noget, der kan produceres på en fabrik og tælles i et regneark med rigide kriterier (med bundlinjen som det vigtigste), så bliver resultatet næppe særligt originalt eller kreativt. De kreative elementer i en opgave – det kunne være undervisning, kommunikation, politik, salg, håndværk, studier – neddæmpes af de rigide kriterier, som påtvinges af et talregime, som umuligt kan fange nuancerne i de kreative og/eller fagspecifikke løsninger, der leveres.

Her har vi måske endnu en årsag til mængden af stress og andre diagnoser, den vestlige verdens borgere og arbejdsmarked er præget af. Man tager dette kreative helle fra folk – og tilmed også deres faglige stolthed, idet projektets ledere som oftest ikke har fagligheden, men derimod styrer ud fra førnævnte rigide regler.

Kreativ udfoldelse har altid et strejf af vanvid. Inspiration kan et øjeblik nærmest føles guddommelig og trancendental. En vellykket improvisation kan hensætte en tilstand, der minder om lykke. Og kunne man så, blot af og til, få videreformidlet sådanne oplevelser til dem, der læser, lytter eller kigger med, så har man nået et mål.

Så jeg sætter pris på mit kreative helle, og bruger det til at afstive min integritet og identitet – massere mit ego, ville nogen måske være spydige at sige – men jeg synes alligevel, at du skulle gøre det samme. Uanset, hvor risikabelt, det måtte synes.

Personen blev siden sig selv.

Lidt om modenhed

Hvilken bedre dag til at skrive lidt om modenhed end ens fødselsdag, hvor endnu et års ørkensand er sevet imellem fingrerne på skribenten, og denne halvunges tanker er på fremtiden:

Der har altid været en opfattelse af, hvad det er at være moden. Livets faser, kalder nogle det, og selv om tiderne har ændret sig, er der aldre til at blive forældre og bedsteforældre, aldre til alt muligt, man ifølge en given tids folkevids uskrevne regler bør gøre i en given alder.

Som det er idag, er man voksen, når man fylder 18, man er lidt mere voksen, når man flytter hjemmefra, og først rigtigt voksen, når man får børn og dermed et ansvar for, at også de er forberedt på livets faser og udfordringer.

I vide kredse og måske især blandt dem, som er ældre end en selv, er der uskrevne regler for, hvad man bør gå op i, hvordan, man skal deltage i samfundet (arbejde), hvordan man skal bo (er man f.eks. 41 bør man nok bo i hus), hvordan ens kærlighedsliv bør være (kone & børn), hvilke interesser, man bør have (er man f.eks. 41, bør man gå op i sit hjem, sin familie og måske adspredelser med familien, en ny bil, en dyr ferie eller lignende).

Man bør i sin opførsel vise, at man har fået løbet hornene af sig, ikke har behov for at provokere og skeje ud, som man gjorde som yngre, have fået filet lidt af ungdommens skarpe udsagn, lystre disse uskrevne regler mere end før. Opgive sine (egoistiske) drømme og istedet hengive sig til at sørge for familie, arbejde hårdt og skabe ro omkring sig.

”Bliv voksen” – ”når du får børn, så holder du op med at tage på Roskilde” osv. er noget af det, jeg har hørt fra dem, der er ældre end jeg. Men jeg kan, med en vis følelse af triumf, ytre, at jeg ikke rigtigt lever op til alle disse uskrevne regler. Og at jeg slet ikke finder, at det at lystre sådanne uskrevne regler har specielt meget med modenhed at gøre.

Som børn og som unge er de fleste af os meget optaget af at passe ind. Når teenageårene og 20’erne følger, prøver vi måske nærmere på at skille os ud for at passe ind – det er jo i denne alder, at de fleste finder ud af, hvem de er og hvem, de gerne vil være – identitetsdannelse, hvor nogle gør oprør mod forældrenes idealer.

Men samtidig er der og har der blandt mange unge været en stærk gruppeidentitet, som sociologer og samfundsforskere siden fylder ned i den sproglige silo, de kalder for en generation.

Med udtrykket generation følger som oftest nogle idealer, noget musik og kultur, noget typisk tøj, som var moderne i generationen, noget teknologi, og nogle udefrakommende historiske faktorer – krige, teknologisk udvikling, økonomiske konjukturer osv.

Når en generation er beskrevet, er det sjældent særligt mange, der føler sig som en del af den – men alligevel arrangeres der f.eks. ledelseskurser i at tækkes den seneste generation, Generation Y (f. 1980-2000), curlingbørnene – givet at dele af generationen endnu ikke har forladt hjemmet, er generationen endnu under beskrivelse, så kær generation har mange navne.

Således forskes der i modenhed, livets faser, og disses udfoldelse blandt forskellige generationer og årgange. Og konklusionerne i sådan forskning er i noget omfang selvforstærkende, da rigtigt mange jo endnu er optaget af at passe ind og gerne vil vide, hvad de andre gør, hvad, der er oppe i tiden.

Men er dette modenhed? Er det modenhed at gøre, som de andre gør? At lystre skrevne og uskrevne regler? Hvis vi splitter ordet op til ”mod enhed”, så er det måske. Men hvis vi ser på, hvordan det at passe ind betyder allermest i barndommen, så er det vel næppe modent at agere efter dette barnlige mål, når man bliver 30 eller 40 eller 70.

Derfor vil jeg agitere for en anden definition på modenhed, som er ganske simpel – man er moden (nok), når man på egen hånd formår at træffe oplyste beslutninger, og tage ansvaret for dem og følgerne af dem.

Når man er moden nok til ikke nødvendigvis at følge gruppen – som både i barndommen og ungdommen jo på den ene eller anden måde har fået de fleste til at gøre både forkerte og tåbelige ting. Og når man er moden – og modig – nok til at forfølge sine egne mål og er i stand til at forklare, hvorfor disse mål er vigtige – for en selv, men gerne også for andre.

Ikke dermed sagt, at modne mennesker ikke træffer forkerte og dårlige beslutninger – for det gør vi alle sammen, for ikke alle beslutninger kan træffes på et oplyst grundlag, og uden indflydelse fra følelserne i beslutningens og handlingens nu. Ikke dermed sagt, at vi ikke skal være en del af grupper og sammenhænge – men grupperne skal være tolerante nok til også at rumme os selv. Og ikke dermed sagt, at der i denne definition på modenhed ikke også ligger en bevidsthed om, at ikke alle vore drømme og ønsker kan blive opfyldt. Men må ikke forhindre os i at have dem og ytre dem.

Der er altså tale om en balance – vi rummer som mennesker både barndommens infantile provokationer og bevidstløse ”jeg vil”, som overfor de fleste voksne viser og skaber det modsatte af tolerance. Vi skal forfølge vores egne mål og alligevel gøre plads til, at andre kan gøre det samme.

Lidt om kultur og kunst

Som den opmærksomme læser og webpilot nok har bemærket, er netop dette site baseret på WordPress, men i design, tekst og struktur fremstillet af mig. Det er DIY (Do It Yourself) – og jeg finder, at det engelske udtryk dækker lidt bredere end det danske ”Gør-det-selv”, som jeg mest forbinder med udestuer, havearbejde, hækling og andre kedsommelige og ligegyldige forbedringer af helt private og derfor for offentligheden ligegyldige aspekter af en tilværelse.

Ligesom alt andet selvfremstillet, rummer dette website som konsekvens et indblik i producentens styrker, svagheder og valg – begrænset grafisk kunnen, lidt rodet struktur,en vis idérigdom, gode skriveevner, ønske om at fremstå både som person med karaktér og integritet og med et professionelt, bredt udsyn og en stor almenviden.

Naturligvis er et website som dette ikke kunst (selv om det kan rumme kunst), men det er DIY i den engelske betydning, som også dækker over den enkeltes lyst og vilje til at formidle det, denne selv synes er vigtigt på den måde, som denne ønsker at gøre det, så godt som denne nu kan. Alene eller i samarbejde med andre, som deler disse idealer.

Således er mit syn på kunst og kultur, hvadenten det drejer sig om musik, film, litteratur, skulptur eller billedkunst og alle hybridformerne, at det mest interessante kommer fra amatørerne. Her defineret som dem, der forfølger deres egne idéer uden voldsom hensyntagen til omverdenens reaktioner.

Om de så tjener penge på deres produktion eller ej, det er en anden sag – en skelnen mellem ”den professionelle”, som tjener penge på sit værk og ”amatøren” som skaber i sin fritid forekommer i en tid, hvor enhver nærmest omkostningsfrit kan producere og publicere sit værk, ikke så meningsfuld, som før i tiden. Dengang, hvor enhver vordende kunstner skulle igennem både det ene og det andet for at gøre sit værk tilgængeligt for offentligheden.

Ikke fordi, amatører ikke laver en masse bras, for det gør de, måske for at blive bedre, måske bare fordi, de kan – hvilket kan være en udmærket årsag til at gøre mange ting. Men meget bras kommer også fra de kommercielle kanaler. Og ikke fordi, at skoling er en dårlig ting – konservatorier, kunstakademier, filmskoler og forfatterskoler etcetera gør et vigtigt stykke arbejde og giver vordende kunstnere en viden og en kunnen, som er uvurdérlig. Men de garanterer ikke muligheden for at kunne leve af sin kunst.

De hjælper dog i den forstand, at har man gået på en skole i en kunstart, har man fået mulighed for et netværk , og man har papir på, at man har evnerne, hvis man har gennemført. Skolen er imidlertid heller ikke garant for, at den enkelte siden skaber fabelagtige kunstværker, og i netværket ligger også en betydelig risiko for indspisthed og en forsnævret kunstforståelse baseret på, hvilke synspunkter på form og indhold, der er på mode i netværket, og hvilke, der giver støttekroner.

Også trends i samfundet har selvsagt en betydning – har man en plan om at leve af sin kunst, vil man måske idag tage temaer om som klima, feminisme etcetera, for at tækkes de strømninger, der ligger i tiden. Eller man vil indrette sin kunst, så den kan hænges op på væggen i et direktionskontor, en kantine eller et uddannelsessted, uden at skurre mod ledelsens og medarbejdernes holdninger og følelser.

En sådan kunst er vel næppe andet end et statussymbol eller et møbel. På samme måde som et popnummer som oftest ikke rummer megen værdi som musik i sig selv. Det kan måske bruges til noget, at danse til, spilles i baggrunden, kalde nogle minder frem, men først og fremmest må det helst ikke provokere, ikke overraske for meget, ikke fremkalde nye tanker hos lytteren, som helst skal slappe af intellektuelt og føle sig hjemme i genren.

Ikke dermed sagt, at kunst skal provokere for provokationens skyld – og hvornår gør den også det, kunne man så spørge, alt efter, hvor meget, der skal til, før man bliver provokeret. Men kunst skal gerne formidle en form for sandhed på en ny måde, lægge nye vinkler på sit emne, og skulle sandheden så være provokerende for nogle – og det er den ofte – så er det sådan, det må være.

Dette står i modsætning til det kommercielle ”kunst”-syn, der findes hos større pladeselskaber, forlag etcetera. De har selvsagt og har altid haft profit for øje, hvorfor kun kunstnere, der allerede er slået igennem eller ”artister”, som er villige til at skabe værker, som passer ind i en allerede eksisterende populærkultur, slipper igennem nåleøjet til udgivelse. At de så samtidig snylter på kunstnerne og har formået at kommercialisere piratkopiering i form af diverse internet-tjenester, som kunstnerne selv modtager nærmest intet for at levere materiale til, er en anden sag.

Den betydningsfulde kunst skabes som oftest af dem, som fører deres egne idéer ud i livet, ikke af dem, som følger efter. De kunstnere, som finder deres egne tankegange og metoder, gør emnerne til deres egne. Og de er vel, da de hverken tager hensyn til markedet eller synspunkterne inden for deres kunstarts snævre cirkler, de sande amatører, uanset om de tjener 0 eller millioner. Det kræver mod, integritet og vilje at stå fast på sine idéer og vide, hvilke nye, man skal tage til sig. Men kun det resulterer i kunstværker, hvis værdi ikke lader sig gøre op i penge eller status og bare er og når de bliver sanset sender kuldegysninger ned ad ryggen på en.

Lidt om menneske- og samfundssyn

Humanist. Humaniora. Humanisme. Tilsyneladende skældsord blandt mange aktuelle debattører, synonyme med pladder, arbejdsløshed og svaghed. Alligevel – hvis et menneske- og livssyn ikke tager udgangspunkt i mennesket, det enkelte, hvad får vi så?

Det menneske- og samfundssyn, jeg i det følgende giver udtryk for er selvfølgelig basalt, og vil blive uddybet i, formoder jeg, samtlige fremtidige indlæg – så hvis du, kære læser, sidder og savner noget om eksempelvis flygtninge, djøficering, livskvalitet eller sund fornuft, så kommer det. Senere.

Jeg tilstår således hermed for verden og humanismens kritikere, at min grundlæggende ideologi, mit livs- og menneskesyn tager udgangspunkt i det enkelte menneske og dets muligheder. Og at jeg mener, at disse muligheder først er tilstede, når dette menneske nogenlunde uproblematisk kan få stillet sine basale behov – mad, drikke, søvn, bolig og en vis grad af tryghed. Og desuden, at menneskets gives tid, lærdom og mulig pleje for at kunne udfolde disse muligheder.

Med trygheden menes selvfølgelig også friheden til at mene, udtrykke og handle som man ønsker, uden man generer eller skader andre i nævneværdig grad uden repressalier. Hvad nævneværdig grad er, og hvem, der har ret til at føle sig forurettet (og handle på grundlag heraf), vender jeg tilbage til.

Jeg glæder mig i alle tilfælde over at leve og deltage i et samfund,hvor der lægges vægt på, at alle borgere kan få stillet deres basale behov, og har mulighed for uddannelse, lægehjælp samt frihed til at tænke, udtrykke sig, handle og forsamles efter egne tanker og ønsker. En historisk set ung samfundsform, opbygget af ildsjæle, som det kan være nødvendigt at værne om, før det er for sent.

Jeg glæder mig også over hjørnestenen i et åbent og tolerant samfund, demokratiet, med alle dets fejl og mangler, men også det skal der værnes om. Fordi de seneste 5-6 årtiers teknologiske udvikling har højnet tempoet i alle tilværelsens aspekter, er politik blevet en branche og en karriere på fuld tid, behovet for lovgivning er steget og mediedækningen er blevet hurtigere, mere flygtig og mere overfladisk.

Rådgivere og politikere kappes måske nok om vælgernes stemmer – men endnu mere om ved hjælp af spin, taktik, meningsmålinger og endnu mere udspekulerede metoder om at omgå og udnytte demokratiets love for istedet at opnå egen succés.

Demokratiets repræsentanter lytter derfor i dag kun sjældent til sine borgere, men i stedet til interessegrupper, virksomheder, tænketanke osv., og som følge heraf bliver den enkelte borger fremmedgjort. Dette giver klangbund for andre karrierebevidste politikere og synspunkter, hvis ideologiske grundlag er vrede, frygt og intolerance, som ikke er sene til at udnytte dette demokratiske vacuum til egen fordel.

Det er således de forurettede, de, der føler sig som ofre, de utrygge, som udgør vælgerbasen for disse såkaldt populistiske politikere. Så hvornår har man ret til at føle sig utryg? Er det, når man læser om et terrorangreb hundrede- eller tusindvis af kilometer væk? Hvornår skal man handle på sin forurettethed?

Jeg vil mene, at en af menneskets fornemste egenskaber er at kunne tøjle sin frygt, sin forurettethed og sin vrede, og jeg vil mene, at frygten kun er berettiget, hvis man selv er direkte truet – altså, hvis bomberne falder og patronerne flyver om ørerne på en eller hvis man bliver angrebet i en mørk gyde – for eksempel.

Jeg vil også mene, at så længe man selv har rigeligt – dvs. får stillet sine basale behov og har de fornødne muligheder til at skabe sig en tilværelse, man selv kan være tilfreds med – så har man ikke ret til at være forurettet eller vred over, at andre får stillet deres basale behov, i et vist omfang på ens regning via statslig omfordeling, altså skat.

Jeg har alt mulig respekt for dem, som alene eller i fællesskab har skabt virksomheder og organisationer, som har leveret fremragende produkter, nye tanker, gode idéer og væsentlige kulturelle input. Dem, som brænder for noget og vil skabe noget, hvad det så end er. Jeg er selv et af de mennesker, så heri ligger vel også nogen grad af selvrespekt.

Men det lader til, at mange virksomheder og mennesker istedet for gode produkter, tanker og input nærmere startes med henblik på økonomisk vinding. Pengene bliver endemålet, og ikke midlet til at skabe noget fantastisk, men nærmere til at købe noget nyt og basalt set unødvendigt, at opnå en status baseret ikke på viden, kunnen og personlighed, men på overfladisk økonomisk formåen.

Tidligere var det religionen, som af åbenlyse grunde truede humanismen – når mennesket sættes i centrum, dør Gud, så at sige. Totalitære ideologier har siden stået for nogle af de mest inhumane handlinger, massemord, krige og voldshandlinger. Og gør det stadig, og herved nærmer vi os, hvad det frihedselskende menneske skal holde øje med – massebevægelser, som på den ene eller anden måde sigter mod at begrænse den enkelte, som ikke vil gå i dialog med deres modstandere, som formidler sig selv som ofre og som appellerer til følelser, ikke til fornuften.

Og herved opstår demokratiets og dermed menneskets problem – skal man låne magthavernes øre, skal man enten være en del af systemet eller af en organisation, som larmer nok til, at de vil lytte. Mennesket alene bliver ikke hørt, men er tvunget til at lystre.

 

(og måske lige præcis derfor er jeg, personligt, ikke meget for at være medlem nogen steder – hold tanken fri og galden flydende)

Lidt om arbejdsløshed

”Det er nemmest at få et job, når man har et job”. Således lyder et snusfornuftigt ekko overalt på arbejdsmarkedet, i familien og blandt venner, og jeg har, som pt. arbejdsløs og med perioder med arbejdsløshed fordelt over de sidste ca. 10 år, hørt det masser af gange.

Sandheden er jo, at jeg også lige nu er arbejdsløs og på dagpenge, og det at afsløre sig som sådan er tilsyneladende frygteligt pinligt  – ikke fordi jeg selv opfatter det sådan, men fordi jeg jo som et veluddannet, fysisk og psykisk velfungerende eksemplar af menneskeracen i en del medmenneskers øjne har et formål og en identitet alene, nemlig det eller/og den, jeg opnår i kraft af mit arbejde.

Følgeligt stiller de spørgsmål ind til, hvad jeg så laver og hvad der nu skal ske. For et arbejde må man jo have, ellers er eller bliver man asocial, fattig – også på input fra andre mennesker og ikke mindst ude af trit med ”den virkelige verden” – som jo åbenbart udelukkende findes på arbejdsmarkedet. Og jeg har svært ved at besvare de spørgsmål, for jeg ved det ikke helt, selv om jeg har masser af idéer – og håber på, at en eller flere af dem kommer op at flyve.

Jeg vil ikke forsøge at fremstå som fejlfri i min jobsøgning. Jeg sætter alt for meget pris på ærlighed til at ville blæse mine erfaringer og kvalifikationer op til, at jeg er en mester på alle mulige områder. Jeg afskyr mode for meget til, at disruption, ”work smarter” eller lignende business/management-bullshit indgår i mit vokabular som andet end et objekt for sarkastiske angreb.

Måske er jeg blandt andet derfor for dårlig til at spille spillet og fortælle de historier, HR-afdelingen gerne vil høre. Måske er jeg bare for lidt konkurrencemenneske.

Og så jeg tror ikke på, at Netto eller lignende vil have stor glæde af at have mig siddende i kassen eller gående på lageret – og med mindre jeg helt undlader at gøre opmærksom på min lange uddannelse og generelle baggrund, så tror de det heller ikke selv. Og så kan jeg vel heller ikke være bekendt at tage sådanne ufaglærte stillinger fra nogen, der virkeligt har brug for dem.

Omend netop websitet her gerne skulle være en indgang til arbejdsmarkedet i en eller anden form, så vil nogen opfatte min sensationelle afsløring af min arbejdsløshed som kontraproduktiv i forhold til en ny eller fortsat tilknytning til arbejdsmarkedet. Dérhen er samfundet kommet, hvor nogle – men langt fra alle – opfatter selve arbejdsløsheden som værende en hindring for at komme i arbejde.

Arbejdsløse bliver i medierne af nogle politikere og kommentatorer – primært af borgerlig observans – beskrevet som dovne, nassende klynkere, og sådan én vil vel ingen fornuftig leder ansætte. At kritikken så samtidig kommer fra folk, der intet mangler og alligevel vil have mere og betale mindre i skat, får den blot til at klinge endnu mere hult i mine ører.

Den retorik har nu ikke den store indflydelse på min dagligdag. Jeg kan sagtens finde på noget at bruge min tid på – heriblandt jobsøgning – og har en passende grundfæstet identitet som alt muligt andet end min titel og arbejdsfunktion – mest af alt bare som mig. Jeg tror ganske ukueligt på mig selv og det, jeg laver, uanset om der er 2 eller 2 millioner, der læser, lytter eller kigger med. Og hvis jeg ikke gør det, hvem skulle så?

Men det er alligevel nemmere at besvare spørgsmålet ”hvad laver du så?” med en eller anden position på arbejdsmarkedet, for er man arbejdsløs, følger uddybende, trættende spørgsmål: ”Hvordan kan det være? Hvad har du lavet? Er du blevet fyret? Sagde du selv op?”.  Og givet at de fleste af os har jobs, som er enten relativt trivielle og uinteressante eller meget fagspecifikke er arbejdet ikke nødvendigvis det mest interessante samtaleemne.

Men det er mindre problemer. Det føles faktisk OK at være arbejdsløs i det omfang det lader sig gøre at få økonomien til at hænge nogenlunde sammen. Ledighedsstress, depression og lignende psykiske skavanker har jeg ikke oplevet. Men jeg har oplevet dagpengelovgivningen, bureaukratiet, jobsøgningskurser, uendelige ligegyldige møder etcetera etcetera. Og en mild grad af fordømmelse fra dele af omgivelserne.

Derfor forstår jeg så udmærket, hvordan det kan være svært for nogle af de andre, der er i min situation at ignorere alt den meningsløshed, dette håbløse ressourcespild, respektløse og nedgørende kommentarer fra arrogante sagsbehandlere med sminkede statistikker og private ”anden aktør”er  med skarpt fokus på egen vinding.

Alt sammen noget, som i vid udstrækning har været beskrevet i pressen. Og der er da sket forbedringer de sidste 10 år, de mest menings- og frugtesløse regler og kurser er blevet luget ud.

Men så meget er der heller ikke sket. Dagpengeloven vokser endnu og har nået 29831 sider. Systemet koster stadig milliarder. Folk på begge sider af bordet er stadig helt opmærksomme på, hvor meningsløse, deres respektive indsatser er. Der bliver jo ikke flere jobs af, at de arbejdsløse sender flere ansøgninger. Ikke færre cand. mag.’er, flere ingeniører og håndværkere og færre ufaglærte uanset, hvad der diskuteres henover skrivebordet.

Men dette indlæg skal ikke være en opdateret og revideret udgave af Dagpengeland eller endnu  en personlig beretning om, hvor forfærdeligt og uværdigt det hele er. Såfremt arbejdsløshed retorisk skal behandles  og opfattes som en forbrydelse – og det bliver den tit – så har jeg, samfundets indretning, diverse konjukturer, almindeligt held og uheld og en del andre faktorer i en stor sammenblanding formodentlig skylden for lige præcist min arbejdsløshed.

Ligesom de fleste andre i min situation, for jeg har endnu til gode at møde en arbejdsløs, som ikke gerne vil i arbejde. Muligvis som noget ganske bestemt og uopnåeligt, men ikke desto mindre. Men hvorfor skulle folk ikke forfølge deres drømme og have lov til det?

Således er dette indlæg derimod en opfordring til dem, som er i en situation, der ligner min – og også til dem, som har et arbejde og måske gerne vil noget andet på et tidspunkt:

Brug tiden på at blive bedre til noget, der giver mening for jer – uanset omgivelsernes eventuelle manglende forståelse. Men også noget, som går udover jeres egen næsetip og havegang – hvadenten det er alment eller/og fag- eller kulturspecifikt.

Ikke mindst er det et opråb til de politikere, parter og meningsdannere, som har skabt og har indflydelse på hele systemet omkring arbejdsløshed – dagpenge, kontanthjælp, arbejdsmarkedet som helhed:

I dag forekommer en del jobs de ansatte mere eller mindre meningsløse – fordi de bruger mere tid på andre opgaver – registrering mv. – end deres faglige kerneområder eller fordi ingen kan eller vil forklare dem, hvorfor deres arbejde er vigtigt udover arbejdsgiverens behov for økonomisk vinding og virksomhedens/mellemlederens positions fortsatte beståen.

Lugede man lidt ud i ledelseslagene, registreringerne og forbedringsafdelingerne, ville der muligvis være færre jobs – men de, der var tilbage ville næppe minde om et beskæftigelsesprojekt, der er kørt af sporet. Derfor kunne man måske af denne vej få begrænset bullshit-møderne og stress-epidemien og til glæde for alle få det meningsfulde tilbage i arbejdet.

Herudover er jobsikkerheden faldet, imens der bliver flere og flere løstansatte freelancere, daglejere, clickworkere, medlemmer af prekariatet.

Alt tyder på, at denne udvikling vil fortsætte, samtidig med at vi går den såkaldte fjerde industrielle revolution i møde, hvor robotter og anden teknologi i stor udstrækning forodentligt vil begrænse behovet for menneskelig arbejdskraft.

Således kan arbejdsløshed meget vel blive en del af dagligdagen for mange, og derfor risikerer systemet af idag at blive overbelastet af mange arbejdsløse og yderligere af den stress, der følger med frugtes- og meningsløse arbejdsopgaver dikteret af en symbolpolitik, udarbejdet på grundlag af sminkede statistikker, uden sammenhæng med virkeligheden.

Derfor vil der være brug for radikale ændringer – et simplere system, som tager hensyn til den enkelte arbejdsløse og giver handlemuligheder til den enkelte sagsbehandler. Et system, som også giver rettigheder til dem, som er løstansatte, og som giver bedre mulighed for den enkelte til at skabe sit eget job og udnytte sine evner bedst muligt.

Konsekvensen af større arbejdsløshed som følge af teknologi vil ubetvivleligt være større ulighed , rigdommene vil – hvis man ikke globalt laver helt om på monopol- og patentlovgivningen – i langt højere grad gå til de virksomheder, der producerer den teknologi, der erstatter den menneskelige arbejdskraft. Ulighed i sig selv er muligvis ikke et stort problem, men bliver den så stor, at nogle ganske få ejer langt det meste og får lov til det, stiger risikoen for ufred, revolutioner og anden ballade med tragisk udkomme.

Som altid ved revolutioner – også industrielle – er der ofre blandt institutionerne, og de traditionelt stærke europæiske fagforeninger er i høj grad truet på deres eksistensgrundlag, da deres indflydelse begrænses af dels mere løse ansættelser og dels af, at teknologi erstatter den menneskelige arbejdskraft, de traditionelt repræsenterer.

Således står arbejdsmarkedet og arbejdsløshedsforsikringen overfor store forandringer – og netop blandt fagforeningerne er der ganske megen modstand mod såvel robotisering som borgerløn – da begge dele er med til at sende fagbevægelsen væk fra sin hjemmebane, det traditionelle arbejdsmarked med fastansatte medarbejdere. Så kan det blive spændende at se, om fagbevægelsen kan følge med tiden, eller om nye foreninger kommer til for at sikre rettigheder for en stadig bredere og mere mangfoldig gruppe af arbejdstagere.

I mine øjne kunne borgerløn under en eller anden form være en udmærket løsning  – fordi bureaukratiet og meningsløsheden spares væk, og stat og arbejdsgiver ikke længere kan udnytte gratis eller støttet arbejdskraft. Man eksperimenterer da også med det flere steder, men konceptet er endnu for uafprøvet (ikke for nyt, for idéen har eksisteret de sidste 50-100 år) til at jeg vil lægge mig fast på en bestemt løsning – som jo også skal financieres.

Arbejdsmarkedet er således under stor forandring – og der er stadig meget, jeg slet ikke har nævnt – globalisering f.eks. Så er spørgsmålet så, om arbejdet er så helliggørende, som konsensus dikterer for tiden – også det kan diskuteres. Og det er det vel kun, hvis det er meningsfuldt, hvis den enkelte føler, han eller hun gør en forskel for andre.

Så derfor, kære magthavere, budskabet skal jo kunne koges ned til en facebook-status, 30 sekunders TV-Avis-indslag eller lignende, for at I forstår det: Gør systemet simpelt og menneskeværdigt for både medarbejdere og klienter, appellér til vælgernes medmenneskelighed og gavmildhed istedet for deres vrede og griskhed. Borgerløn kan vel godt financieres, hvis man fortsætter med de nuværende dagpengeperioder, i øvrigt lukker systemet og bruger de sparede midler på uddannelsesmuligheder, f.eks.

Og hvis der så skulle sidde en enkelt derude, som kan bruge sådan én som mig, der kan skrive et indlæg som ovenstående i løbet af en god times tid … Så er jeg helt og aldeles tilgængelig for jobtilbud!