Lidt om menneske- og samfundssyn

Humanist. Humaniora. Humanisme. Tilsyneladende skældsord blandt mange aktuelle debattører, synonyme med pladder, arbejdsløshed og svaghed. Alligevel – hvis et menneske- og livssyn ikke tager udgangspunkt i mennesket, det enkelte, hvad får vi så?

Det menneske- og samfundssyn, jeg i det følgende giver udtryk for er selvfølgelig basalt, og vil blive uddybet i, formoder jeg, samtlige fremtidige indlæg – så hvis du, kære læser, sidder og savner noget om eksempelvis flygtninge, djøficering, livskvalitet eller sund fornuft, så kommer det. Senere.

Jeg tilstår således hermed for verden og humanismens kritikere, at min grundlæggende ideologi, mit livs- og menneskesyn tager udgangspunkt i det enkelte menneske og dets muligheder. Og at jeg mener, at disse muligheder først er tilstede, når dette menneske nogenlunde uproblematisk kan få stillet sine basale behov – mad, drikke, søvn, bolig og en vis grad af tryghed. Og desuden, at menneskets gives tid, lærdom og mulig pleje for at kunne udfolde disse muligheder.

Med trygheden menes selvfølgelig også friheden til at mene, udtrykke og handle som man ønsker, uden man generer eller skader andre i nævneværdig grad uden repressalier. Hvad nævneværdig grad er, og hvem, der har ret til at føle sig forurettet (og handle på grundlag heraf), vender jeg tilbage til.

Jeg glæder mig i alle tilfælde over at leve og deltage i et samfund,hvor der lægges vægt på, at alle borgere kan få stillet deres basale behov, og har mulighed for uddannelse, lægehjælp samt frihed til at tænke, udtrykke sig, handle og forsamles efter egne tanker og ønsker. En historisk set ung samfundsform, opbygget af ildsjæle, som det kan være nødvendigt at værne om, før det er for sent.

Jeg glæder mig også over hjørnestenen i et åbent og tolerant samfund, demokratiet, med alle dets fejl og mangler, men også det skal der værnes om. Fordi de seneste 5-6 årtiers teknologiske udvikling har højnet tempoet i alle tilværelsens aspekter, er politik blevet en branche og en karriere på fuld tid, behovet for lovgivning er steget og mediedækningen er blevet hurtigere, mere flygtig og mere overfladisk.

Rådgivere og politikere kappes måske nok om vælgernes stemmer – men endnu mere om ved hjælp af spin, taktik, meningsmålinger og endnu mere udspekulerede metoder om at omgå og udnytte demokratiets love for istedet at opnå egen succés.

Demokratiets repræsentanter lytter derfor i dag kun sjældent til sine borgere, men i stedet til interessegrupper, virksomheder, tænketanke osv., og som følge heraf bliver den enkelte borger fremmedgjort. Dette giver klangbund for andre karrierebevidste politikere og synspunkter, hvis ideologiske grundlag er vrede, frygt og intolerance, som ikke er sene til at udnytte dette demokratiske vacuum til egen fordel.

Det er således de forurettede, de, der føler sig som ofre, de utrygge, som udgør vælgerbasen for disse såkaldt populistiske politikere. Så hvornår har man ret til at føle sig utryg? Er det, når man læser om et terrorangreb hundrede- eller tusindvis af kilometer væk? Hvornår skal man handle på sin forurettethed?

Jeg vil mene, at en af menneskets fornemste egenskaber er at kunne tøjle sin frygt, sin forurettethed og sin vrede, og jeg vil mene, at frygten kun er berettiget, hvis man selv er direkte truet – altså, hvis bomberne falder og patronerne flyver om ørerne på en eller hvis man bliver angrebet i en mørk gyde – for eksempel.

Jeg vil også mene, at så længe man selv har rigeligt – dvs. får stillet sine basale behov og har de fornødne muligheder til at skabe sig en tilværelse, man selv kan være tilfreds med – så har man ikke ret til at være forurettet eller vred over, at andre får stillet deres basale behov, i et vist omfang på ens regning via statslig omfordeling, altså skat.

Jeg har alt mulig respekt for dem, som alene eller i fællesskab har skabt virksomheder og organisationer, som har leveret fremragende produkter, nye tanker, gode idéer og væsentlige kulturelle input. Dem, som brænder for noget og vil skabe noget, hvad det så end er. Jeg er selv et af de mennesker, så heri ligger vel også nogen grad af selvrespekt.

Men det lader til, at mange virksomheder og mennesker istedet for gode produkter, tanker og input nærmere startes med henblik på økonomisk vinding. Pengene bliver endemålet, og ikke midlet til at skabe noget fantastisk, men nærmere til at købe noget nyt og basalt set unødvendigt, at opnå en status baseret ikke på viden, kunnen og personlighed, men på overfladisk økonomisk formåen.

Tidligere var det religionen, som af åbenlyse grunde truede humanismen – når mennesket sættes i centrum, dør Gud, så at sige. Totalitære ideologier har siden stået for nogle af de mest inhumane handlinger, massemord, krige og voldshandlinger. Og gør det stadig, og herved nærmer vi os, hvad det frihedselskende menneske skal holde øje med – massebevægelser, som på den ene eller anden måde sigter mod at begrænse den enkelte, som ikke vil gå i dialog med deres modstandere, som formidler sig selv som ofre og som appellerer til følelser, ikke til fornuften.

Og herved opstår demokratiets og dermed menneskets problem – skal man låne magthavernes øre, skal man enten være en del af systemet eller af en organisation, som larmer nok til, at de vil lytte. Mennesket alene bliver ikke hørt, men er tvunget til at lystre.

 

(og måske lige præcis derfor er jeg, personligt, ikke meget for at være medlem nogen steder – hold tanken fri og galden flydende)