Lidt om kreativitet

Jeg kreerer, altså eksisterer jeg? Hvad er kreativitet? Er det bare en forchromet undskyldning for at lave, hvad man har lyst til? Er det en eksistensberettigelse? Og hvordan kan det være, at det at være ”kreativ” er blevet noget nær en floskel, som trives i jobansøgninger, datingannoncer og deslige?

Kreativitet kan defineres som evnen til at tænke nyt og nedfælde sine tanker i en eller anden form – hvadenten det så er som tekst eller musik (som jeg  gør det), eller i form af konkrete genstande eller løsninger på mere abstrakte, fagspecifikke opgaver.

Men det er dog næppe at følge en i forvejen fastlagt plan, en opskrift, kreativiteten kan først indtræde, når man af virkeligheden tvinges til at afvige fra denne plan og må finde egne løsninger.

Kreativitet er også en trussel  mod enhver fastlagt og fastlåst tankegang, og rummer muligheden for at tænke ud af boksen (en anden floskel) og lave om på de spørgsmål, opgaver og mål, vi alle bliver mødt af i deres dagligdag og arbejdsliv.

For mig – og mange andre – er det kreative også en ventil, en form for afslapning (kald det mindfulness, træning eller yoga eller hvad der nu lige er oppe i tiden), en arbejden-sig-frem mod et mål, som ikke nødvendigvis er klart defineret, og dermed også rummer potentialet for de genveje og omveje, som opstår undervejs i processen – og gør denne til en intellektuelt og kreativt interessant, men muligvis også mentalt udfordrende oplevelse.

Det at udfolde mig kreativt er for mig et nødvendigt helle udenfor de hverdagens begrænsninger, som eksisterer på arbejdspladsen, i familien og alle de andre sammenhænge, jeg indgår i, et helle, jeg kan søge til for at bevare min personlige integritet og identitet, og dermed ”keep me (in)sane” eller holde mig (van)vittig.

Et kendt bonmotte er, at kunsten ligger i begrænsningen – tag eksempelvis de filmiske dogmeregler – men er reglerne for opgaven skarpt optegnede, bliver løsningen sjældent særligt kreativ. Hvor kreativ har man mulighed for at være i sin opgaveløsning, hvis man står ved et samlebånd på en fabrik? Eller læser op til en eksamen med meget specifikke kriterier for et godt resultat?

Alle kan i dag være kreative, og hvis ikke deres arbejde decideret er kreativt eller i hvert fald rummer muligheden, så foreligger denne i fritiden (som jo også er et relativt nyt og tilsyneladende lidt ugleset fænomen). Tanker er gratis, og diverse remedier og instrumenter til kunst og skabelse er til at betale for de fleste. Vi har alle muiligheden for at være amatørkunstnere, og heri ligger også en del af årsagen til, at udtrykket kreativ er blevet behængt med floskelbetegnelsen.

En anden årsag kunne være den nævnte, at kreativitet er farlig – jo flere, der tænker kreativt, jo større er risikoen for, at siddende magthavere (fra pave til mellemleder), dominerende ideologier, tankegange og produkter udfordres eller udkonkurreres. Så selv om man gerne vil have kreative borgere og medarbejdere, så skal de indordne sig under ledelsen, kulturen, ideologien og bundlinjen.

Derfor bruger man da også fra officielt hold gerne udtrykket ”innovation” – som i højere grad indebærer, at opfindelserne, idéerne og kunstværkerne skabes med hyppig skelen til førnævnte bundlinje samt kultur, ideologi og ledelse. De kreative og innovative medarbejdere og forskere er jo i høj grad underlagt det samme regnearksregime som alle andre i vore dage, og er – som en politiker nok allerede har sagt det – og mere floskelbehængt bliver det næppe – ”ansat til at producere innovation”.

Når kreativitet på denne vis bliver varegjort, noget, der kan produceres på en fabrik og tælles i et regneark med rigide kriterier (med bundlinjen som det vigtigste), så bliver resultatet næppe særligt originalt eller kreativt. De kreative elementer i en opgave – det kunne være undervisning, kommunikation, politik, salg, håndværk, studier – neddæmpes af de rigide kriterier, som påtvinges af et talregime, som umuligt kan fange nuancerne i de kreative og/eller fagspecifikke løsninger, der leveres.

Her har vi måske endnu en årsag til mængden af stress og andre diagnoser, den vestlige verdens borgere og arbejdsmarked er præget af. Man tager dette kreative helle fra folk – og tilmed også deres faglige stolthed, idet projektets ledere som oftest ikke har fagligheden, men derimod styrer ud fra førnævnte rigide regler.

Kreativ udfoldelse har altid et strejf af vanvid. Inspiration kan et øjeblik nærmest føles guddommelig og trancendental. En vellykket improvisation kan hensætte en tilstand, der minder om lykke. Og kunne man så, blot af og til, få videreformidlet sådanne oplevelser til dem, der læser, lytter eller kigger med, så har man nået et mål.

Så jeg sætter pris på mit kreative helle, og bruger det til at afstive min integritet og identitet – massere mit ego, ville nogen måske være spydige at sige – men jeg synes alligevel, at du skulle gøre det samme. Uanset, hvor risikabelt, det måtte synes.

Personen blev siden sig selv.