Lidt om globalisering

27. juni 2017 0 Af frank-e.dk

“Vi kan jo ikke stoppe globaliseringen” lyder det samstemmende i kølvandet på Brexit, Trump og den tilsyneladende nationalistiske bølge, der går over den vestlige verden. Og det er helt rigtigt, det er der ingen, der kan, hvis de samtidig ønsker de friheder, et åbent og tolerant samfund  bekender sig til. Uanset, hvor meget magt, nogen måtte ligge inde med, står bevægelses- tanke- og ytringsfrihed i  modsætning til mure, censur og svært bevogtede grænser.

Begrebet globalisering blev for alvor aktuelt med internettets udbredelse i slutningen af 1990’erne, og blev af medier og politikere hurtigt reduceret til noget, man kunne være for eller imod. Hvis du er for internettet og åbne grænser, så er du også for muligheden for skattely, frihandelsaftaler, som også omhandler alt muligt andet end fri handel, større flygtningestrømme, narko- og menneskesmugling osv. Det må du tage med, ellers er du imod globaliseringen.

Eller, sådan må ræsonnementet jo være, hvis man enten kan være for eller imod globalisering. Imidlertid er globalisering et begreb, som egner sig dårligt til en så sort/hvid tilgang – fordi globaliseringen har så mange aspekter. Med en fri tilgang til varer, information og serviceydelser for i princippet alle over hele kloden og lettere og hurtigere transport af både mennesker og varer, er det næppe så sært, at flere vælger at emigrere, arbejde andre steder eller flygter fra krig, diktaturer og katastrofer.

Vi er alle blevet rigere som følge af globaliseringen, siges det. Men det er kun relativt få mennesker, som er blevet rigere. Under- og middelklassens indkomster er ikke vokset væsentligt eller ligefrem faldet med hensyn til købekraft, og arbejdsforholdene er samtidigt blevet mindre stabile, da det er blevet nemmere at flytte produktion og udvikling derhen, hvor det er billigst.

Dermed når vi frem til et andet emne, som er oppe i tiden, er disruption. Noget farligt noget, som virksomheder og stater febrilsk forsøger at beskytte sig mod, fordi virksomhederne i uventet konkurrence med nye, disruptive idéer kan miste omsætning og i værste fald blive udkonkurreret  – se bare på Kodak eller Nokia – og staterne kan som følge deraf stå med en høj arbejdsløshed eller en arbejdsstyrke, som ikke har de egenskaber, der efterspørges.

I Danmark har vi ligefrem fået et disruption-råd, hvor alskens ledere i erhvervs- og foreningsliv skal diskutere, hvilke udfordringer, fremtiden kan byde på, og hvordan vi imødegår dem. Onde tunger vil nok påstå, at det er en noget defensiv tilgang, givet at de nye idéer næppe kommer fra – eller bliver bemærket af – dem, der allerede har indordnet sig under politiske systemer og gamle, hæderkronede organisationers hierarkier.

Den teknologiske udvikling går i mange henseender mod et mål – automatiseringen af fysisk og/eller ensformigt arbejde, således at mennesker ikke behøver at udføre dette arbejde eller kan gøre det hurtigere og dermed nå mere. Lige fra svingploven, over vaskemaskinen og støvsugeren, til computeren, har dette været et af målene.

Når teknologien patenteres og globale virksomheder får en monopollignende position på markedet, som de har i dag – samtidigt med, at mere og mere arbejdskraft overflødiggøres -så vil pengene i endnu højere grad tilflyde de virksomheder, som udvikler og producerer teknologien – robotter, styresystemer etc. – og deres aktionærer og ejere. Hvorimod de, som tidligere varetog det arbejde, som nu udføres af teknologien, vil blive fattigere.

Hvor teknologiens udvikling for ikke så længe siden effektiviserede eller overflødiggjorde manuelt arbejde og huslige sysler og dermed lagde kimen til kvindernes frigørelse og indtog på arbejdsmarkedet, har vi nu nået et punkt, hvor teknologien er ved at i stedet overflødiggøre en stor del af arbejdet og dermed de mennesker, der udfører det – i hvert fald i markedsmæssig forstand.

Den herskende ideologi er, som de fleste af os godt ved, baseret på fri konkurrence i en fri, kapitalistisk markedsøkonomi. Men det er netop et ideal – nogle ville sige en utopi. Blandt andet fordi, ideologien ikke tager hensyn til, at globale virksomheder i kraft af deres økonomiske formåen og generelle betydning i sig selv ligger inde med en kolossal indflydelse og bruger denne til at sikre deres fortsatte beståen og vækst.

Det gør de,  når de opkøber mindre konkurrenter, tager patenter, søger (og får) indflydelse på politiske aftaler, flytter derhen, hvor de økonomiske og politiske forhold er mest gunstige for deres virksomhed, og når de bruger den juridiske og kommunikative ekspertise, de har råd til for at fremme egne formål. Ultimativt at sikre sig, at de har monopol eller det der ligner det i deres brancher, og at det forbliver sådan i al fremtid. Derfor er markedet ikke frit – individer, stater og mindre virksomheder må på hver deres måde indordne sig under overherredømmet.

I dag er ideologien – økonomismen, vil nogle kalde den – så herskende, at ingen politiker eller magthaver kan forsøge at lave om på det økonomiske system, uden straks dels at blive kaldt for kommunist eller socialist (selv om formålet måske netop var at skabe fri konkurrence), dels at finanssektoren – med baggrund i den økonomiske videnskab – vil gøre rent konkrete tiltag, som kan ramme staten økonomisk – f.eks. i form af udflytninger, højere renter eller dårligere kreditvurderinger.

Denne religiøse tilgang til økonomien og markedet resulterer i, at den menneskelige moral, værdien af det enkelte menneske, tilsidesættes. Det enkelte menneske skal i stedet, såfremt markedet dikterer det, konkurrere, om nødvendigt lyve og snyde – naturligvis inden for lovens grænser. Griskheden og optimeringen af egen nytte – forbruget og begæret efter at have mindst ligeså meget som naboen og de andre er det ophøjede princip.

Dette princip er nu globalt – i det mindste for den vestlige verden – hvilket ikke bør komme som en overraskelse for de ansvarlige folkevalgte politikere. Ligesom det heller ikke bør overraske nogen, at mange mennesker trives dårligt og føler sig fremmedgjorde og forvildede, når dette princip determinerer deres arbejdsliv og offentlige væren.

Den økonomiske tankegang har således bredt sig andre af livets områder – partnervalg, boligvalg, uddannelsesvalg, kost- og livsstilsvalg etc. kan alle have indflydelse på livstidsindkomsten, og denne bør i et samfund, hvor den enkelte er en ud af et tal i et regneark, tages i betragtning, når vi foretager disse valg, som determinerer vores livs retning og ikke mindst vores karriere.

Og det er i denne verden – denne boble – at de fleste politikere, magthavere og større erhvervsledere befinder sig, når de arbejder – regnearkenes verden. Hvilket er helt i orden, hvis man i sit arbejde har til formål at optimere en virksomheds indtjening og produkter. Hvilket ikke nødvendigvis gør nogle af dem til dårlige og umoralske mennesker. Hvilket til gengæld skaber alvorlige problemer, hvis de er valgt til at varetage borgerens, individets, den enkeltes interesser og muligheder, som går langt udover det rent økonomiske.

Dermed er vi tilbage ved spørgsmålet om, hvorvidt man kan være for eller imod globalisering. Og det kan man godt, det giver bare ingen mening. Globalisering er et vilkår, en disruption om man vil, som medfører talrige positive og negative konsekvenser for os alle sammen. Og vore politikere har, blandt andet i berøringsangst overfor det globale økonomiske system og dets rige, dominerende  og magtfulde virksomheder, bevidst eller ubevidst forsømt at skærme os overfor de negative.

Globaliseringen i sin nuværende form starter med internettet, som i sit grundlag var anarkistisk, baseret på ideologier med slagord som ”information wants to be free”, men idag er internettet monopoliseret af giganter som Google, Microsoft og Apple, samtidig med at stater og virksomheder i stigende grad via jura lukker og besværliggør borgeres mulighed for at se deres beslutninger og teknologi efter i sømmene.

Den sort/hvide tilgang til globalisering er en flugt fra ansvaret, de politikere og magthavere, som, godt hjulpet af medierne, har forsømt at se på de mange forskellige konsekvenser af den enkeltvis og lovgive derefter. De politikere og magthavere, som har lyttet til foreninger af lobbyister, tænketanke og politiske rådgivere, men ikke til deres vælgere, ikke til borgerne, ikke til individerne – som de har ansvaret for.

Man kan ikke forvente, at virksomheder tager andet socialt eller miljømæssigt ansvar, end det, der kan ses på bundlinjen. Når økonomien samtidigt er global og præget af stadig større kapitalfonde og lignende, som kræver stedse større afkast til deres aktionærer, er det nogle andre løsninger der skal til:

De demokratisk valgte politikere må selv til at udøve noget disruption, hvilket de i den grad har forsømt. Det økonomiske system må reformeres, så frie markeder rent faktisk kan eksistere. Et marked under en vis demokratisk styring er så klart at foretrække fremfor et marked dikatorisk styret af en monopolvirksomhed.

Konkret kunne man f.eks. – indenfor et godt stykke tid arbejde nationalt og/eller internationalt med at:

  • Skærpe monopollovgivningen, således at en virksomhed, der sidder på over 50% af et marked kan opløses i mindre enheder.
  • Gøre det sværere at få patenter på f.eks. software og sikre, at sådanne patenter udløber relativt hurtigt og herefter gøres tilgængelige, så alle kan bruge teknologien i deres produkter. Meningen med et patent er jo ikke, at man skal holde med opfinde og hvile på laurbærrene. Patenterne beskytter primært de store virksomheder med de store juridiske afdelinger, ikke de små.
  • Lave standarder for maskiner og softwares holdbarhed, således at vi ikke længere behøver skifte så meget ud. Der er standarder for alt muligt andet, så hvorfor ikke for holdbarhed?
  • Sørge for, at rettighederne til et givent kreativt værk altid ligger hos kunsteren eller kunstnerne selv. Og ikke går i arv, men herefter bliver frit tilgængeligt.
  • Luge ud i antallet af mystiske finansielle produkter, f.eks. forbud mod kviklån.
  • Nedbringe den magt, kapitalfonde, ratingbureauer og lignende ligger inde med.
  • Sørge for at enhver borger altid har adgang til de basale fornødenheder – bolig og råd til mad, drikke, sanitet, strøm osv. – og at staten ikke primært udøver sin disruption overfor borgerne og sine egne medarbejdere – sådan som det er nu.
  • Nedbringning af antallet af love og forordninger, som ingen kan finde rundt i. Som det er nu, hjælper de kun advokatfirmaernes indtjening.
  • Bekæmpe skattely og lyssky finansielle transaktioner hårdt. Også overfor virksomheder
  • Total åbenhed og direkte aktindsigt i det offentlige arbejde for alle borgere – så længe borgernes privatliv ikke offentliggøres samtidigt.

Der er masser af flere punkter, ligesom de eksisterende med fordel kunne uddybes og efterforskes.