Lidt om arbejdsløshed

”Det er nemmest at få et job, når man har et job”. Således lyder et snusfornuftigt ekko overalt på arbejdsmarkedet, i familien og blandt venner, og jeg har, som pt. arbejdsløs og med perioder med arbejdsløshed fordelt over de sidste ca. 10 år, hørt det masser af gange.

Sandheden er jo, at jeg også lige nu er arbejdsløs og på dagpenge, og det at afsløre sig som sådan er tilsyneladende frygteligt pinligt  – ikke fordi jeg selv opfatter det sådan, men fordi jeg jo som et veluddannet, fysisk og psykisk velfungerende eksemplar af menneskeracen i en del medmenneskers øjne har et formål og en identitet alene, nemlig det eller/og den, jeg opnår i kraft af mit arbejde.

Følgeligt stiller de spørgsmål ind til, hvad jeg så laver og hvad der nu skal ske. For et arbejde må man jo have, ellers er eller bliver man asocial, fattig – også på input fra andre mennesker og ikke mindst ude af trit med ”den virkelige verden” – som jo åbenbart udelukkende findes på arbejdsmarkedet. Og jeg har svært ved at besvare de spørgsmål, for jeg ved det ikke helt, selv om jeg har masser af idéer – og håber på, at en eller flere af dem kommer op at flyve.

Jeg vil ikke forsøge at fremstå som fejlfri i min jobsøgning. Jeg sætter alt for meget pris på ærlighed til at ville blæse mine erfaringer og kvalifikationer op til, at jeg er en mester på alle mulige områder. Jeg afskyr mode for meget til, at disruption, ”work smarter” eller lignende business/management-bullshit indgår i mit vokabular som andet end et objekt for sarkastiske angreb.

Måske er jeg blandt andet derfor for dårlig til at spille spillet og fortælle de historier, HR-afdelingen gerne vil høre. Måske er jeg bare for lidt konkurrencemenneske.

Og så jeg tror ikke på, at Netto eller lignende vil have stor glæde af at have mig siddende i kassen eller gående på lageret – og med mindre jeg helt undlader at gøre opmærksom på min lange uddannelse og generelle baggrund, så tror de det heller ikke selv. Og så kan jeg vel heller ikke være bekendt at tage sådanne ufaglærte stillinger fra nogen, der virkeligt har brug for dem.

Omend netop websitet her gerne skulle være en indgang til arbejdsmarkedet i en eller anden form, så vil nogen opfatte min sensationelle afsløring af min arbejdsløshed som kontraproduktiv i forhold til en ny eller fortsat tilknytning til arbejdsmarkedet. Dérhen er samfundet kommet, hvor nogle – men langt fra alle – opfatter selve arbejdsløsheden som værende en hindring for at komme i arbejde.

Arbejdsløse bliver i medierne af nogle politikere og kommentatorer – primært af borgerlig observans – beskrevet som dovne, nassende klynkere, og sådan én vil vel ingen fornuftig leder ansætte. At kritikken så samtidig kommer fra folk, der intet mangler og alligevel vil have mere og betale mindre i skat, får den blot til at klinge endnu mere hult i mine ører.

Den retorik har nu ikke den store indflydelse på min dagligdag. Jeg kan sagtens finde på noget at bruge min tid på – heriblandt jobsøgning – og har en passende grundfæstet identitet som alt muligt andet end min titel og arbejdsfunktion – mest af alt bare som mig. Jeg tror ganske ukueligt på mig selv og det, jeg laver, uanset om der er 2 eller 2 millioner, der læser, lytter eller kigger med. Og hvis jeg ikke gør det, hvem skulle så?

Men det er alligevel nemmere at besvare spørgsmålet ”hvad laver du så?” med en eller anden position på arbejdsmarkedet, for er man arbejdsløs, følger uddybende, trættende spørgsmål: ”Hvordan kan det være? Hvad har du lavet? Er du blevet fyret? Sagde du selv op?”.  Og givet at de fleste af os har jobs, som er enten relativt trivielle og uinteressante eller meget fagspecifikke er arbejdet ikke nødvendigvis det mest interessante samtaleemne.

Men det er mindre problemer. Det føles faktisk OK at være arbejdsløs i det omfang det lader sig gøre at få økonomien til at hænge nogenlunde sammen. Ledighedsstress, depression og lignende psykiske skavanker har jeg ikke oplevet. Men jeg har oplevet dagpengelovgivningen, bureaukratiet, jobsøgningskurser, uendelige ligegyldige møder etcetera etcetera. Og en mild grad af fordømmelse fra dele af omgivelserne.

Derfor forstår jeg så udmærket, hvordan det kan være svært for nogle af de andre, der er i min situation at ignorere alt den meningsløshed, dette håbløse ressourcespild, respektløse og nedgørende kommentarer fra arrogante sagsbehandlere med sminkede statistikker og private ”anden aktør”er  med skarpt fokus på egen vinding.

Alt sammen noget, som i vid udstrækning har været beskrevet i pressen. Og der er da sket forbedringer de sidste 10 år, de mest menings- og frugtesløse regler og kurser er blevet luget ud.

Men så meget er der heller ikke sket. Dagpengeloven vokser endnu og har nået 29831 sider. Systemet koster stadig milliarder. Folk på begge sider af bordet er stadig helt opmærksomme på, hvor meningsløse, deres respektive indsatser er. Der bliver jo ikke flere jobs af, at de arbejdsløse sender flere ansøgninger. Ikke færre cand. mag.’er, flere ingeniører og håndværkere og færre ufaglærte uanset, hvad der diskuteres henover skrivebordet.

Men dette indlæg skal ikke være en opdateret og revideret udgave af Dagpengeland eller endnu  en personlig beretning om, hvor forfærdeligt og uværdigt det hele er. Såfremt arbejdsløshed retorisk skal behandles  og opfattes som en forbrydelse – og det bliver den tit – så har jeg, samfundets indretning, diverse konjukturer, almindeligt held og uheld og en del andre faktorer i en stor sammenblanding formodentlig skylden for lige præcist min arbejdsløshed.

Ligesom de fleste andre i min situation, for jeg har endnu til gode at møde en arbejdsløs, som ikke gerne vil i arbejde. Muligvis som noget ganske bestemt og uopnåeligt, men ikke desto mindre. Men hvorfor skulle folk ikke forfølge deres drømme og have lov til det?

Således er dette indlæg derimod en opfordring til dem, som er i en situation, der ligner min – og også til dem, som har et arbejde og måske gerne vil noget andet på et tidspunkt:

Brug tiden på at blive bedre til noget, der giver mening for jer – uanset omgivelsernes eventuelle manglende forståelse. Men også noget, som går udover jeres egen næsetip og havegang – hvadenten det er alment eller/og fag- eller kulturspecifikt.

Ikke mindst er det et opråb til de politikere, parter og meningsdannere, som har skabt og har indflydelse på hele systemet omkring arbejdsløshed – dagpenge, kontanthjælp, arbejdsmarkedet som helhed:

I dag forekommer en del jobs de ansatte mere eller mindre meningsløse – fordi de bruger mere tid på andre opgaver – registrering mv. – end deres faglige kerneområder eller fordi ingen kan eller vil forklare dem, hvorfor deres arbejde er vigtigt udover arbejdsgiverens behov for økonomisk vinding og virksomhedens/mellemlederens positions fortsatte beståen.

Lugede man lidt ud i ledelseslagene, registreringerne og forbedringsafdelingerne, ville der muligvis være færre jobs – men de, der var tilbage ville næppe minde om et beskæftigelsesprojekt, der er kørt af sporet. Derfor kunne man måske af denne vej få begrænset bullshit-møderne og stress-epidemien og til glæde for alle få det meningsfulde tilbage i arbejdet.

Herudover er jobsikkerheden faldet, imens der bliver flere og flere løstansatte freelancere, daglejere, clickworkere, medlemmer af prekariatet.

Alt tyder på, at denne udvikling vil fortsætte, samtidig med at vi går den såkaldte fjerde industrielle revolution i møde, hvor robotter og anden teknologi i stor udstrækning forodentligt vil begrænse behovet for menneskelig arbejdskraft.

Således kan arbejdsløshed meget vel blive en del af dagligdagen for mange, og derfor risikerer systemet af idag at blive overbelastet af mange arbejdsløse og yderligere af den stress, der følger med frugtes- og meningsløse arbejdsopgaver dikteret af en symbolpolitik, udarbejdet på grundlag af sminkede statistikker, uden sammenhæng med virkeligheden.

Derfor vil der være brug for radikale ændringer – et simplere system, som tager hensyn til den enkelte arbejdsløse og giver handlemuligheder til den enkelte sagsbehandler. Et system, som også giver rettigheder til dem, som er løstansatte, og som giver bedre mulighed for den enkelte til at skabe sit eget job og udnytte sine evner bedst muligt.

Konsekvensen af større arbejdsløshed som følge af teknologi vil ubetvivleligt være større ulighed , rigdommene vil – hvis man ikke globalt laver helt om på monopol- og patentlovgivningen – i langt højere grad gå til de virksomheder, der producerer den teknologi, der erstatter den menneskelige arbejdskraft. Ulighed i sig selv er muligvis ikke et stort problem, men bliver den så stor, at nogle ganske få ejer langt det meste og får lov til det, stiger risikoen for ufred, revolutioner og anden ballade med tragisk udkomme.

Som altid ved revolutioner – også industrielle – er der ofre blandt institutionerne, og de traditionelt stærke europæiske fagforeninger er i høj grad truet på deres eksistensgrundlag, da deres indflydelse begrænses af dels mere løse ansættelser og dels af, at teknologi erstatter den menneskelige arbejdskraft, de traditionelt repræsenterer.

Således står arbejdsmarkedet og arbejdsløshedsforsikringen overfor store forandringer – og netop blandt fagforeningerne er der ganske megen modstand mod såvel robotisering som borgerløn – da begge dele er med til at sende fagbevægelsen væk fra sin hjemmebane, det traditionelle arbejdsmarked med fastansatte medarbejdere. Så kan det blive spændende at se, om fagbevægelsen kan følge med tiden, eller om nye foreninger kommer til for at sikre rettigheder for en stadig bredere og mere mangfoldig gruppe af arbejdstagere.

I mine øjne kunne borgerløn under en eller anden form være en udmærket løsning  – fordi bureaukratiet og meningsløsheden spares væk, og stat og arbejdsgiver ikke længere kan udnytte gratis eller støttet arbejdskraft. Man eksperimenterer da også med det flere steder, men konceptet er endnu for uafprøvet (ikke for nyt, for idéen har eksisteret de sidste 50-100 år) til at jeg vil lægge mig fast på en bestemt løsning – som jo også skal financieres.

Arbejdsmarkedet er således under stor forandring – og der er stadig meget, jeg slet ikke har nævnt – globalisering f.eks. Så er spørgsmålet så, om arbejdet er så helliggørende, som konsensus dikterer for tiden – også det kan diskuteres. Og det er det vel kun, hvis det er meningsfuldt, hvis den enkelte føler, han eller hun gør en forskel for andre.

Så derfor, kære magthavere, budskabet skal jo kunne koges ned til en facebook-status, 30 sekunders TV-Avis-indslag eller lignende, for at I forstår det: Gør systemet simpelt og menneskeværdigt for både medarbejdere og klienter, appellér til vælgernes medmenneskelighed og gavmildhed istedet for deres vrede og griskhed. Borgerløn kan vel godt financieres, hvis man fortsætter med de nuværende dagpengeperioder, i øvrigt lukker systemet og bruger de sparede midler på uddannelsesmuligheder, f.eks.

Og hvis der så skulle sidde en enkelt derude, som kan bruge sådan én som mig, der kan skrive et indlæg som ovenstående i løbet af en god times tid … Så er jeg helt og aldeles tilgængelig for jobtilbud!