Lidt om nyheder

Zetlands chefredaktør Lea Korsgaard begik i maj 2017 med Den der råber lyver (den kan downloades gratis) en glimrende guide til forståelse af de omvæltninger i mediebilledet, alle medieforbrugere og nyhedsjunkies kan bevidne og har bevidnet siden internettets udbredelse i slutningen af 1990’erne – og før, hvis man som Lea Korsgaard inddrager hele det mediehistoriske bagtæppe.

I bogen berøres højaktuelle emner som fake news (eller alternative fakta), polarisering, og skandale, blandt andet ud fra det tilstræbt objektive nyhedsideal, benævnt ”den nøgne journalist”, som stilles overfor den mere påklædte, vidende og åbenlyst subjektive journalist, som udover at rapportere også har faglig, samfundsmæssig og menneskelig indsigt nok til lede efter den dybere sandhed og sætte sin reportage i et større perspektiv.

Brugen af kommentatorer – måske i særdeleshed i TV – hvis konklusioner er tvivlsomme og fortænkte, fokusset på den politiske proces og personlige og partimæssige infights fremfor den politiske substans er også på Korsgaards dagsorden.

En dagsorden, som rummer en polaritet – sandheden overfor løgnen – med den etiske og sandhedssøgende journalist som helten og løgnen som dennes modstander.

Bogen rummer syv kapitler, som hver især rummer en opfordring til os nutidige medieforbrugere, som gerne skulle sætte os i stand til bedre at kunne navigere i og forstå et stadigt mere kaotisk og polariseret mediebillede, og dermed skabe vores egne nuancerede holdninger på et grundlag af fakta.

Dette er også, hvad Korsgaard selv gør i hvert kapitel, hvor eksempler, journalistisk teori og historisk baggrund bringes i spil i rigt mål.

Nærmere betegnet er de:

Sæt. Tempoet. Ned. (hvori det bemærkes, at det at skimme en nyhed ikke giver den nødvendige information tid til at sætte sig og hvori det anbefales at holde sin umiddelbare emotionelle reaktion tilbage til man er bedre informeret)

Opsøg kloge mænd og koner (som er dem som har passion for de områder, de skriver om og baserer deres journalistik på facts, mange og troværdige kilder og formår at sætte deres historie i en mere overordnet sammenhæng. Og ikke dem, som jager sensationen og pumper historien op med kioskbaskende overskrifter)

Husk at ikke alle sager har to sider (fordi journalister er uddannet til at dyrke konflikt og debat og derfor pr. rygrad vil opsøge kilder som er uenige, uanset hvor langt ude, den ene parts synspunkt er)

Led efter sammenhænge (muligvis ligger djævelen i detaljen, men hvis detaljen ikke sættes i sammenhæng med helheden, er informationen ubrugelig og skygger for forståelsen af større og mere væsentlige informationer og konklusioner)

Bidrag ikke til kommentatorernes banalisering af politik (fordi de politiske o.a. kommentatorer primært kommer med gisninger og spekulationer, ofte mere om personfnidder og magtkampe end om den egentlige politik og dens konsekvenser. Med opdelingen mellem kommentator og journalist følger, at journalisten bare skal rapportere fakta og kommentatoren må sige, hvad han vil uanset)

Bevar håbet (nyheder er overvejende negative, fordi det ligger dybt i mennesket, at vi gerne vil kunne tage højde for farer og risici – vid, at det hele faktisk ikke er ad Helvede til, og at de fleste faktisk vil folk det bedste og ikke nødvendigvis er fagligt inkompetente og dårlige mennesker)

Stop efterspørgslen på løgnen (hvis det ligner clickbait og trolling, så er det nok det. Derfor bliver du nødsaget til ikke at lade dine følelser styre dig i debatten, for så kan du selv være med til at viderebringe løgnen – istedet skal du være bevidst om dig selv og dine egne synspunkter. Ikke mindst, hvorvidt de er kvalificerede nok til, at du videreformidler dem i en offentlig debat, hvor du er din egen debatredaktør og moderator)

Således et forhåbentlig fyldestgørende referat af en journalists guide rettet mod den moderne medieforbruger, in casu undertegnede.

Men hvad ønsker sådan en moderne medieforbruger sig så af journalisterne og medierne? Den fjerde statsmagt bestemmer måske ikke, hvad vi skal sige og mene om et emne, men bestemmer immervæk, hvilke emner, vi tænker på og taler og mener noget om.

”Den der råber lyver” berører ikke de etablerede nyhedsmediers skrantende økonomier specielt meget. Ej heller i voldsom grad den tilsvarende eksplosion i økonomien hos monopolistiske techgiganter som Google og Facebook, som i høj grad lever af, at nyhederne konstant tikker ind fra Ritzau og andre nyhedsbureauer og videreformidles på internettets nyhedsportaler.

Nogle fornuftige forholdsregler fra en mediebruger til journalisten:

Skriv jeres egne historier, tag jeres egne emner op. Der sidder idag højt uddannede og formodentligt kompetente journalister på de fleste mediers redaktioner og omformulerer, hvad der kommer ind fra nyhedsbureauerne. De sidder også og holder øje med konkurrenterne og viderebringer deres historier. Således skabes rygter og løgne, og ingen har tid til at researche og finde ud af, hvad der egentlig passer. Disse journalister skal ud i verden og rapportere, tale med kilder, lave research. Når ”den nøgne journalist” tilsyneladende har mistet sin relevans, er det jo blandt andet fordi, at hun sidder foran skærmen og forsyner nyhedsjunkierne med deres narko istedet for som før at jagte fakta og virkelighed. Fordi der ikke er råd til at have reportere i alle verdenshjørner længere.

Opsøg information selv i stedet for blot at tage imod den. Ministerier, partier, kommuner, institutioner, organisationer, foreninger og virksomheder har alle kommunikationsmedarbejdere ansat. Og skal du være kommunikationsmedarbejder (eller lobbyist) er det rigtigt godt at have et netværk i medierne, for så bliver det nemmere at få sin arbejdsplads’  dagsorden medieret. Kommunikationsmedarbejderen arbejder desuden for ledelsen, ikke for de menige medarbejdere og medlemmer. Medierne modtager på daglig basis masser af pressemeddelelser, og kommunikationsmedarbejderen vil ofte være behjælpelig med kilder, interviewpersoner med følelsesladede fortællinger (så også det lyserøde segment fatter interesse) og i det hele taget en næsten færdig historie eller manual til denne, skræddersyet og i passende genre til netop dit medie og din målgruppe. Men når kommunikationsmedarbejderen på denne vis sættes i arbejde, så får du den fortælling, han og hans arbejdsplads gerne vil have ud. Ikke den historie, vælgeren, brugeren eller borgeren oplever, og herved er kimen lagt til den tillidskrise, den såkaldte løgnepresse gennemgår for tiden. Virkeligheden findes, men journalisten skal ud på gulvet og finde ud af, hvad den er og om den stemmer overens med ledelsens og magthavernes opfattelse.

Politikernes troværdighedskrise behøver ikke være mediernes. Når medier som helhed (nogle mere end andre) befinder sig i en troværdighedskrise, så er det blandt andet fordi, at man som følge af teknologiske omvæltninger og deraf følgende økonomisk smalhals har forsømt at forfølge sine egne historier, er gået med på kommunikationsmedarbejderes og lobbyisters dagsordner istedet for at være folkets vagthund overfor magtfulde organisationers overgreb. Ej heller har man i sin iver for at holde tempo kunnet faktatjekke andre mediers historier – der er simpelthen hverken råd eller tid til den research, der kræves i et stadigt mere opskruet nyhedstempo. Det er der imidlertid en løsning på:

Tag det roligt. Vi vil hellere have brugbare, relevante og nye informationer. Lad bare nyhedsbureauernes telegrammer tikke ind (de har jo også journalister ansat), men bare fordi noget trender, så behøver vi ikke endnu en artikel, som ikke indeholder noget nyt, ligegyldige detaljer og indslag med kändiskommentatorer, som mest er der, fordi i ikke kunne finde andre til at tale et givent emne og som egentlig ikke har forstand på det. Så hellere publicere færre artikler, og hvis dette så betyder døden for nogle af vores mere hæderkronede medier, som ikke formår at omstille sig, så må det jo være sådan. Selv om det er ærgerligt, fordi et medie, som har eksisteret uafbrudt i hundredevis af år ofte har en troværdighed, som et nyt medie skal arbejde hårdt og længe for at opnå.

Drop de faste narrative modeller. Der skal helst være (mindst) en konflikt, en skurk, en helt, et offer. Ellers er det ikke en god historie. Og så kommer den ikke videre. Vi indoktrineres i narrativet fra barnsben, i (børne)TV, bøger og historier, og er en nyhed ikke indkapslet i de klassiske modellers sukker, er medier og journalister bange for, at vi ikke æder den. Når nyheder og debat blot skal være underholdning, går seriøsiteten fløjten – og en TV-Avis føles som et McDonalds-meal – umiddelbar tilfredsstillelse med efterfølgende ubehag og stadig sult. Og selvfølgelig, som Korsgaard er enig med mig i, drop polariseringen – enhver debat er ikke bedst tjent med to modsatrettede synspunkter, hvis det ene er hjerneblæst eller påtaget.

Vær opmærksom på jeres kilders dagsorden. I formidler til individer af menneskeracen, ikke til f.eks. organisationer, institutioner og virksomheder. Enhver organisation har en dagsorden, forsøger at skabe opmærksomhed omkring sit område og sine holdninger, for at påvirke dig, mig og dem, som bevilger og bestemmer, der hvor det har betydning for organisationen. Vær altid opmærsksom på kildernes dagsordener og hvem de er enige og uenige med og hvad de er enige og uenige om. Og hvis du har styr på området (og det skal du have for at skrive og rapportere om det), formidl det videre til dine læsere. Der er ikke mange konspirationer, men der er masser af uhellige alliancer. Og så, opsøg de menige, folkene på gulvet – og kunderne, brugerne. Stemmer deres oplevelse overens med ledelsens? Hvis ja, så er det godt, hvis nej,  hvori består så uenigheden?

Undgå de medieliderlige. Det er ikke altid interessant at vide, hvad en eller anden kändis mener om dette og hint. Inviterer man en kommentator eller en ekspert ind i sin artikel eller sit studie, skal personen have noget at sige om emnet, som ikke bare er personlig sladder, fokus på ligegyldige detaljer eller ideologisk betinget bragesnak uden baggrund i fakta eller sammenhængende argumentation. De medieliderlige er ofte gode formidlere og talere, og det er nemt at blive forblændet af deres  karisma, velformulerede og stiligt pålædte som de ofte er. Men kære journalister, det er det mange, der er, og det er jeres opgave at sortere de irrelevante fra.

Vær selv gennemsigtige. Og gør det tydeligt for os, at i er det. I en tid, hvor ”alle er et nyhedsmedie” og fake news, clickbait og fup-websites skyder op over hele internettet, så må i gerne prale lidt med, at i er troværdige medier. Og det gøres bedst ved at mediebrugerne har mulighed for at finde ud af, hvem der ejer jer, hvordan i er financieret, hvad i ellers har af tilknytninger. Så meget som muligt om jer selv skal faktisk helst være tilgængeligt. Den enkelte journalist må også gerne gøre klart, hvilket verdensbillede, han eller hun skriver ud fra. Eller bare skrive en leder eller et debatindlæg engang imellem. Så kan medieforbrugeren bedre stole på, at i er troværdige journalister og redaktører af en stadigt mere kaotisk nyhedsstrøm. Samtidig kan i så passende være en kontrast til et stadigt mere lukket politisk rum (jvf. den nye offentlighedslov) og til hemmelighedsfulde virksomheder og organisationer. Og dermed være den vagthund, i skal være.

 

Det blev til 8 gode råd. Der er formodentligt mange flere – men som medieforbruger vil jeg da gerne konkludere lidt: Den nøgne journalist er ikke død – men hun sidder inde bag skærmen eller med sin smartphone i hånden i stedet for at researche og rapportere, og dér sygner hun hen og mister sin relevans. Samtidigt har den politiske udvikling – centralisering, topstyring, tekno- og bureaukratisering osv. – medført, at mange emner er blevet yderligere kompliceret . Og derfor er der i høj grad også brug for påklædte journalister, som ikke alene forstår deres fagområder og de magtstrukturer, der determinerer dem, men også tør udfordre dem og se dem fra flere vinkler, vigtigst selvfølgelig den enkelte borgers og medarbejders, fordi medier skriver til individer og lever af dem. Derfor er mediernes integritet såvel som den enkelte journalists da også af afgørende betydning for, om en medieforbruger (som mig) finder den troværdighed og relevans, jeg søger.