Lidt om kultur og kunst

Som den opmærksomme læser og webpilot nok har bemærket, er netop dette site baseret på WordPress, men i design, tekst og struktur fremstillet af mig. Det er DIY (Do It Yourself) – og jeg finder, at det engelske udtryk dækker lidt bredere end det danske ”Gør-det-selv”, som jeg mest forbinder med udestuer, havearbejde, hækling og andre kedsommelige og ligegyldige forbedringer af helt private og derfor for offentligheden ligegyldige aspekter af en tilværelse.

Ligesom alt andet selvfremstillet, rummer dette website som konsekvens et indblik i producentens styrker, svagheder og valg – begrænset grafisk kunnen, lidt rodet struktur,en vis idérigdom, gode skriveevner, ønske om at fremstå både som person med karaktér og integritet og med et professionelt, bredt udsyn og en stor almenviden.

Naturligvis er et website som dette ikke kunst (selv om det kan rumme kunst), men det er DIY i den engelske betydning, som også dækker over den enkeltes lyst og vilje til at formidle det, denne selv synes er vigtigt på den måde, som denne ønsker at gøre det, så godt som denne nu kan. Alene eller i samarbejde med andre, som deler disse idealer.

Således er mit syn på kunst og kultur, hvadenten det drejer sig om musik, film, litteratur, skulptur eller billedkunst og alle hybridformerne, at det mest interessante kommer fra amatørerne. Her defineret som dem, der forfølger deres egne idéer uden voldsom hensyntagen til omverdenens reaktioner.

Om de så tjener penge på deres produktion eller ej, det er en anden sag – en skelnen mellem ”den professionelle”, som tjener penge på sit værk og ”amatøren” som skaber i sin fritid forekommer i en tid, hvor enhver nærmest omkostningsfrit kan producere og publicere sit værk, ikke så meningsfuld, som før i tiden. Dengang, hvor enhver vordende kunstner skulle igennem både det ene og det andet for at gøre sit værk tilgængeligt for offentligheden.

Ikke fordi, amatører ikke laver en masse bras, for det gør de, måske for at blive bedre, måske bare fordi, de kan – hvilket kan være en udmærket årsag til at gøre mange ting. Men meget bras kommer også fra de kommercielle kanaler. Og ikke fordi, at skoling er en dårlig ting – konservatorier, kunstakademier, filmskoler og forfatterskoler etcetera gør et vigtigt stykke arbejde og giver vordende kunstnere en viden og en kunnen, som er uvurdérlig. Men de garanterer ikke muligheden for at kunne leve af sin kunst.

De hjælper dog i den forstand, at har man gået på en skole i en kunstart, har man fået mulighed for et netværk , og man har papir på, at man har evnerne, hvis man har gennemført. Skolen er imidlertid heller ikke garant for, at den enkelte siden skaber fabelagtige kunstværker, og i netværket ligger også en betydelig risiko for indspisthed og en forsnævret kunstforståelse baseret på, hvilke synspunkter på form og indhold, der er på mode i netværket, og hvilke, der giver støttekroner.

Også trends i samfundet har selvsagt en betydning – har man en plan om at leve af sin kunst, vil man måske idag tage temaer om som klima, feminisme etcetera, for at tækkes de strømninger, der ligger i tiden. Eller man vil indrette sin kunst, så den kan hænges op på væggen i et direktionskontor, en kantine eller et uddannelsessted, uden at skurre mod ledelsens og medarbejdernes holdninger og følelser.

En sådan kunst er vel næppe andet end et statussymbol eller et møbel. På samme måde som et popnummer som oftest ikke rummer megen værdi som musik i sig selv. Det kan måske bruges til noget, at danse til, spilles i baggrunden, kalde nogle minder frem, men først og fremmest må det helst ikke provokere, ikke overraske for meget, ikke fremkalde nye tanker hos lytteren, som helst skal slappe af intellektuelt og føle sig hjemme i genren.

Ikke dermed sagt, at kunst skal provokere for provokationens skyld – og hvornår gør den også det, kunne man så spørge, alt efter, hvor meget, der skal til, før man bliver provokeret. Men kunst skal gerne formidle en form for sandhed på en ny måde, lægge nye vinkler på sit emne, og skulle sandheden så være provokerende for nogle – og det er den ofte – så er det sådan, det må være.

Dette står i modsætning til det kommercielle ”kunst”-syn, der findes hos større pladeselskaber, forlag etcetera. De har selvsagt og har altid haft profit for øje, hvorfor kun kunstnere, der allerede er slået igennem eller ”artister”, som er villige til at skabe værker, som passer ind i en allerede eksisterende populærkultur, slipper igennem nåleøjet til udgivelse. At de så samtidig snylter på kunstnerne og har formået at kommercialisere piratkopiering i form af diverse internet-tjenester, som kunstnerne selv modtager nærmest intet for at levere materiale til, er en anden sag.

Den betydningsfulde kunst skabes som oftest af dem, som fører deres egne idéer ud i livet, ikke af dem, som følger efter. De kunstnere, som finder deres egne tankegange og metoder, gør emnerne til deres egne. Og de er vel, da de hverken tager hensyn til markedet eller synspunkterne inden for deres kunstarts snævre cirkler, de sande amatører, uanset om de tjener 0 eller millioner. Det kræver mod, integritet og vilje at stå fast på sine idéer og vide, hvilke nye, man skal tage til sig. Men kun det resulterer i kunstværker, hvis værdi ikke lader sig gøre op i penge eller status og bare er og når de bliver sanset sender kuldegysninger ned ad ryggen på en.