(lidt om) demoscenen

Har – udover den roman, jeg pt. skriver på, hvilket er en væsentlig del af årsagen til, at bloggen har ligget lidt død de seneste måneder – skrevet en lille artikel om demoscenen og det nyligt overståede Revision 2018 til Point of View International. Og jeg kunne skrive meget mere om demoscenen, men indtil videre må du nøjes med:

Reportage fra en glemt subkultur

Den ophøjede Nicolaus ser nedslået tilbage

I anledning af julen tåler følgende en genudsendelse – når DR og TV2 må, må jeg vel også:

 

Den ophøjede Nicolaus ser nedbøjet tilbage (publiceret på Twitter via/og palepoets.com, december 2015).

 

1. dec.

den ophøjede nikolaus ser nedbøjet tilbage

halvanden meter og 1600 år gammel

nulevende i den kollektive bevidsthed

 

2. dec.

indført déri som børnenes hellige beskytter

ledsaget af sin onde tvilling

for længe siden straffende og glemt

 

3. dec.

knoglerne gravrøvet i 1087

og brugt som sokkel for røvernes alibi i bari

den der giver skal blive taget

 

4. dec.

han tænker på det lille jesusbarn

som intet husker om sin egen fødsel

hvis død bestandigt genopstår

 

5. dec.

hans hyppige ekspropriationer og bodelinger

i lande som end ikke fandtes

dengang han selv vandrede på jorden

 

6. dec.

en tvungen alliance i djævelskabet

med rødhuede drillepinde og

barnevoksne oldinge i risengrød

 

7. dec.

der er ingen gaver til de, der siger

at livet skal leves forfra og revideres bagfra

sandheden er hos børn og rablende døende

 

8. dec.

reinkarneret som forbrugersamfundets ypperstepræst og søndagsskolelærer

så også de voksne græder og kræver

bekræftelse af egen uforgængelighed

 

9. dec.

globaliseret skytshelgen for årsomsætningen

for den evigt tilgængelige billige arbejdskraft

og lykkens genskin i et magisk spejl

 

10. dec.

ønskers kapital investeret i ham jul efter jul

ubehjælpsomme drømme på barnesprog

tankeoverført via tidernes medier

 

11. dec.

børn på skødet af tusinder af kopier

hver med deres egne motiver

af en tryg barndom på deres indre lærred

 

12. dec.

skizofren jubelolding på den årlige tvangsindlæggelse

nu med cocacolarød fangedragt

let genkendelig iklædt millioner af hvide skæg

 

13. dec.

snart queerjulemand snart med en playmate på skødet

surferjulemand i Australien eller på Rhodos

robot santa som spiller syntetisk julemusik

 

14. dec.

sneen smerter som syre på de rødmende kinder

ramme smagsvarianter minder om årstidens mavesår

på kopimaskiner duplikeres sidste års procedure

 

15. dec.

hvis han bare havde rettighederne til sig selv

santa inc, skt nikolaus holding, all rights reserved

end ikke ens egen historie kan patenteres

 

16. dec.

i virkeligheden har kanen flyveforbud

rødnæsede rensdyr flyver kun når de falder

så djævlebørnene ler deres forvrængede skoggerlatter

 

17. dec.

han ville få en smertende konkurrenceforvridning

som behøvede bandager og juridisk hjælp

for sine gratis gaver til andres utaknemmelighed

 

18. dec.

eksterne konsulenter ville anbefale nye distributionscentre

reducere produktions- og transportomkostninger

china costs for ammestuehistorier

 

19. dec.

dukkehuskasteller fremstillet af plasticluft

i bevidstheder hvis celler han aldrig før har været sat i

markedsført af englebørn og modenisser

 

20. dec.

han bliver bestandigt trukket fra hinanden

og samler sig for at varme de koldeste steder

menneskesind som altid er nord for polarcirklen

 

21. dec.

fanget på bunden af de voksnes tilmurede skorstene

som ikke forekommer i iglooer og indianertelte

hvide skæg trækker sod og gråner

 

22. dec.

han følger rudolfs ledestjerne på årevis af blå himle

ser derpå som et lærred for ønsker og lyster

hun skriver hun ønsker sig en julemand i år

 

23. dec.

tusinder af vokslys ikke for ham men i ham

snart brændt ned til grunden

batterierne i ryggen blinkende på det sidste

 

24. dec.

han kryber ind og

lægger sig udkørt til at sove

under dit juletræ

børnene ser ham ikke

som han ligger der og frydes over

at også eterneller dør

pov.international

Jeg har fornyligt skrevet et par indlæg til POV (Point of View) International – fordi jeg selvfølgelig gerne ser, at mine skriverier når et lidt bredere publikum. Så læs med. Det er et godt site, hvor mange interessante tanker og emner, som måske ikke altid når de etablerede medier, florerer på et generelt højt abstraktionsniveau. Hjemsted for gode debatter, national og international politik og alt fra madopskrifter over poesi til sexologi.

Mine bidrag:

Lidt om statens indre marked

EUs indre marked blev oprettet i 1993, med grundlag i tankerne om fri bevægelighed for varer, for personer, for tjenesteydelser og for kapital. Markedet blev således befriet for størstedelen af de nationale særregler, grænserne blev mere åbne og virksomheder kunne – og kan – byde ind på opgaver i hele den Europæiske Union, ligesom investeringer, køb og salg langt mere gnidningsfrit kunne og kan foregå henover landegrænser internt i EU.

Ideologisk set er det indre marked selvfølgelig udtryk for en økonomisk liberalisme, hvor færre regler og mere magt til markedets mekanisme medfører mere og friere konkurrence, som i dette tilfælde, jævnfør ideologien, har medført på mange måder bedre produkter, større velstand, og i øvrigt også mere kendskab og forståelse de enkelte EU-lande og –borgere imellem.

Dette er ikke så overraskende – den liberalistiske markedstankegang fungerer på et frit marked, hvor varer og ydelser lader sig klart definere: Hvor langt skal en bil køre på literen, hvad skal en maskine kunne, hvilke helt konkrete arbejdsopgaver skal løses (og hvornår), for at en bygning bliver bygget.

At denne konkurrence også har negative konsekvenser som monopoldannelser og centralisering med deraf følgende demografiske problemer, kriminalitet på tværs af landegrænser og social dumping er straks en anden sag. Og her er det selvfølgelig EUs politikere og embedsmænd, der skal sørge for at holde markedet frit og afbøde de negative konsekvenser.

Statens indre marked

I den offentlige sektor har man imidlertid også ladet sig influere af liberalismen og markedstankegangen. New Public Management var det nye, nu skulle dovenskab, skrankepaveri, slendrian og korruption udryddes med centraliseret styring og et internt marked med fri konkurrence i staten og mellem offentlige og private aktører.

Således er de offentlige ydelser gennem de seneste 3 årtier blevet defineret og standardiseret, sat på formel og i regneark, og de statslige og private aktører, som bedst lever op til krav og standarder er blevet præmieret ved deres fortsatte eksistens.

Der er imidlertid en grund til, at de offentlige kerneydelser netop hører under det offentlige: De vedrører borgerne – fejlbarlige mennesker med alle vores drømme, følelser, idiosynkrasier og alt det, det indebærer at være menneske. Det er derfor umuligt fra centralt hold at definere, hvad det enkelte menneske ønsker af service. Det er umuligt fra centralt hold at tage hensyn til den enkeltes specifikke muligheder, talenter, viden, behov og egenskaber generelt.

Når man ikke engang kan styre noget så – i sammenligning med den offentlige sektor som helhed – simpelt som et fodboldhold med definitioner og statistik, hvorfor skulle det så virke at forsøge at gøre det? Og hvem skulle det virke for, andre end dem, der laver definitionerne?

Forestil dig, hvordan et fodboldhold ville spille, hvis træneren ikke var tilstede eller ikke havde nogen autoritet. Holdet sættes efter forskellige, testbare parametre – fysiske, fodboldtekniske, taktiske. Motivation og lederskab, hensyntagen til den enkelte spiller bruger man selvsagt ikke. Og spiller holdet dårligt og taber, får spillerne skylden, samtidig med, at man overfor offentligheden på den ene side hænger spillerne ud, på den anden side på den eleganteste måde ytrer, at holdet lever helt op til de krav, definitioner og standarder, man har nedskrevet inden sæsonen – og er en stor succés, meget bedre end tidligere.

Når uddannelse, sundhed, infrastruktur, politi og militær gennem århundreder har ligget i offentligt regi, er det fordi deres ydelser ikke lader sig klart definere. De ændrer sig med tiden og med den enkelte, særegne situation, enhver kontakt mellem borger og institution, menneske og menneske, udgør.

Denne kontakt er blevet formaliseret og standardiseret, for det første med det ønske, at private aktører også kan byde ind på disse traditionelt offentlige ydelser, siden også med henblik på at kunne sammenligne, effektivisere og spare – og dermed lede den offentlige sektors arbejdsområder som private virksomheder, fabrikker, som leverer en klart defineret ydelse til borgeren. En ydelse, der kan måles og vejes og opgøres og sammenlignes. Altså bortset fra, at det kan den ikke.

Med denne varegørelse af den offentlige service og den interne konkurrence i det offentlige, må de enkelte institutioner også reklamere for deres ydelser – fordi ydelserne nødvendigvis ikke alene skal bruges, men også promoveres for at sikre fortsat offentlig financiering. Reklamen er selvfølgelig som genre ekstremt utroværdig, forherliger ydelsen  og udelader eventuelle mangler. Således bliver borgere ofte skuffet, når de møder det offentlige, og de mister dermed troen på, at deres skattekroner går til noget godt og fornuftigt.

Denne usandfærdige reklameren for det offentliges ydelser fortsætter i politikernes valgkampagner, hvor resultater forherliges og fejltagelser forties eller tørres af på politiske modstandere. Denne utroværdighed er med til at skabe politikerlede og mistro til den offentlige sektor.

Hvem arbejder de for?

Når en borger er i kontakt med en institution indenfor det offentlige system, ønsker han eller hun svar på sine spørgsmål og løsninger på sine problemer. Meget heraf kan løses af borgeren selv, da den offentlige sektors institutioner har oplysende hjemmesider, foldere o.l. Det er imidlertid ikke alle spørgsmål, der kan besvares ved en simpel internetsøgning, ikke alle problemer, der kan løses af borgeren selv.

De ydelser, den offentlige sektor står for, er i mange tilfælde personlige, og kræver personlig kontakt – lægehjælp, uddannelse og vejledning, f.eks. Herudover er samfundet idag så kompliceret opbygget, at tvivl ofte optræder hos den enkelte borger, hvorfor personlig kontakt er nødvendig. Og det er, selvsagt, den kontakt, som er det væsentlige i borgerens oplevelse af den offentlige service.

Borgeren forventer nemlig, forståeligt nok, at den offentligt ansatte arbejder i borgerens tjeneste. Er der for at hjælpe, forklare, besvare og gøre den opgave, hans eller hendes titel foreskriver: Læreren underviser, lægen behandler, politimanden fanger forbrydere, f.eks.

Problemet hermed er bare, at det, man i embedsmandsjargon idag kalder for ”frontpersonel” ikke arbejder for borgeren. De arbejder for deres arbejdsgiver, staten, kommunen, regionen – og med den centraliserede, rigide, statistiske styring, som i dag er synligt tilstede i alle aspekter af dette frontpersonels arbejdsopgaver

Vi ved, at lægen har fået besked på at spørge om vores livsstil, selv om den lidelse, vi kommer med, slet ikke er relateret til livsstil. Vi kan mærke, at sundhedspersonel slet ikke er optaget af os som patient og den samtale, vi er ved at føre med dem, men er ved at dokumentere og føre journal. Vi ved, at vores børns pædagoger og lærere også skal dokumentere, at de opfylder krav (er eksamen ikke nok?) og laver detaljerede læreplaner, som eleverne ikke selv kan læse – og som alligevel ændrer sig med eleven, klassen og skolen. Vi ved, at politifolk skal dokumentere og registrere og bruge tid på eksempelvis symbolsk grænsekontrol, samtidigt med, at en så relativt voldsom forbrydelse som et indbrud ofte slet ikke efterforskes. Politikken og ledelsen står langt over borgerens behov.

Og det er blot de områder, som der rapporteres om i pressen, fordi de angår os alle sammen, og ikke bare de svage, som ikke har den fornødne gennemslagskraft – det er helt sikkert ikke bedre for psykisk syge, flygtninge og fattige. Nærmere værre.

Noget andet, som er helt klart, er, at offentligt ansatte ikke fyres for udygtighed og mangel på evne til at løse deres kerneopgaver: Borgere kan klage over lærere, læger, ledere, sagsbehandlere og pædagoger for evigt, men først når den offentligt ansatte misvedligeholder sine statistikker, udtaler sig negativt eller lyver overfor sin arbejdsgiver, falder hammeren.

Den offentligt ansatte arbejder altså for sin arbejdsgiver. Det er ikke så underligt, men det er ikke det, vi som (skatte)borgere retteligt forventer og ønsker. De seneste 30 års New Public Management har blot gjort det mere tydeligt for os, når vi kommunikerer med det offentlige. Mere tydeligt, at skrankepaverne blot er flyttet et niveau op, og at den dovenskab og slendrian, som før var fysisk og reel nu i stedet er intellektuel og trives iblandt en ledelseselite, som stedse bekræfter hinanden i deres egen og deres metoders ufejlbarlighed.

Og at frontmedarbejderne nu blot er indflydelses- og dermed ansvarsfrie kastebolde mellem (politiske) ledere og borgere. Hvilket, givet at deres uddannelse og faglige motivation kvalificerer dem til at have indflydelse og ansvar, næppe er tilfredsstillende for dem og giver dem incitament til at yde deres bedste. De af dem, der får indflydelse lokalt, bliver blot kastebolde i skærsilden mellem den centraliserede øverste ledelse og medarbejderne.

Dovne, det er ledelsen helt sikkert ikke i deres systematiserede kaosverden af KPI’er, regneark, definitioner og tal. En verden, hvis sammenhæng med virkeligheden gang på gang udfordres: Af milliarddyre IT-systemer, ikke indkøbt eller udtænkt af brugere og IT-folk, men af embedsmænd og politikere. Af offentlige udflytninger, hvor medarbejderne ikke bliver spurgt. Af skolereformen, af dagpengeloven, af flygtningestyrelsen, af psykiatrien, listen er endeløs. Men fart på reformerne og karrieren, det er der.

Hvad skal vi så?

Statens indre marked er udtryk for økonomismens indtog på områder, som ikke lader sig styre økonomisk – af tal og regneark. Den rigide styringen gøres til årsag til de positive resultater, og skylden for negative konsekvenser lægges på alle andre. Freakonomics, hvilket betegner konklusioner, som kun hænger sammen statistisk, men reelt skyldes tilfældige datasammenfald, er relevant at nævne her.

Skal vi genoprette borgerens tiltro til det offentlige system og til politikerne, må vi give ansvaret tilbage til dem, det retteligt tilhører: Institutioner og fagpersoner, som har den faglige ekspertise, der skal til for at prioritere og løse deres opgaver bedst muligt.

Vi må sikre, at vidensudveksling foregår institutioner og fagpersoner imellem, baseret på de værktøjer, der bliver brugt på det givne fagområde, og ikke, som nu, på økonomiske præmisser, som ikke egner sig på det givne fagområde. Vi må sørge for, at frugtbart samarbejde er væsentligere end destruktiv konkurrence.

Mere konkret skal der luges ud i mellemlederlag og konsulenter uden den nødvendige faglige baggrund. Embedsfolk og ledelse skal have en frisk baggrund inden for de fag, de beskæftiger sig med, og kun de rent økonomiske forhold – budgetter osv. varetages af økonomer.

Så mange som muligt skal beskæftige sig med kerneydelsen istedet for en hær af kommunikationsmedarbejdere, ledere, viceledere, coaches og vejledere – og selv disse skal ikke lede eller kommunikere på fuld tid, men derimod samtidigt arbejde inden for deres fagområdes kerneopgaver.

Mængden af skemaer, der skal udfyldes af frontpersonel skal begrænses til dem, der er væsentlige for udførelsen af deres opgave –karakterblade, udtalelser, patientjournaler, mødereferater etc.

Styrelser, ministerier og ledere skal ikke længere kunne kræve digre rapporter, men istedet bede om dem hos – gerne tilfældigt udvalgte – uafhængige forskere, hvis kerneydelse det netop er at levere uafhængig, velunderbygget og fornuftsbaseret forskning.

Alle skal kort sagt gøre det, de er bedst til. Istedet for, at en enkelt tankegang – den økonomiske – inficerer alle andre fagområder, med uhensigtsmæssige strukturer og dårlige resultater tilfølge.

Sådan kan vi genskabe tiltroen til den offentlige sektor og til de folkevalgte politikere bag. Sådan kan vi genskabe motivationen og kaldet hos vores velfærdssamfunds væsentligste medarbejdere. Til langt de flestes bedste.

Det indre marked virker for det, som klart kan defineres. Det kan kun få af de offentlige serviceydelser.

Lidt om Cardiacs

Ouverture

”It’s raining snow”. Fra loftet regner det med en barberskumslignende substans – også på publikum, som forsangeren smører ud i ansigtet. Han slæber derefter ved øret guitaristen i retning af publikum, hentyder til ham som ”she” og skælder ham ud og latterliggør ham, fordi han havde en dårlig og smålummer idé til en sangtitel – og skubber ham derefter tilsyneladende brutalt væk.

Men istedet har de – bandet – skrevet en sang om kærlighed – dyb, inderlig kærlighed. Publikum jubler på opfordring. ”Shout love”, smil, venlig attitude. Publikum råber tilbage. ”I want you to kiss eachother”. Attituden ændrer sig, det er en ordre ”KISS!” og forsangeren laver små, ulækre kyssebevægelser med munden ”KISS THE BIG UGLY SHARK!”. Og sangen kan gå igang.

Tidligere har han aggressivt og intimiderende skreget ”SHUT UP! Can’t hear myself think! I said shut your fucking mouth!” til publikum i “The Pond” som er den legeplads, både bandet og deres publikum befinder sig i – og hevet brutalt i sin kvindelige saxofonist.

Dengang jeg opdagede…

For omkring fem år siden skete der mig noget. I endnu et af endeløse stadier af Facebook-forsumpelse gjorde en engelsk elektronisk musiker – Keith, som  jeg kender fra min tid på demoscenen, mig opmærksom på bandet The Cardiacs.

Fra mit eget synspunkt skete dette alt for sent (men det kan Keith ikke gøre for og skal ikke holdes ansvarlig for), da forsangeren, Tim Smith, tre år før fik hjerteanfald og blodprop og – sådan som det rapporteres på internettet – siden har været lam, ude af stand til at tale og siddet i kørestol. Derfor kommer jeg jo nok ikke til at opleve dem live. Hvilket jo er for dårligt af Tim, jvf. de sidste linjer i artiklen ”History” på bandets hjemmeside.

En stor del af mine omgivelser, derimod, kvier sig ved, at jeg fik denne åbenbaring. Cardiacs er ikke for alle, og blev eftersigende startet af Tim Smith med det formål at irritere hans bror Jim, som er bassist i bandet, mest muligt. Vel at mærke ved at skrive numre, som var så vanvittige, at Jim skulle føle sig ilde tilpas ved at skulle spille dem foran et publikum – som straf for de unævneligheder, Jim havde udsat Tim for som barn.

Historier

Dette er formodentligt en skrøne – dem er der mange af om bandet, som selv har bidraget til dem, f.eks. igennem førnævnte artikel om bandets historie. En historie, som også rummer en del fiktive personer (”The Consultant” og ”Miss Swift” er helt relevante personager i dagens New Public Management tidsalder) omkring bandet, tør, kynisk, britisk humor, opgør med bandets pladeselskab (som er deres eget) og en art tilstræbt særhed, som måske alligevel rummer et gran af sandhed.

20 år før White Stripes blev Tim og Sarah Smith, som spillede saxofon i bandet taget for at være søskende og kærester i skandalepressen. De var imidlertid gift og ikke søskende. Omend bandet med deres grænsesøgende musik og livekoncerter nok har sat pris på opmærksomheden.

Cardiacs har en aldeles kultisk gruppe af fans, som helt oprigtigt og som jeg mener, at det er – mindst – et af de bedste bands nogensinde. Uagtet at mindst 99% af verdens befolkning vil afvise deres numre som for skøre, skurrende, larmende, mærkværdigt sunget og meget lidt passende i nogen form for (pop)skabelon eller til noget formål.

Tim Smith, som har skrevet nærmest samtlige Cardiacs’ numre, betegner selv sin musik som ”psykedelisk pop”. Hvorimod andre har brugt betegnelser som progressiv punk eller rock om Cardiacs.

Sikkert er det i hvert fald, at musikken som regel er tempofyldt, at hvert nummer ofte rummer materiale nok til en hel plade og masser af skift i harmonier og rytme. At tekst og musik gensidigt indretter sig efter hinanden – uden rim og med musikken til at give rytmen. Og alligevel, at musikken, trods sine avancementer, rummer barnlige og primitive sider, syng-med omkvæd og humor. Den er eklektisk, overraskende, larmende og punket. Ofte hinsides grimt eller smukt. Men altid kompromisløst i det kunstneriske, personlige udtryk.

Tim Smith er selvlært, og er man fanget, har han kun udgivet numre (og det er mange, 7-8 Cardiacs-albums, singler, 3-4 albums fra sideprojekter såsom Spratleys Japs, The Sea Nymphs o.l. samt et soloalbum), som er interessante. Der er simpelthen ikke nogle alibinumre.

Cardiacs er musikernes band – Blur, Faith No More og Radiohead har nævnt dem som en væsentlig indflydelse. Og det i et omfang, hvor Blur –på toppen af deres succés i 1994 – gik på scenen til en Cardiacs-koncert og gav hånd til hele bandet. Cardiacs har også varmet op til flere større navne – Marillion og Blur f.eks. – men oftest til publikums udelte mishag. Fordi Cardiacs ikke går på kompromis med noget. Det teatralske udtryk, fingerede skænderier og slåskampe på scenen, musik helt til alle grænser og over de flestes.

Musikken

Bandets lyd tager form i 80’erne – og selv om det er svært at sætte fingeren på, præcist hvor idéerne kommer fra, udover Tim Smiths hjerne, kan man godt høre punk, ska, progressiv rock og synthpop i Cardiacs udtryk. R.E.S. er nok det nummer, der bedst opsummerer det. Selv om de andre tidligere numre naturligvis er helt anderledes. Det bizarre, barnlige og sorthumoristiske er desuden tilstede fra begyndelsen af, som videoen til R.E.S. også gør helt klart. Og med albumtitler som ”Toy World” og ”The Seaside” er fascinationen af barndommen og satiren over det traditionelle da også på plads. Siden, i 00’erne skulle numrene for denne periode, igen blive spillet live.

Cardiacs har sine eneste næsten-hits i midt-80’erne – et cover af The Kinks ”Suzannah’s Still Alive” og det aldeles u-cardiacske stadionrock-nummer ”Is This The Life?”, hvoraf sidstnævnte når så højt som 80. pladsen på den engelske hitliste. Og skulle nogle have købt en Cardiacs-plade på grundlag af dette nummer, er de blevet overraskede – muligvis slemt.

Fordi kreativiteten og den musikalske integritet er i hæftig udvikling – og fra 1986-1992 udgives 3-4 albums, som rummer både uendelig skønhed og absurd kaos. I særdeleshed ”On Land and In the Sea” er et fantastisk album, som rummer så mange idéer og absurditeter, at lytteren altid kan finde nye nuancer. I 1990 skifter bandet besætning – William D. Drake, som er keyboardist (og solo laver noget særdeles interessant musik) og bandet afslutter med en koncertvideo, som nok er værd at høre og Sarah Smith (saxofon) forlader bandet – i al venskabelighed.

Cardiacs er nemlig også en fortælling om sammenhold og sammensmeltning mellem band, hjælpere og fans. Sammenhold omkring musikken, og det at elske noget, som rigtigt mange hader.

I 1992 udkommer ”Heaven Born and Ever Bright” som på mange måder afslutter den anden periode i bandets kreative udvikling. Omend det er svært at tale om én (1) udvikling – hvert nummer har sit eget mere eller mindre kaotiske liv. Og tempoet er som oftest højt.

På dette tidspunkt er britpoppen på vej frem, og bands som Blur og Radiohead henter som nævnt inspiration fra hele den britiske rock og pop-historie, hvis uendelige bagkatalog, der er blevet skrevet på siden 60’erne. Cardiacs er stadig et kultband, og det bliver ikke anderledes.

I 1996 udkommer ”Sing to God”, et dobbeltalbum, hvor produktionen med voldsom diskant og meget støj og disharmoni gør musikken måske endnu mere utilgængelig – udover det absolut geniale ”Dirty Boy” som jeg ikke tøver med at betegne som et af de bedste rocknumre nogensinde skrevet. Hør det – særligt, hvis du bryder dig om Radiohead. I 1999 kommer det – foreløbigt? – sidste album “Guns”, hvis numre (de fleste af dem, ihvertfald) er væsentligt mere tilgængelige og britpop-agtige. Men i 1999 er britpoppen forlængst kørt ud på en båre, jævnfør coveret på Blurs album ”Blur” fra et par år før. Dette gør muligvis albummet mere vanligt utrendy end mange andre – men tempoet, overraskelserne og de surrealistiske idéer er der endnu.

I 00’erne spiller Cardiacs stadig og med mellemrum koncerter for deres fanatiske fans. I 2007 kommer en EP med titlen ”Ditzy Scene”, hvis tre numre rummer elementer fra alle bandets perioder. Denne udgivelse skal vise sig at blive den sidste inden Tim Smiths sygdom. Efter sigende var et nyt i støbeskeen, men om det nogensinde ser dagens lys, det vil tiden vise.

Hvad med nu?

Cardiacs fanatiske fanbase er intakt, pladeselskabet ”The Alphabet Business Concern” og bandets hjemmeside er intakt, og der kommer stadig nyt materiale og merchandise for dagen. Hvilket jo giver sig selv, da fanbasen netop er fanatisk nok til gerne at ville eje alt, der har noget med Cardiacs at gøre. Samtidig gøres der en del for at sikre Tim Smith’s fortsatte behandling og udbredelsen af musikken, når gode folk arrangerer koncerter, hvor overskuddet går til den ramte sangskriver og forsanger.

Måske er det herigennem, at Cardiacs og Tim Smith’s musik fortsætter med at inspirere bands og musikere verden over. Der er, på trods af bandets begrænsede udbredelse, massevis af covers fra ukendte og kendte kunstnere på Youtube. Og f.eks. det teatralske, norske progressive rockband Major Parkinson bekender sig åbenlyst som fans og åbner deres koncerter med den i toppen nævnte ouverture: ”Home of Fadeless Splendour – Heaven Born and Ever Bright”. Og det er det jo – selv om det – måske ikke helt – skal forstås ironisk.

 

Citater

Cardiacs is our life and everything we do, and everything we have ever done since we were tiny. We play a kind of music that we are very, very proud of and love more than life. A kind of music that apparently makes people hate us with a terrifying vengeance, or love us so dearly and passionately that it becomes a worry. No in-betweens. But to us it’s just tunes. Lovely tunes. Tunes are important in life” Tim Smith (2005)

The chords and tunes we use sound pretty to us, certain key changes make your tummy go funny, the ones we use make our tummies go funny. We’re a ”pop’ group. We play pop music. It is however a kind of pop music that, apparently, is not very easily definable.” Tim Smith (2000)

DJØFstortion

Sidste år, i 2016, tog jeg med min A-Kasse til Folkemødet på Bornholm – i folkemunde efterhånden bedre kendt som DJØFstortion. I denne forbindelse skrev jeg en lille personlig og subjektiv reportage, som muligvis har været bragt i A-Kassens nyhedsbrev eller lignende. Jeg har imidlertid ikke set den, så muligvis var den for negativ eller trådte for mange over tæerne til at blive publiceret i fagpressen. Men nu, et år senere, har du muligheden for at læse den.

Ps.: Den er også årsagen til, at “lidt om navne” blev skrevet igår. Hvorimod følgende indlæg er fra 2016:

Tænk større (eller ansæt nogen, der kan)

Uniformeret og under fælles banner påskrevet disse ord begav jeg mig, sammen med ca. 75 andre af konkurrencestatens udskud, de arbejdsløse akademikere, mod folkemødet på Bornholm. For at opleve. For at skabe netværk (”netværke” er ikke rigtigt et ord, og lyder lidt som noget, der gør ondt). Nok også for at skabe opmærksomhed omkring MA og deres gode initiativer, givet uniformeringen.

Vi var forberedt, bevæbnet med svar på, hvorfor det lige var os, der skulle ansættes til at tænke større – vi sætter produkter og idéer ind i en eller flere større sammenhænge, har øje for det ukonventionelle, tænker ud af boksen, flytter grænser med formidling, skaber nye sammenhænge. Og har en ballast i vores faglighed, små nørdede fagområder, vores faglige komfortzoner.

Alle havde tænkt over, hvad sådan et folkemøde var for noget. Studeret kort over Allinge, Bornholm, overvejet, hvilke organisationer, virksomheder, partier, det kunne være spændende at besøge. Tale med dem, der tilsyneladende er krøbet gennem nåleøjet til et rigtigt arbejde på drømmearbejdspladsen. Se og høre diverse mediekändisser og magtbastioner. Tage på politikfestival, udendørs, netværk omkring campingbord med øl – Roskilde, bare med politik.

Folkemøde. Folket mødes og diskuterer, Habermas’ herredømmefri samtaler mellem ligesindede dukker op fra studietiden. Et håb om politikere og ledere, som ikke bare lirer deres strømlinede papegøjetirader af i aftensolen, men sætter sig selv og deres organisation på spil for at argumentere for, hvorfor de har ret i deres synspunkter. Et håb om nye input og synsvinkler, en gensidig udveksling af de større tanker, vi reklamerer med.

Udendørs på Bornholm netop denne fredag regner det hele dagen. Vejrudsigten var med i forberedelserne, gummistøvler, paraplyer, regntøj, som dækker vores sorte t-shirt-uniformer. Regnen siver ned gennem netværkene, vi strider os ensomt fra debat til debat, teltenes indendørs tørvejr. Jeg ser Margrethe Vestager købe sort kaffe (ikke latte), Clement Kjersgaard løbende i regnen, DR’ generaldirektør Maria Rørbye Rønn reklamere og argumentere for DRs berettigelse og væsentlighed tre gange i tre forskellige telte, Bertel Haarder, hvis idé folkemødet er, og en hel masse andre halv- eller helkendte politikere og mediefolk.

Mine ønsker om at få Radio24-7 og Alternativets nye forlag i tale må vente i regnen, til en bedre dag, foran 24-7 står en horde af mennesker for at fange et glimt af eksempelvis Mogens Lykketoft og lytte med. Ude på molen byder foreningen Gode Penge på tørvejr, øl og en quiz, som afslører, at jeg ikke helt har den økonomiske viden til at forstå foreningens synspunkter, som jeg ellers grundlæggende deler. De små græsrodsorganisationer kan man få i tale.

Jakob Ellemann varmer op for Lars Løkke på hovedscenen, giver små sarkastiske stikpiller til oppositionen men siger ikke noget nyt, Lars Løkke smider paraplyen fra sig og spår om godt vejr senere på dagen. Han er forhåbentlig bedre til at spå om følgerne af regeringens politiske forslag end til at spå om vejret, tænker jeg siden.

Ikke langt derfra ligger Dansk Folkepartis stand. De deler kuglepenne ud, ”det forkerte parti” siger en mand ikke langt derfra. Jeg forlader en debat om TTIP, inden den går i gang. Der bliver hængt amerikanske og EU-flag op og uddelt en folder med den amerikanske ambassadør i Uncle Sam-positur, med magtfuldt amerikansk kæbeparti og lige, hvide tænder – ”we want you” – som forklarer alle fordelene ved TTIP. Og så går jeg ud i regnen igen.

Mediedebatter, jeg har jo blandt andet en baggrund inden for kommunikation og TV – hvad sker der, hvordan gør vi medier rentable, internettet, næsten ingen unge ser TV, hvordan sikrer vi, at medierne bidrager til en nuanceret debat og fortsat er den samlede befolknings vagthund overfor korruption og magtmisbrug i fremtiden? Jeg tror, jeg har læst eller hørt det hele før.

Jeg overvejer om ikke, det lige præcis er TV’s debatform, som har bredt sig herud i dette overdimensionerede udendørs forsamlingshus. Samme kendte og semi-kendte værter, mange af de samme gæster. Og så måske lige en enkelt med direkte erfaring med emnet, der debatteres, så der kommer nogle indspark, som ikke er dikteret af politisk observans eller korrekthed, regnearksmagi eller statistik. Og ingen eller næsten ingen tid til spørgsmål fra en alligevel regndopet folkemængde. Hvis man nu vendte magtbalancen og begyndte med spørgsmålene fra tilhørerne, således at hverken vært eller politiker/leder/… kunne få lov at styre debatten. Hvis værten nu kun var tilhørernes advokat.

Jeg køber en fadøl og en pølse, i det mindste meget folkeligt, spiser hurtigt, så regnen ikke tager varmen fra pølsen og kuldioxiden fra fadøllen. Svæver mere og mere gennemblødt lidt videre med folkemængden. Overhører et interessant oplæg i Alternativets telt om, hvordan arbejdsløse skal behandles – beskæftigelsesordfører Torsten Gejl er indigneret, lidt vred, har gode og progressive idéer, går ind for respekt for individet, borgerløn og lyder til at mene, hvad han siger – men kan man få indflydelse med et navn, der lyder som en parodi på en tysk pornostjerne fra 70’erne? Jeg tillader mig at håbe det.

Som dagen går synes publikum at blive yngre. Øllene bliver flere, de unge er vågnet og skal måske til at vække demokratiet – eller bare holde fest hele natten.

Tidligere på dagen så jeg en ung pige, som åbenbart var kendt og mediedarling, for hun var omringet af mikrofoner og spørgsmål. Hun havde hvide kaninører påskrevet ”Riots, not diets” på hovedet, og hen på aftenen finder jeg ud af, at hun er Nadezhda Tolokonnikova fra det russiske punkband Pussy Riot. Hun bliver interviewet af Martin Krasnik på hovedscenen, hun har været i russisk fængsel, hvor hun er blevet behandlet forfærdeligt, og fortæller om det i en uskyldig tone på godt engelsk, ligner og lyder som en gymnasiepige som kontrast til både hendes oplevelser og Krasniks bastante danglish.

Tiden er nu så fremskreden, at vi skal til at komme hjem. Våde og trætte alle sammen, tror jeg, går vi tilbage til bussen, udveksler kort nogle af dagens indtryk. Meget networking er det vist ikke blevet til, måske havde det været nemmere, hvis man kunne have siddet udenfor ved bordene og talt sammen – istedet for at stå i teltene og se bekendte dryppe sammen i små pytter af mennesker og forsvinde. Snart forlader vi en gråmeleret solskinsø. Bussens vinduer dugger til på indersiden.