Tale til min fars 100-årsdag
I virkeligheden er dette ingen tale, og teksten har da heller ikke den karakter af talesprog og adressering af talens hovedperson, som taler ved officielle lejligheder (mindre kan også gøre det) som oftest har. Men jeg har jo heller ikke rigtigt nogen at holde den til – men indholdet kan måske godt minde om det, man ville høre i en tale.
I dag ville min far være fyldt 100 år – han døde som 84-årig for lidt mindre end 16 år siden. Selv er jeg snart 47, og alene det føles allerede som en frygtelig masse tid, hvoraf meget – særligt de senere år – synes at være forsvundet eller måske overvundet og efterhånden at blande sig ind i den større, kaotisk sammenblandede masse af erindrede hændelser, jeg af mangel på bedre ord kunne kalde for voksenlivet indtil videre.
Som den opmærksomme vil bemærke, var min far 53 år gammel, da jeg kom til verden i 1976 – min mor var dengang 36, og min far var således 17 år ældre end min mor. Jeg er således stadig yngre, end min far var, da jeg blev født. Og har to børn.
Derfor havde min far, som jeg selv nu, en strøm af levet liv og erindringer bag sig, da jeg blev født. Gennem min barndom fortalte han ikke noget videre udover en række anekdoter og han lod heller ikke i øvrigt sine omgivelser vide, hvad han eventuelt følte – med mindre han var vred over noget, træt, syg eller en sjælden gang stresset.
Alt det med følelserne var muligvis ikke noget, en mand talte om – men alligevel var jeg – selv om jeg næsten aldrig hørte det ytret – aldrig i tvivl om begge mine forældres kærlighed til mig eller eller mellem hinanden. Han var der jo, når det gjaldt, når jeg på en eller anden måde var på røven.
Min mor og far mødtes såvidt vides omkring 1960, hvor hun var 20 og han 37. 11-12 år senere flyttede de sammen i mit barndomshjem i Dyssegaard og blev gift på rådhuset.
Om min mor skal det nævnes, at jeg muligvis er den eneste, der har haft noget dårligt at sige om hende – og det kun fordi, at jeg som enebarn blev beskyttet og passet på – hvilket jo er ganske naturligt for de fleste mødre overfor deres børn, men harmonerer overordentlig dårligt med teenageårenes ligeså naturlige ønske om frigørelse. Men skulle det være muligt, kan jeg om 17 år skrive en lignende tale til hende.
Og så havde begge min forældre et tydeligt ønske om at lære mig og sig selv så meget som muligt, en stor entusiasme og taknemmelighed over, at det at uddanne sig var blevet en mulighed for deres – og min generation. Dette ønske var også, med den entusiasme, de selv lagde for dagen, et krav til mig som enebarn, som der ingen vej var udenom. Heldigvis.
Så i mit trygge barndomshjem handlede samtalerne mindre om naboen end om samfund, kultur og historie. Min far vidste meget, og det delte han gerne ud af. Der var bøger i bogreolerne, og leksika, vi fik fjernsyn (sort/hvid) i 1984, da jeg så småt var begyndt at læse voksenbøger. Før det var medierne, udover alle de skrevne, radio, kassettebånd og grammofonplader.
Men alt den tid. Måske er for 100 år siden ikke så relevant, men nærmere for 90 år siden eller 93 år siden. Dengang, man i Skamstrup, altså på landet, på Sjælland, hvor min far voksede op, gik i skole hver anden dag. Hvor selv en landsby kunne have en købmand og en barber, raske drenge kunne drille og smide skrubtudser (en slags fyrværkeri) ind gennem brevsprækken hos. Hvor min far skulle være maler, fordi hans egen far var maler. Hvor sådan nogle ting gav sig selv, uanset sønnens ønsker.
Men min far blev ikke rigtigt maler, lader det til. Der kom en krig, og hvis jeg har forstået ham rigtigt – her er der muligvis marine- og militærkyndige, der kan korrekse mig – var han, da Danmark blev invaderet af Tyskland i 1940, indrulleret i marinen – muligvis for at komme væk hjemmefra – og blev som følge heraf fængslet. Han var – også i min tid – en temperamentsfuld mand, og, sådan som jeg fortolker det: Han har forståeligt nok været vred, både over tyskernes invasion, overgivelsen fra landets ledelse – han afskyede, som mange gamle modstandsfolk, De Radikale – og over urimeligheden over for ham selv.
Derfor er det også forståeligt, at han tidligt gik med i modstandsbevægelsen og siden også medvirkede til at stryge miner i de danske farvande, og endnu senere – efter at have rejst og boet i Frankrig og Marokko, arbejdet på kontoret på værftet i Helsingør, været skovhugger et halvt år i Norge – også var sergent i flyvevåbnet og tog flycertifikat. Han har altså været langt mere eventyrlysten, end jeg nogensinde har været.
Endnu senere blev han student (på studenterkursus) og cand. psych., hvor han under studierne bl.a. brugte sit flycertifikat til at flyve med pakker – som studiejob – og arbejdede fra en gang i 70’erne og indtil 1994 i Danmark og Sverige med en samlet arbejdsuge på omkring 50 timer. Men med lange sommerferier.
Vi holdt Berlingske Tidende i mit barndomshjem, og en dag i 1993 kunne man på avisens bagside læse om, hvad der havde stået i avisen for 50 år siden. Han blev rasende og ringede øjeblikkeligt til avisen, og råbte i telefonen. Artiklen handlede om, at tyskerne var blevet forstyrret i deres frokost. Han havde været med til at skyde på dem, og en af hans kammerater var i den forbindelse blevet såret, da de skød tilbage.
Raseriet og temperamentet har jeg også selv mærket talrige gange, og selv om det kunne gøre ondt, kunne det også være nærmest komisk, og som teenager har jeg da også både drillet ham med det og hadet ham for det. Gråd og tænders gnidsel, højlydte skænderier mellem far og søn. Ikke så unormalt for unge i 80’erne og 90’erne.
Men tiden. 100 års udspændt tid. Det priser jeg mig lykkelig for – det er ikke alle forundt at få førstehåndsberetninger fra deres nærmeste om, hvad unge mennesker har gjort i en krigstid og en efterkrigstid, hvor verden endnu var stor og spændende, hvor eventyret stadig var noget, især unge mænd efterstræbte og ikke alle formåede at forfølge, hvor afstandene var store, fysisk og kulturelt.
Hvor man stadig kunne blive vred, sige noget urimeligt, endog slå i afmagt og turde det og kunne tilgive hinanden bagefter. Hvor tolerancen på mange områder var større end i dag, hvor dydens smalle sti synes stadigt at blive indskrænket af regler og politik og offermentalitet. Hvor mod og frygt ikke var hinandens modpoler og hvor regler og politik og tilværelsen ikke skulle dikteres af sidstnævnte, fordi frygten netop var noget, der skulle overvindes. Hvor alt ikke behøvede at blive sagt, før man i et eller andet omfang forstod et andet menneske og dets bevæggrunde.
Så tak for det, far.