Globaliseret dekadence

Såvel  opmærksomhed som borgere, politikere, erhvervsledere og andre magthavere valfarter til Silicon Valley, hvor multimilliardærererne  techvirksomheder dagligt skaber nyheder og leverer nutidens platforme for medier, politik og store dele af vores dagligdag. Deres ageren følges tæt, og de fremstår med deres mange forudsigelser som orakler og fører sig frem på måder, som ikke står tilbage for fortidens kejsere, paver og monarker. Men kunne vi ikke være lidt mere kritiske?

Under stor og ukritisk medieopmærksomhed sendte SpaceX med virksomhedens superrige ejer Elon Musk som mediefront en bil – en Tesla, selvfølgelig – hvis producent, han er bestyrelsesformand for – ud i rummet med, hvad der pt. er verdens mest kraftfulde raket. Med i Teslaen var også et stereoanlæg, som spiller David Bowie’s “Life on Mars” og Douglas Adams’ kult-roman “The Hitch Hiker’s Guide to the Galaxy” i handskerummet.

Eksperimentet var – rent teknologisk – en delvis succés, for selv om Tesla’en ikke helt nåede sin intenderede destination og blot møder Mars et par gange årligt i løbet af sit kredsløb, så fik SpaceX demonstreret, at de kan bygge raketter, som fungerer, og tilmed, at de kan lande og genbruge de dyre løfteraketter, hvilket er nødvendigt, hvis kommerciel rumfart skal være en mulighed – naturligvis kun for de få, som har råd til at tage på sightseeing i rummet eller benytte sig af Earth-to-Earth-transport, som skulle blive hurtigere end almindelig luftfart. Hvis det vel at mærke bliver til virkelighed og sikkert nok.

SpaceX og Elon Musk har imidlertid – tilsyneladende – mere sprælske ambitioner og har som mål at udvikle teknologien til at kolonisere andre planeter, i første omgang Mars – og Musk forventer – tilsyneladende – at det bliver endeligt muligt i 2035, hvor “tusindevis af raketter vil flyve en million mennesker til Mars for at bygge en selvforsynende koloni”.

Men reelt set har eksperimentet jo blot bevist, at SpaceX (muligvis) er forrest i et rumkapløb for de virksomheder, som har store planer om kommercialiseret rumfart for de rigeste og som leverandører til de nationale og internationale rumfartsorganisationer – virksomheder, der faktisk er en del af. At kolonisere Mars er bare en vild idé, og hvordan rumkolonisterne skal overleve dér og hvad de mere præcist skal lave, forlyder der ikke så meget om endnu. Eller hvordan opsendelsen af tusindevis af raketter vil indvirke på klimaet og miljøet her på Jorden, hvor de fleste af os må forventes at forblive en årrække endnu.

Tager man de kritiske briller på, er det derfor muligt at anskue såvel affyringen som nogle af de vilde idéer som et stort mediestunt for SpaceX, Tesla, Elon Musk, Google (som jeg nævner, fordi Google har postet omkring  en milliard dollars i SpaceX) og Silicon Valley og de teknologier, der udgår derfra. Ikke dermed sagt, at alle i Silicon Valley er enige om alt eller ikke konkurrerer med hinanden – men dermed sagt, at  de forskellige virksomheder i væsentlig grad er vævet ind i hinanden via investeringer, personsammenfald og så videre.

 

Singulariteten

Et andet sted i Silicon Valley ligger Singularity University, en anden virksomhed (og ikke et universitet i dansk sammenhæng), som Google tidligere har investeret i. Her er “det kan ikke lade sig gøre” ikke et tilladt svar, det hedder “hvordan kan det lade sig gøre?”, og man arbejder sig frem imod “singulariteten”, en slags nirvana som ifølge  universitetets leder og teknoprofet Ray Kurzweil vil indtræffe i 2045, hvor menneskeheden har bygget en computer, som dels kan simulere den menneskelige hjerne og dels reproducere sig selv i stadig mere kraftfulde udgaver. Alt sammen som følge af Moore’s lov, som byder, at mængden af datakraft er og for evigt vil være eksponentielt stigende – hvilket Gordon Moore, som formulerede “loven”, som i virkeligheden er en forudsigelse, i 1965, dog af flere årsager ikke forventer vil holde stik i længden. Ray Kurzweil, som i dag er 70 år, har planer om at leve evigt, blandt andet i kraft af, at han vil uploade sin bevidsthed til singulariteten, når denne indtræffer. Og den eneste trussel mod dette nirvana er de vrangvillige mennesker, som ikke vil indordne sig.

Samtidig driver Singularity University uddannelses-, kursus-  og konsulentvirksomhed verden over, for  ledere i såvel det private som det offentlige, alt sammen med muligheden for eksponentiel vækst  – indenfor eksempelvis medicinsk forskning, finans og fremstilling – som det løfterige flagskib iblandt universitetets nøglebegreber. Selvfølgelig med teknologien som motor for denne eksponentielle udvikling, og med truslen om, at alle, der ikke følger med – stater, virksomheder, mennesker – vil blive fejet ud af brættet af den disruption, de globale teknologivirksomheder skaber.

Og disruption, det er noget, vi – eller i al fald politikerne – også bekymrer os om i vores egen hjemlige andedam. Singularity University har fået opmærksomhed i den danske presse, blandt andet i Weekend Avisen og Politiken, idet Kommunernes Landsforening i begyndelsen af 2018 lancerede et nyt initiativ kaldet “Kommunernes teknologispring”. Det handler om, at kommunernes kontakt med og ydelser til borgeren i fremtiden i langt højere grad muligvis skal være baseret på kunstig intelligens, machine-learning og overvågningsteknologier.

Initiativet er baseret på en rapport udarbejdet af konsulentfirmaet DareDisrupt, som ledes af Anders Hvid, som var den første danske studerende på Singularity University. I rapporten, som i pressen  er blevet kritiseret for sin totale mangel på moralsk stillingtagen til den overvågning af befolkningen, som er nødvendig for at fuldføre visionen og det, at kunstig intelligens muligvis skal træffe beslutninger på såvel statens som individets vegne. Eller måske netop ikke kritiseret, idet de linkede artikler netop ikke tager stilling, og dermed med rette antyder, at rapportens forslag og konklusioner i sig selv er nok til at fremkalde væmmelse hos selv de knapt så humanistiske og frisindede. Kommunernes Landsforening vil til gengæld ikke tage stilling, men mener at “det handler om at gøre kommunerne nysgerrige”.

 

Interplanetære reklamestunts

Dette er blot to eksempler på, hvordan de globale teknologivirksomheder promoverer sig selv, og hvordan deres superrige ejere bygger myter og utopier op omkring sig selv, som ikke står tilbage for tidligere tiders paver og romerske kejsere. Og eksempler på, hvordan dette kan lade sig gøre, når man forstår – og har ressourcerne til – at agere i en global medievirkelighed. En globaliseret og accelererende verden, hvor vi alle konstant får at vide, at vi skal tænke og agere hurtigere, hvis ikke vi vil sejles agterud.

At de respektive milliardærer kan bruge så store ressourcer på noget, som reelt set er mediestunts virker som udtryk for en kolossal dekadence – og at SpaceX og andre har som forretningsmål at drive kommerciel rumfart for dem, der er (næsten) ligeså rige er endnu et udtryk herfor.

På den ene side påstår disse ikoner i kraft af deres virksomheders mulige teknologiske landevindinger og utopiske fortællinger at skabe håb for alle de mennesker, som  føler, at fremtiden er usikker på grund af klimaforandringer, disruption og demokratiske systemer, som er truet af århundreders forsøg på at omgås og “hacke”dem, hvilket med teknologiens hjælp endelig synes at være lykkedes. På den anden side er de foregangsfolk for den disruption, den griskhed og de idéer, som netop er årsagen til klimaforandringer, disruption og demokratiets krise.

“Move fast and break things” (Facebook) – “Don’t be evil” (som om det skulle være nødvendigt at påpege – Google) – er mantraer, som kendetegner den tankegang, der præger Silicon Valley og ambitionerne for de iværksættere, som står bag disse disruptive virksomheder. En tankegang, som er præget  af, at man skal gøre det, man har tænkt sig – uden hensyn til, hvad man i øvrigt måtte ødelægge på sin vej. Og selvfølgelig, tjene penge på det, indtil staten og lovgivningen eventuelt stopper én, og hvis ikke, så må de forurettede spille med eller gå til grunde. Dette er Napster, som var den første internetservice til digital deling af musik, et eksempel på.

Denne libertarianske tankegang, som f.eks. Peter Thiel er eksponent for, trives i Silicon Valley, staten ses som ond og må begrænses, hvilket ikke bør overraske, når det netop er stat og lovgivning, som kan begrænse virksomhedernes indtjening og hindre investorer og iværksætteres ultimative mål om at opnå en monopol-lignende status på det marked, virksomheden agerer på – og dermed tjene kassen. Global, ureguleret kapitalisme er selvsagt en fordel for allerede eksisterende monopoler og en fordel for en branche, hvis formål det er at udvikle helt nye produkter fra grunden og derefter sikre sig et monopol, når disse produkter er blevet tilpas udbredte og uundværlige for deres brugere.

Heri ligger også årsagen til investeringerne i for eksempel de meget omtalte selvkørende biler, robotter og meget andet – kan en virksomhed sikre sig et monopol på disse områder, har vi den næste gigantiske, globale teknologivirksomhed. Alt dette lyder unægteligt som en kapitalistisk konkurrence-ideologi, som på ingen måde er ny – udkonkurrér alle andre, bliv et monopol, tjen så meget, du kan, indtil nogen – eventuelt – stopper dig.

Tidligere har man stoppet monopoler ved simpelthen at opdele virksomheder, som blev for magtfulde – Standard Oil er et eksempel – men i hvert fald i USA er den politiske stemning på ingen måde for sådanne drastiske løsninger. Noget andet er, at virksomhederne de seneste 100 år selvfølgelig er blevet bedre til at navigere i den antitrust og monopol-lovgivning, som findes. Og noget tredje er, at  disse virksomheder dækker sig ind under, at de laver forskning, videnskab og produkter, som kommer os alle til gode. “Don’t be evil”.

Disse teknologiske forbedringer af verden og samfundet indgår under begrebet “Hacker ethic“, som dog i øvrigt går meget dårligt i spænd med en globaliseret kapitalisme og hemmeligholdelsen af de algoritmer, som determinerer vores internetsøgninger og det, vi ser på internettet i det hele taget. Fra denne tankegang udspringer Open Source og Public Domain software (som er åbent og gratis), piratkopiering (som det ikke ifølge denne hacker ethic er velset at tjene penge på), Wikipedia, Wikileaks og mange andre af de gratis services, nettet stadig byder på. Slet ikke den tankegang, IT-milliardærerne står for.

Desuden er det først for nyligt, at de store teknologivirksomheder og IT-området som helhed har fået politisk bevågenhed: Går man tilbage til 90’erne og 00’erne, blev teknologien set som værende primært redskaber, som offentlige og private virksomheder brugte, og udviklerne og virksomhederne bag dem som nogle unge, mærkelige nørder, som man for det meste ikke behøvede at tage særligt alvorligt.

Tænk på, at de apps, du idag bruger til at høre musik og se film på blot er videreudviklinger af Napster og tankegangen bag, og en streaming-service som en slags institutionaliseret piratkopiering – nu med en officiel virksomhed bag, som tjener penge ved nærmest at forære andres arbejde væk.

 

Eliternes skønne sammenblanding

Den manglende politiske bevågenhed på det teknologiske område kombineret med en stadig mere global, og dermed svært regulerbar eller bare ureguleret kapitalisme har medført, at den gamle elite af industrivirksomheder og den nye elite af teknologiske virksomheder nu falder smukt sammen.

Fra den klassiske ledelsestankegang fra industrien har man taget behovet for at kontrollere og optælle enhver medarbejder og borgers produktion, og dette er i hidtil uset grad og mere og mere detaljeret blevet muligt med computerens stadig stigende regnekraft. En regnekraft, som muliggør stadig mere sofistikeret software og nye muligheder for overvågning og databehandling.

Disse produkter leverer Silicon Valley og IT-branchen med glæde, uanset, om det er de klassiske medier, det politiske system eller det  enkelte menneskes dagligdag, der bliver disruptet – og tilmed er Jeff Bezo’s Amazon – endnu en af de nye, store .com-virksomheder – i kraft af sin elendige behandling af såvel medarbejdere som leverandører en fremragende eksponent for, hvad moderne mobil IT og klassisk management-tankegang kan levere i sammenhæng, hvis de får lov til det. Et eksempel til efterfølgelse, synes nogle at tænke, hvis ikke både offentlige og private virksomheder ønsker at sakke bagud.

Tilsyneladende er såvel politikere og embedsmænd – ikke bare i Danmark, men over hele verden – med på at importere såvel tankegang som teknologi fra IT-, management- og konsulentbranchen. Åbenbart er den politiske elite nu blot en tredjerangs-elite, efter finanseliten og den teknologiske og i vid udstrækning mediekontrollerende elite, og hopper gladeligt på både de utopiske visioner om fremtiden, Silicon Valley og andre eksponerer dem for, og de dystopier, der optegnes, hvis vi ikke reagerer øjeblikkeligt og helst uden at tænke sig om, på den disruption, teknologivirksomhederne har som ophøjet mål at skabe og tjene penge på.

Danmark er verdensmestre i digitalisering, men vores system fungerer ikke bedre end systemerne i lande, som måske er knapt så digitaliserede. Tværtimod er vi også verdensmestre i endeløse IT-skandaler, som har kostet staten milliarder.

Og hermed er vi tilbage ved griskheden, løgnene og dekadencen: Hverken f.eks. computeren, internettet eller den grafiske brugerflade (altså ikoner og så videre) er udviklet af private virksomheder. Kunstig intelligens og baggrunden herfor er ikke noget, Silicon Valley har fundet på. Men de har formået at gøre alle disse ting til varer, mennesker og virksomheder ønsker sig. De har tjent styrtende med penge på dem. Og de vil tilsyneladende bruge disse penge på stadig større reklamestunts og vilde fester, som afleder opmærksomheden fra deres monopoler, kreative skattetænkning og  den undergravning af demokrati, velfærd, privatliv og arbejdsmiljø, deres teknologi også medvirker til.

 

Hvordan skal teknologien bruges?

De teknologier, vi bruger idag, har indflydelse på vores hverdag. På vores arbejde, derhjemme, i toget, i børnehaven, i skolerne, på hospitalerne og så videre. Det vil fremtidens teknologier også have. Vores politikere og magthavere har gennem mange år leveret eller viderebragt visionerne, politiske som teknologiske, men forsømt at se på resultaterne af deres politik og de stadig større indkøb og anvendelse af teknologi. Ignoreret medarbejderes og borgeres udråb, og fagpersoners ofte velfunderede kritik af ledelse og funktion, og undskyldt sig med ekkoet af Silicon Valleys og de globale monopolvirksomheders mantra om disruption og om at rette ind eller blive fejet af brættet.

Der er dog ved at ske lidt – Margrethe Vestager hyldes i vide kredse for i sin position som EUs konkurrencekommisær at straffe monopolvirksomhederne med store bøder, og en del europæiske lande kan blive enige om, at det måske er ved at være for meget med den globale, kreative skattetænkning. Og med Facebook og “fake news”‘ påståede indflydelse på valget af Donald Trump som USAs præsident stilles der nu også krav til de sociale medier omkring det indhold, brugerne kan lægge på. Om dette så er den rigtige vej at gå, det vil tiden vise.

Dette er små skridt i den rigtige retning, men for at opnå en fri konkurrence på dette teknologiske område, skal der mere til: De store IT-virksomheder er særdeles dygtige til at patentere deres løsninger og sikre deres monopoler. De har midlerne til at købe eller udkonkurrere andre aktører, hyre de dygtigste medarbejdere, influere diverse politiske beslutninger og brancheorganisationer og har mediernes bevågenhed. Hvis en egentlig fri konkurrence skal kunne finde sted, er det vores politikeres opgave på lokalt, nationalt og globalt plan at udfordre i hvert fald monopolerne og patenterne med nogle regler, som tilgodeser mindre aktører.

I vores eget lille land, kunne man som minimum ønske sig en kritisk tilgang til teknologien fra politikere, embedsmænd og lokale ledere. Hvem skal bruge teknologien? Hvad skal den kunne? Kan det lade sig gøre og i så fald hvordan? Hvad koster det i penge og tid? Hvordan kommer det borgerne til gode?

Vi har et folkestyre i Danmark, og således er den offentlige sektors opgave – og en stor del af dens budgetter reserveret til – at hjælpe borgerne ved at skabe muligheder for den enkelte og hjælpe dem, der har behov – og skabe muligheder for dem, der har evnerne. Derfor må vi også kræve, at den offentlige sektors repræsentanter – politikere, embedsmænd og ledere – tager dette ansvar seriøst.

At de tager stilling til ikke bare de potentialer, en given teknologi rummer, men også de problemer, der uvægerligt følger med den. Hvilke krav, den for eksempel stiller til borgere og medarbejdere?

At de inddrager de medarbejdere, der skal bruge teknologien i dagligdagen, når der skal købes nyt, så de får de bedste vilkår for at udfolde deres faglighed – fremfor at det er ledelsens ønsker om øget kontrol og data, der prioriteres.

At de hele tiden er bevidste om, at løsningen af den offentlige sektors opgaver på bedst mulig vis i høj grad er baseret på menneskelig kontakt mellem frontmedarbejder og borger – og andre fagligheder end de tekniske, økonomiske og juridiske.

At neutrale personer med faglig indsigt i det tekniske – nogen, som har en idé om, hvordan en given teknologi konkret skal drives og vedligeholdes – er med til at træffe valget.

Og selvfølgelig, jævnfør de første afsnit af denne artikel, at de ikke falder i svime over dekadente reklamestunts, utopier og luftige salgstaler.

Herudover kunne man ønske, at de indrømmede deres fejltagelser – Sundhedsplatformen, som ifølge dens brugere er en regulær katastrofe, bliver stadig ivrigt forsvaret af den regionsledelse, som har brugt milliarder af kroner på den, den tidligere nævnte rapport har heller ikke været billig – men ingen af dem, der har truffet beslutningerne har tilsyneladende modet eller integriteten til det.

Selvfølgelig kan vi ikke nøjes med at skyde skylden på vore politiske ledere og et udbudssystem, som gør det juridisk svært at få udviklet et system på en måde, som de tekniske fagpersoner kan stå inde for. Vi må også selv tage stilling til, hvad vi vil med en teknologi, hvad den kan gøre for os. Ikke selv falde i svime over de ekstravagante reklamestunts, lovende salgstaler og IT-milliardærernes umådelige rigdom, men i stedet vurdere teknologiernes fordele og ulemper for os, inden vi gør dem til en del af vores dagligdag. Så kan vi også med bedre ret stille vores ledere til ansvar og pille pynten af de tomme løfter og den intellektuelle og materielle dekadence, der udgår blandt andet fra Silicon Valley.