Før valgdagen

Jeg vil have en regering, som ser det som sin primære opgave at hjælpe, beskytte og styrke de syge, arbejdsløse, børn, gamle, fattige og begrænse den ulighed, der også hertillands er vokset de senere år.Før det er for sent, før de rigeste for alvor får skabt den nye adel, de, med de reducerede arveafgifter og skattelettelser, de har betalt villige, borgerlige partier for at levere – med Dansk Erhverv, -Industri og CEPOS som heppekor på sidelinjen – er godt på vej til at blive – fordi, som Kim Larsen sagde, ”hvad skal men med en regering, hvis ikke den kan tage sig af de svage?”.

Derfor er jeg nødt til at stemme rødt i morgen. Det er du også, hvis du ønsker et lige, veluddannet Danmark, hvor menneskers frihed og fritid (og ja, det sidste er en forudsætning for det første – så glem ikke Store Bededag, når du stemmer) fortsat er i fokus, hvor almindelige mennesker ikke bliver gældsslaver af at tage den uddannelse, de ønsker eller må gå fra hus og hjem på grund af sygdom eller arbejdsløshed.

Og det er jo åbenbart det, de borgerlige i Liberal Alliance, Venstre og Konservative ønsker sig, hvis man ser på finansieringen af de skattelettelser og initiativer, de tre partier har lanceret i valgkampen. De vil gøre Danmark rigere – men altså kun de danskere, der allerede er rige, for resten af os skal tydeligvis efterlades på perronen – når de rigeste er blevet 31% rigere hvorimod almindelige mennesker er blevet 3.3% rigere de seneste seks år – og her har vi endda haft socialdemokratisk ledet regering. Hvordan man så end måler rigdom, så fortæller det da noget.

Økonomisk frihed handler om at have nok – ikke om at have mest – friheden til at købe bras og tomme statussymboler er intet imod friheden til at kunne gøre og skabe, hvad man ønsker. Økonomi er alt for kedeligt og ligegyldigt til at være andet end et middel – ikke et mål i sig selv – og økonomerne bør holde sig på deres eget område, altså pengenes i stedet for at forpeste alle mulige andre fagområder med deres til disse uegnede analysemetoder.

Økonomiens sprog, tallene, og dens metoder giver ikke den fornødne forståelse af hverken natur-, samfundsvidenskab eller humaniora.

Jeg vil imidlertid også gerne have en totalovervåget mindretalsregering. Gerne en, som ikke laver stort andet end at fjerne ligegyldig politik, overvågning(af befolkningen) og lovgivning, og på grundlag heraf reducerer bureaukrati og administration.

Det får jeg så ikke, for af en eller anden årsag er det helt uantageligt for politiske partier overhovedet at fjerne politik og lovgivning – det synes nærmest, at det for politikere og embedsfolk er en helligbrøde, en fornærmelse af de tidligere politikere og en trussel mod selve demokratiet at tage noget væk, uanset at det kan virke, som om stort set al lovgivning, der er gennemført i dette årtusinde er af lav kvalitet, hastet igennem Folketinget uden øje for konsekvenserne, i de seneste fire år tilmed af en flertalsregering, som har kunnet gøre – og har gjort – hvad den ville. Det virker ikke demokratisk, når love og regler kan vedtages nærmest uden de folkevalgtes mellemkomst.

De mange reformer har ikke for alvor gjort noget bedre, men ganske ofte gjort noget værre – uddannelsesreformer og dagpengereformer for eksempel – begrebet enshittification gør sig tilsyneladende også gældende inden for politik, måske blandt andet fordi en del politikere blandt de borgerlige – og langt ind mod midten – når alt kommer til alt lader til at kæmpe for at forringe den offentlige service, så den på ingen måde kan konkurrere med den, private virksomheder kan levere. Ydermere er rigide regler og kontrolregimer med til at gøre arbejdet besværligt og meningsløs for de fagfolk, som udgør det, vi kalder for frontmedarbejderne – som åbenbart ikke af politikere og embedsmænd tiltros nok faglighed til selv at kunne træffe beslutninger.

Og tænk, hvis der kom en skandale. Vores demokratisk valgte ledere og deres medarbejdere, embedsmændene, har indført regler, love og kontrol for at beskytte sig selv. Selv om de dermed påtager sig en magt og et ansvar, de ikke har kompetencerne til, og til gengæld tager det fra frontmedarbejderne – som har det virkelige, egentlige ansvar overfor borgerne, og derfor også burde have tilsvarende magt over deres egne arbejdsopgaver. Det er en forskruet fordeling mellem magt og ansvar, og heri ligger den egentlige skandale.

Flertalsregeringen har regeret stort set uden Folketingets indblanding, og det er demokratisk fattigt og det resulterer med al tydelighed i politikerlede og en klar følelse af, Christiansborg og Borgens politikere er en enklave, løsrevet fra samfundet og virkeligheden – ikke så forskelligt fra visse rigmænd, som i debatten om formueskat kommer til at fremstå uden kontakt til det samfund, de er en del af.

Det bidrager pressen også til – i Politiken kan man f.eks. læse, at chefredaktøren deler holdning med Troels Lund Poulsen om, at det er ufint, at Magnus Heunicke har lækket materiale fra et lukket regeringsmøde – og til det er der kun at sige: NEJ, det er ufint at befolkningen ikke må se, læse og følge med i, hvilke processer, der fører til lovgivning. At vi ikke må se, hvem der mener hvad, så vi har forudsætningen for at bruge vores demokratiske ret til at stemme.

Særligt, når politikerne, som bør være befolkningens tjenere – ikke lobby- og interesseorganisationernes, ikke erhvervsklubbernes – selv har været med til at indføre overvågning af gader og stræder, internet og meget andet, selvfølgelig i sikkerhedens og tryghedens navn. Men af en eller anden årsag er det helt umuligt, at den demokratiske proces kan lægges til skue – i stedet synes den fyldt med sorte bjælker og hemmelighedskræmmeri.

Medierne skriver efterhånden primært om valget som en sportsbegivenhed – hvem vinder valget? Hvad er deres taktik og deres mediepersona? Er de autentiske, er de gode mennesker i privaten? Derfor bliver meningsmålinger og personer vigtigere end politik, og det tjener på ingen måde demokratiet. Ligesom det evige mikrofonholderi for både partiers og organisationers pressemeddelelser og sociale medie-reklamer heller ikke gør det.

Ethvert parti med en erhvervsklub, ethvert parti, som ikke deklamerer, hvem der bidrager til dets økonomi, ethvert parti, som ikke fortæller, hvorfra det henter inspiration til sin politik er i mine øjne korrupt. Erhvervsklubber er systematiseret og lovlig korruption.

Så vore politikere har meget at gøre – med at fjerne lovgivning og åbne den politiske proces og med at give magten fra sig til dem, der har ansvaret.

Og så til sidst, lidt om nogle af de forslag, der er stillet i løbet af valgkampen:

Formueskat er en god og rimelig idé, men et bureaukratisk helvede, som det er svært ikke at være imod. En kommende regering skulle heller genindføre den høje arveafgift, de selv afskaffede i sidste valgperiode samt indføre en skat på boliggevinster – gerne som afløser for ejendomsværdiskatten, som er endnu et bureaukratisk helvede. Det vil muligvis være upopulært og nogle vil blive ramt, og økonomerne bekymres over følgerne. Men de fleste vil finde det rimeligt, så nok ikke Store-Bededag-upopulært.

En ”lilleskole” med kun 14 elever pr. klasse (samt mere eller mindre resten af partiernes skoleforslag) er urealistiske, der er hverken lærere eller bygninger til det. Det er et helt andet arbejde, der skal til – mentaliteten skal være, at skolen først og fremmest er til for, at eleverne lærer noget, se på Finland, se de steder hen, hvor man har et velfungerende skolesystem.

Reduktion af det offentlige bureaukrati er en god idé, men de forslag, de borgerlige partier har stillet, rummer ikke andet end nogle tal – altså: Vi skal fyre så og så mange, alle kommuner skal bruge ligeså lidt på administration o.a. som de billigste af slagsen. Ikke noget om, hvordan det skal løses lokalt, ikke nogle hensyn til, hvilke lokale opgaver, nogen har, og ingen fjernelse af de love og regler, som man må gå ud fra, at sådanne ”kolde hænder” administrerer. Bare en hjernedød grønthøster, som vil forringe den offentlige service yderligere. 

Nitrat i vandet er mest et papirproblem – 90% af vandboringerne er der ingen problemer med, selv, hvis man indfører en lavere grænseværdi. Selvfølgelig skal vi passe på vores drikkevand, selvfølgelig skal bønderne ikke sprøjte, der hvor vandboringerne er. Men råbet om krise virker som overdrevet, en taktik, som Mette Frederiksen og kompagni har

Forsvaret slutter alle op om med situationen i Ukraine in mente, og indvandring som tema er som altid baseret på hadske løgne (den store befolkningsudskiftning) blandt racistpartierne. Og selv omjeg er agnostiker med ateist i ascendanten og som sådan imod organiseret religion, så er religions- og ytringsfrihed i samfundet langt vigtigere.

 Herudover finder jeg det trættende, at politikerne har en tendens til at tage æren for alt det, der går godt, selv om – f.eks. de senere års økonomiske optur – den jo næppe skyldes  politikerne men i stedet konjukturerne, som vi som lille land ligger under for – samt kosmetikvirksomheden Novo. Omvendt er de enormt hurtige til at fraskrive sig ansvaret, når noget går mindre godt. Så er det altid de andre, på den anden fløj, befolkningen, konjukturernes skyld.

Kommer det til at hjælpe på klimaet, at produktion af olie ligger i Saudi-Arabien eller at produktionen af næsten alt andet ligger i Kina? At tilsyneladende ingen vil have vindmøller eller solceller inden for en radius af flere kilometer?

Kommer det til at hjælpe på dyrevelfærden som helhed, at produktion af svinekød flytter andre steder hen? Er der bedre dyrevelfærd i Polen? Det virker som problemer, der ikke kan løses i Danmark – og det er da interessant, at det som oftest mest er folk i byerne, der går op i økologi og dyrevelfærd, ikke de mennesker, der rent faktisk producerer fødevarerne eller bor tæt på dem, der gør.

Det giver mening, at vi for havmiljøets skyld skal skære ned på svineproduktionen, men helst ikke mere, end jeg stadig i morgen aften om ca. fire år kan nyde  nationalretten; mit billige valgflæsk fra velpryglet dansk gris.