Klunkehjem 2100 (et julemotiv)

Kameraet står stille i døråbningen, døren står på klem, så linsen lige kan kigge ind i deres stue.

Der er gået mange år, og det er jul, igen. Nær den højre væg står juletræet, som det har stået i mange år, de brune nåle ligger i en dynge under de afpillede grene, det er stadig upyntet, og der ligger ingen gaver under det. Det er sømmet fast til juletræsfoden, men hælder efterhånden lidt.

I sofaen, som ser slidt og uhumsk ud, sidder de, op ad den bagerste væg, rører ikke hinanden, fjernsynet kører stadig. En mor og hendes to børn, som hver især sidder med en skærm i hånden, en tablet af en art, og billederne fra de tre skærme laver genskin i deres blanke isser og skeletternes knogler.

Det er ikke godt at vide, hvordan de er endt dér, med julereklamernes bjældeklang i båndsløjfe. Der er noget ufærdigt over motivet, som om, de venter på noget, og nu har ventet i for mange år til at kunne leve mere.

En julemand, en far, der skulle komme hjem med gaverne og julemaden – eller bare lidt farve og humør – som ikke kom eller måske så de ham bare ikke, fordybede som de er. Måske har han stået der hele tiden, denne protagonist, hvis entré, de har ventet på.

I en dynge af tabte nåle, uden gaver eller pynt, med benene fast naglet til foden.