Lidt om navne
Dette her er lidt af en tilståelsessag. Uden at anse numerologi som værende andet end en aldeles tåbelig og placebobaseret pseudovidenskab for pressede og svage sjæle, så er jeg stærkt fascineret af navne. De interesserer mig. Hvad betyder de for os, hvordan ændrer denne betydning sig og hvorfor?
Samtidigt (og det er måske det, der er tilståelsen), ynder jeg at lege og gøre grin med navne. Hvilke associationer vækker et givent navn? Hvordan er forholdet mellem ordet/navnet og den/det, det betegner? Fortæller det noget, som det kan laves grin med? I den forstand lider jeg af en art navne-tourettes – for jeg har meget svært ved at lade være.
Mit eget navn er semi-almindeligt og internationalt – man kan hedde Frank mange steder i verden, selv om navnet i øvrigt i Danmark sjældent er anvendt iblandt senere generationer end min egen. Det er måske blandt andet på grund af Klovn, Pusher og visse andre komedier med en kikset hovedperson, der bærer mit navn. Hvilket jeg selvfølgelig i al gemytlighed stadig ofte mindes om.
Fascinationen af navne har meget med min uddannelse at gøre. Da jeg læste nordisk på Syddansk Universitet i Odense – Rustenborg – tog jeg endog et valgfag om navne – en af de væsentligste årsager var, at det var det eneste valgfag, man – til studieledelsens mishag – ikke skulle til eksamen i.
Men det viste sig at være ganske spændende, og da jeg først havde vænnet mig til underviseren, Georg Søndergaards, tæt-på-vendelbomål, som jeg med min forstadskøbenhavnske baggrund havde svært ved at forstå i begyndelsen af kurset – så blev det ganske spændende.
I litteraturen betyder navne også noget – se bare på bipersonerne i Anders And – eller Johannes Vig (JohanneSvig) i Martin A. Hansens ”Løgneren” – eller Ole Jastrau (Jazz-trav) i Tom Kristensens ”Hærværk”.
Ud fra en persons navn kan man desuden ofte gætte cirka hvor gammel personen er, og i nogle tilfælde også, hvor personen kommer fra (hvis vi blot taler om nationalitet, evt. afstamning, bliver det lidt nemmere) – og til tider også lidt om familiens tradition og forældrenes kulturelle baggrund og ønsker for deres barn. Men det bliver aldrig til andet end kvalificeret gætværk, nogen falsificerbar videnskab kommer der ikke ud af det.
Og før jeg gøres til kvasi-numerolog, vil jeg gerne påpege, at en ting er at mene, at navnet kan sige noget om et menneske, noget andet er at mene, at man kan ændre dette menneske og dets liv og levned ved at ændre navnet.
På internettet forefindes der naturligvis alskens lister med sjove navne – og da internettet er globalt, er en del af dem sjove, fordi et navn på et sprog jo kan betyde noget sjovt, sjofelt eller bare almindeligt sort eller fjollet på et andet. Man behøver vel bare at lade en englænder køre gennem Middelfart for at regne den ud.
Ligesom både London og Paris er landsbyer i Jylland. Og Frank Zappas datter hedder ”Moon Unit Zappa”. Hvilket måske er det øjeblik, hvor trenden med, at ens barn skal hedde noget unikt, blev grundlagt.
Men måske som følge af min egen trang til at gøre grin med navne, har mine børn arvet deres navne fra henholdsvis farfar og mors farmor. Så de er helt traditionelle.
Fordi i denne tilståelsessag ligger også et løfte: Jeg vil aldrig mere gøre grin med navne – på skrift. Eller – i hvertfald ikke, når det jeg skriver i øvrigt er ment alvorligt. Så får vi se, om jeg kan holde det.