Lidt om Cardiacs

Ouverture

”It’s raining snow”. Fra loftet regner det med en barberskumslignende substans – også på publikum, som forsangeren smører ud i ansigtet. Han slæber derefter ved øret guitaristen i retning af publikum, hentyder til ham som ”she” og skælder ham ud og latterliggør ham, fordi han havde en dårlig og smålummer idé til en sangtitel – og skubber ham derefter tilsyneladende brutalt væk.

Men istedet har de – bandet – skrevet en sang om kærlighed – dyb, inderlig kærlighed. Publikum jubler på opfordring. ”Shout love”, smil, venlig attitude. Publikum råber tilbage. ”I want you to kiss eachother”. Attituden ændrer sig, det er en ordre ”KISS!” og forsangeren laver små, ulækre kyssebevægelser med munden ”KISS THE BIG UGLY SHARK!”. Og sangen kan gå igang.

Tidligere har han aggressivt og intimiderende skreget ”SHUT UP! Can’t hear myself think! I said shut your fucking mouth!” til publikum i “The Pond” som er den legeplads, både bandet og deres publikum befinder sig i – og hevet brutalt i sin kvindelige saxofonist.

Dengang jeg opdagede…

For omkring fem år siden skete der mig noget. I endnu et af endeløse stadier af Facebook-forsumpelse gjorde en engelsk elektronisk musiker – Keith, som  jeg kender fra min tid på demoscenen, mig opmærksom på bandet The Cardiacs.

Fra mit eget synspunkt skete dette alt for sent (men det kan Keith ikke gøre for og skal ikke holdes ansvarlig for), da forsangeren, Tim Smith, tre år før fik hjerteanfald og blodprop og – sådan som det rapporteres på internettet – siden har været lam, ude af stand til at tale og siddet i kørestol. Derfor kommer jeg jo nok ikke til at opleve dem live. Hvilket jo er for dårligt af Tim, jvf. de sidste linjer i artiklen ”History” på bandets hjemmeside.

En stor del af mine omgivelser, derimod, kvier sig ved, at jeg fik denne åbenbaring. Cardiacs er ikke for alle, og blev eftersigende startet af Tim Smith med det formål at irritere hans bror Jim, som er bassist i bandet, mest muligt. Vel at mærke ved at skrive numre, som var så vanvittige, at Jim skulle føle sig ilde tilpas ved at skulle spille dem foran et publikum – som straf for de unævneligheder, Jim havde udsat Tim for som barn.

Historier

Dette er formodentligt en skrøne – dem er der mange af om bandet, som selv har bidraget til dem, f.eks. igennem førnævnte artikel om bandets historie. En historie, som også rummer en del fiktive personer (”The Consultant” og ”Miss Swift” er helt relevante personager i dagens New Public Management tidsalder) omkring bandet, tør, kynisk, britisk humor, opgør med bandets pladeselskab (som er deres eget) og en art tilstræbt særhed, som måske alligevel rummer et gran af sandhed.

20 år før White Stripes blev Tim og Sarah Smith, som spillede saxofon i bandet taget for at være søskende og kærester i skandalepressen. De var imidlertid gift og ikke søskende. Omend bandet med deres grænsesøgende musik og livekoncerter nok har sat pris på opmærksomheden.

Cardiacs har en aldeles kultisk gruppe af fans, som helt oprigtigt og som jeg mener, at det er – mindst – et af de bedste bands nogensinde. Uagtet at mindst 99% af verdens befolkning vil afvise deres numre som for skøre, skurrende, larmende, mærkværdigt sunget og meget lidt passende i nogen form for (pop)skabelon eller til noget formål.

Tim Smith, som har skrevet nærmest samtlige Cardiacs’ numre, betegner selv sin musik som ”psykedelisk pop”. Hvorimod andre har brugt betegnelser som progressiv punk eller rock om Cardiacs.

Sikkert er det i hvert fald, at musikken som regel er tempofyldt, at hvert nummer ofte rummer materiale nok til en hel plade og masser af skift i harmonier og rytme. At tekst og musik gensidigt indretter sig efter hinanden – uden rim og med musikken til at give rytmen. Og alligevel, at musikken, trods sine avancementer, rummer barnlige og primitive sider, syng-med omkvæd og humor. Den er eklektisk, overraskende, larmende og punket. Ofte hinsides grimt eller smukt. Men altid kompromisløst i det kunstneriske, personlige udtryk.

Tim Smith er selvlært, og er man fanget, har han kun udgivet numre (og det er mange, 7-8 Cardiacs-albums, singler, 3-4 albums fra sideprojekter såsom Spratleys Japs, The Sea Nymphs o.l. samt et soloalbum), som er interessante. Der er simpelthen ikke nogle alibinumre.

Cardiacs er musikernes band – Blur, Faith No More og Radiohead har nævnt dem som en væsentlig indflydelse. Og det i et omfang, hvor Blur –på toppen af deres succés i 1994 – gik på scenen til en Cardiacs-koncert og gav hånd til hele bandet. Cardiacs har også varmet op til flere større navne – Marillion og Blur f.eks. – men oftest til publikums udelte mishag. Fordi Cardiacs ikke går på kompromis med noget. Det teatralske udtryk, fingerede skænderier og slåskampe på scenen, musik helt til alle grænser og over de flestes.

Musikken

Bandets lyd tager form i 80’erne – og selv om det er svært at sætte fingeren på, præcist hvor idéerne kommer fra, udover Tim Smiths hjerne, kan man godt høre punk, ska, progressiv rock og synthpop i Cardiacs udtryk. R.E.S. er nok det nummer, der bedst opsummerer det. Selv om de andre tidligere numre naturligvis er helt anderledes. Det bizarre, barnlige og sorthumoristiske er desuden tilstede fra begyndelsen af, som videoen til R.E.S. også gør helt klart. Og med albumtitler som ”Toy World” og ”The Seaside” er fascinationen af barndommen og satiren over det traditionelle da også på plads. Siden, i 00’erne skulle numrene for denne periode, igen blive spillet live.

Cardiacs har sine eneste næsten-hits i midt-80’erne – et cover af The Kinks ”Suzannah’s Still Alive” og det aldeles u-cardiacske stadionrock-nummer ”Is This The Life?”, hvoraf sidstnævnte når så højt som 80. pladsen på den engelske hitliste. Og skulle nogle have købt en Cardiacs-plade på grundlag af dette nummer, er de blevet overraskede – muligvis slemt.

Fordi kreativiteten og den musikalske integritet er i hæftig udvikling – og fra 1986-1992 udgives 3-4 albums, som rummer både uendelig skønhed og absurd kaos. I særdeleshed ”On Land and In the Sea” er et fantastisk album, som rummer så mange idéer og absurditeter, at lytteren altid kan finde nye nuancer. I 1990 skifter bandet besætning – William D. Drake, som er keyboardist (og solo laver noget særdeles interessant musik) og bandet afslutter med en koncertvideo, som nok er værd at høre og Sarah Smith (saxofon) forlader bandet – i al venskabelighed.

Cardiacs er nemlig også en fortælling om sammenhold og sammensmeltning mellem band, hjælpere og fans. Sammenhold omkring musikken, og det at elske noget, som rigtigt mange hader.

I 1992 udkommer ”Heaven Born and Ever Bright” som på mange måder afslutter den anden periode i bandets kreative udvikling. Omend det er svært at tale om én (1) udvikling – hvert nummer har sit eget mere eller mindre kaotiske liv. Og tempoet er som oftest højt.

På dette tidspunkt er britpoppen på vej frem, og bands som Blur og Radiohead henter som nævnt inspiration fra hele den britiske rock og pop-historie, hvis uendelige bagkatalog, der er blevet skrevet på siden 60’erne. Cardiacs er stadig et kultband, og det bliver ikke anderledes.

I 1996 udkommer ”Sing to God”, et dobbeltalbum, hvor produktionen med voldsom diskant og meget støj og disharmoni gør musikken måske endnu mere utilgængelig – udover det absolut geniale ”Dirty Boy” som jeg ikke tøver med at betegne som et af de bedste rocknumre nogensinde skrevet. Hør det – særligt, hvis du bryder dig om Radiohead. I 1999 kommer det – foreløbigt? – sidste album “Guns”, hvis numre (de fleste af dem, ihvertfald) er væsentligt mere tilgængelige og britpop-agtige. Men i 1999 er britpoppen forlængst kørt ud på en båre, jævnfør coveret på Blurs album ”Blur” fra et par år før. Dette gør muligvis albummet mere vanligt utrendy end mange andre – men tempoet, overraskelserne og de surrealistiske idéer er der endnu.

I 00’erne spiller Cardiacs stadig og med mellemrum koncerter for deres fanatiske fans. I 2007 kommer en EP med titlen ”Ditzy Scene”, hvis tre numre rummer elementer fra alle bandets perioder. Denne udgivelse skal vise sig at blive den sidste inden Tim Smiths sygdom. Efter sigende var et nyt i støbeskeen, men om det nogensinde ser dagens lys, det vil tiden vise.

Hvad med nu?

Cardiacs fanatiske fanbase er intakt, pladeselskabet ”The Alphabet Business Concern” og bandets hjemmeside er intakt, og der kommer stadig nyt materiale og merchandise for dagen. Hvilket jo giver sig selv, da fanbasen netop er fanatisk nok til gerne at ville eje alt, der har noget med Cardiacs at gøre. Samtidig gøres der en del for at sikre Tim Smith’s fortsatte behandling og udbredelsen af musikken, når gode folk arrangerer koncerter, hvor overskuddet går til den ramte sangskriver og forsanger.

Måske er det herigennem, at Cardiacs og Tim Smith’s musik fortsætter med at inspirere bands og musikere verden over. Der er, på trods af bandets begrænsede udbredelse, massevis af covers fra ukendte og kendte kunstnere på Youtube. Og f.eks. det teatralske, norske progressive rockband Major Parkinson bekender sig åbenlyst som fans og åbner deres koncerter med den i toppen nævnte ouverture: ”Home of Fadeless Splendour – Heaven Born and Ever Bright”. Og det er det jo – selv om det – måske ikke helt – skal forstås ironisk.

 

Citater

Cardiacs is our life and everything we do, and everything we have ever done since we were tiny. We play a kind of music that we are very, very proud of and love more than life. A kind of music that apparently makes people hate us with a terrifying vengeance, or love us so dearly and passionately that it becomes a worry. No in-betweens. But to us it’s just tunes. Lovely tunes. Tunes are important in life” Tim Smith (2005)

The chords and tunes we use sound pretty to us, certain key changes make your tummy go funny, the ones we use make our tummies go funny. We’re a ”pop’ group. We play pop music. It is however a kind of pop music that, apparently, is not very easily definable.” Tim Smith (2000)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *