Lidt om teknologi og ideologi

Den teknologiske udvikling har siden opfindelsen af hjulet haft til formål at lette, effektivisere eller overflødiggøre menneskets arbejdsindsats, hvorimod vores ideologi lægger stor vægt på det saliggørende arbejde som identitetsmarkør – og i denne modsætning ligger en del af årsagen til individets udfordringer i vores del af verden. 

I vesten, hvor vi priser os af vores økonomiske og teknologiske suverænitet, såvel som vores åbne, frie og demokratiske samfund, er profession og arbejde en af de væsentligste identitetsmarkører for det enkelte menneske.

Det er de blandt andet, fordi vores samfund er opbygget på et ideologisk grundlag af protestantisk kristendom, siden af stærke arbejderpartier og fagforeninger, hvor hårdt arbejde og beskeden levevis skildres som saliggørende og rigtige.

Religionen er idag som magtfaktor erstattet med økonomisme og konkurrence – arbejdstageren forventes ikke længere at være loyal overfor monarkiet,nationen, kirken og biblens ord, men derimod overfor virksomhedens bundlinje eller organisationens effektivitet, nedfældet i statistikker og måltal.

Den effektivitet, som vores religiøse og ideologiske historie har skabt, gør sig også gældende indenfor uddannelse og forskning. Her har forskere, ingeniører og opfindere, i særdeleshed indenfor de seneste par århundreder, givet os elektricitet, telefoner, transportmidler, computere, behandling og alle mulige slags maskiner, som hver især har til formål at gøre den enkelte i stand til at rejse, kommunikere og arbejde hurtigere, mere effektivt og mindre fysisk krævende.

Således modarbejder teknologiens udvikling i mange henseender den ideologi og tankegang, vi er flasket op med – efterhånden som teknologien tager over, bliver dele af den menneskelige arbejdsindsats overflødig eller, hvis vi vælger at holde fast i, at nogle opgaver skal løses manuelt, selv om teknologien kunne gøre det ligeså godt, meningsløs – hvilket den enkelte arbejdstager godt ved.

Med computeren er det desuden blevet muligt at registrere og lave statistik i hidtil uset omfang, og offentlige og private virksomheders stigende registreringsiver følger da også computerens indtog på arbejdspladserne og udvikling med hensyn til større regnekraft ganske nøje. Jo mere datakraft, jo mere behov for statistik, jo flere muligheder for at få brugeren, kunden eller borgeren til selv at gøre det arbejde, en medarbejder tidligere skulle gøre.

Heraf følger også den moderne form for projektledelse, hvor idealet er, at projektlederen blot kan se i sit regneark eller sin projektledelses-app og derudfra give sine dessiner, helst uden på noget tidspunkt at være fysisk tilstede dér, hvor projektet udføres eller have kontakt med de mennesker, der udfører de konkrete arbejdsopgaver.

Dette er blot et af mange eksempler på, at teknologien ikke bare tilsyneladende overflødiggør arbejde, men også samtidig tilstedeværelse og interaktion, da opgaverne bliver stadigt mere fagspecifikke og udføres ud fra en overordnet plan i stedet for i et egentligt kollektivt samarbejde.

Konsekvenserne heraf er og bliver, at individet – borgeren, arbejdstageren og alle de andre roller, vi hver især har i vores tilværelser – bliver stadigt mere fremmedgjort overfor sit arbejde såvel som overfor andre mennesker. De forskellige arbejdsfunktioner bliver løst uafhængigt, og de forskellige faggrupper får hver deres ekkokammer eller boble at agere i.

Denne tendens forstærkes yderligere af, at  Facebook og diverse søgemaskiner igennem avancerede algoritmer tilpasser indhold efter brugerens tidligere søgninger og hvad andre brugere søger på, bliver boblerne og ekkokamrene sværere at bryde ud af.

Samtidig er uforpligtende og umiddelbart tilfredsstillende underholdning tilgængelig i et omfang som aldrig før set gennem blot nogle få klik, hvorfor det fremmedgjorte individ har let ved for en stund at forlade sig selv og sin virkelighed og opnå denne umiddelbare tilfredsstillelse.

Herfra kommer skræmmebilledet af den overvægtige, storrygende arbejdsløse på sofaen eller på bænken, som vi andre – eller de andre – skal betale for. Et skræmmebillede, som som er unuanceret og propagandistisk, da de fleste arbejdsløse (og mennesker i det hele taget) gerne vil have mere mening i deres tilværelse, blandt andet igennem arbejdet.

Dette skræmmebillede går rent ind hos de fleste af os, da det repræsenterer det omvendte af de idealer, der er i den religiøse og ideologiske baggrund, vi er vokset op med.

Herved er vi tilbage ved teknologien, som overflødiggør arbejdet overfor idealet, som tilsiger hårdt, gerne fysisk, arbejde, og det dilemma, individet således stilles i.

Såvel arbejdsløse som arbejdende er præget af idealet – statustabet ved at miste sit arbejde eller den manglende status forbundet med at være arbejdsløs resulterer i begge tilfælde i en frygt for at ytre sig offentligt omkring meningsløsheden og dens årsager.

Fordi man som arbejdende risikerer blive tilsidesat eller fyret, hvis man offentligt ytrer noget negativt om sin virksomheds og sine lederes arbejde og ledelsesform – og fordi man som arbejdsløs risikerer at blive udstillet som nasser og klynker, hvis synspunkter, uanset hvor sammenhængende og velunderbyggede, de måtte være, ikke er værd at forholde sig til.

I computerens uendelige muligheder for kontrol og dataindsamling, og i den deraf følgende stigende centralisering og dermed afstand mellem de egentlige ledere og de fagpersoner, der udfører arbejdet, ligger en del af årsagen til den såkaldte stress-epidemi, og den meningsløshed, mange mennesker oplever.

Fagpersoner har idag ikke mulighed for at gøre deres arbejde på den måde og i det omfang, deres faglige stolthed dikterer dem, når de er tvunget til at bruge en stor del af deres tid på registrering og rapportering, som ingen relevans har for deres faglige opgave.

Lokale mellemledere befinder sig i en skærsild, hvor de på den ene side skal forholde sig til stadig mere detaljerede planer, registrering og kontrol fra ledere, der aldrig har været på arbejdsstedet, og på den anden side skal motivere, hjælpe og støtte deres medarbejdere i udførelsen af disses arbejdsopgaver.

Ydermere skal de sælge alle nye tiltag til medarbejderne – nye it-systemer, mere registrering, nye arbejdsgange, faglige trends osv. udformet af projektledere, embedsfolk og lignende uden faglig forståelse og baggrund i det givne fagområde.

Således føler såvel mellemledere som medarbejdere meningsløsheden – mellemlederne får ikke lov at lede og samarbejde med medarbejderne om de bedst mulige faglige løsninger, fordi disse primært skal passe ind i regnearket (som også ligger til grund for underafdelingens bevillinger), og medarbejderne får slet ikke eller kun i ringe grad lov at bidrage med de faglige input og idéer, der måske kun virker i den givne situation eller på det enkelte arbejdssted.

Ingen kan stoppe den teknologiske udvikling – men ligesom med økonomien, kan vi godt forsøge at begrænse de negative konsekvenser af den, og dermed, forhåbentlig, bringe noget mere mening ind i folks liv, sådan helt generelt:

Vi må holde op med at være så overfladigske – se noget andet i andre end bare de papfigurer og narrativer, medier og tv-serier konstant bombarderer os med.

Vi skal vide at en statistik eller et regneark også bare er en overflade, som giver et fattigt billede af, hvad der egentlig foregår på en arbejdsplads eller hvad et menneske er i stand til og slet ikke er et godt grundlag for ledelsesbeslutninger eller stillingtagen til dette menneskes synspunkter.

Vi må sikre, at det er fagpersoner, der styrer et fagområde eller rådgiver dem, der gør – og at i det mindste nogle af disse fagpersoner har relativt friske erfaringer fra virkeligheden med det arbejde, de leder eller rådgiver om.

Og så skal vi afskaffe al den registrering, som ikke er fagligt begrundet og dermed den centrale detaljestyring, som skal afløses af mere ansvar og magt over eget arbejde til den enkelte medarbejder.

Måske netop derfor bliver vi nødsaget til at acceptere, at teknologien medfører, at nogle af vores medmennesker får eller har sværere ved at få arbejde, hvis dette skal være meningsfuldt. Fordi al registreringen og kontrollen jo netop er meningsløs, da den ikke har medført de lovede forbedringer.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *