Lidt om Roskilde (Festival)

For Roskilde indeholder vel for mange ikke stort andet? Der er vist noget med en domkirke og et dyrskue, som afholdes lidt før Roskilde (festival).

Jeg har i skrivende stund været på Roskilde i 22 år i træk, ude i pløren eller pisstøvet, camperende i interimistisk flygtningelejr – flygtende fra forskellige slags hverdages mange trummerummer gennem årene.

Jeg har utvivlsomt, i løbet af de 22 besøg på festivalen indtaget væsentligt mere end totusind genstande alkohol på Roskilde, jeg har boet omkring 22 steder på campingarealet, og jeg har set festivalen ændre sig, samtidig med, at jeg har haft en fast holdeplads i en lejr, hvoraf de færreste af de stiftende medlemmer endnu holder ud.

Lejren kunne være et kapitel for sig selv, for i de vilde, legende, farlige, vanvittige, provokerende, drillende, poetiske, dekadente og eklatant fordrukne oplevelser, lejren har budt på gennem årene, er der nemt materiale til en hel bog. Omend en del af de implicerede måske vil frabede sig navns nævnelse.

Således er lejren og dens historier også et semi-privat sted – deltagernes kollektive erindringer og historier er noget, vi har sammen og genfortæller – en del af gruppens kollektive erindring.

Indlægget her handler således primært om festivalens udvikling – hvad er der sket fra 1996 og til nu? Senior-festivalgænger, som jeg jo er, kan det jo være, at jeg bare ikke ser, at de unge af idag er ligeså tossede, som vi var dengang.

Men ihvertfald husker jeg min første festival som mere vild en de er idag – man kunne knapt gå halvtreds meter, uden der lå en, der var gået omkuld med en karton papvin i armene, der var technobusser, hvor der blev spillet dunkende bastechno 24/7 og folk var synligt påvirkede af jegvedikkehvad. Og der var ingen mobiltelefoner, så forældre o.a. måtte stort set undvære kontakt (hvilket jeg syntes var fedt), og selve det at mødes på festivalen kunne være kompliceret.

Hvorfor jeg antager, at folk var mere gæstfrie til at feste med hinanden istedet for de konstante og trivielle SMS’er for at m’de dem, man allerede kender.

Jeg husker også, at vi fra 1996-98 kunne køre ind på campingpladsen i bil med trailer om mandagen (hvor festivalen startede torsdag) og sætte vores lejr op. Og at man stort set måtte tage det, man havde lyst til, med ind på campingområdet. Vi havde f.eks. bambus og stakit med på et tidspunkt, men også stilladser og dagligstuemøblementer så man tit.

Jeg husker, at jeg skulle hjem, så jeg ikke nåede at høre Bowie i ’96 – min største fejltagelse i Roskilde-regi, for nu er det jo for sent.

Og så husker jeg alle de gange, vi har overtrådt hinandens og andres grænser groft og alligevel har været gode venner bagefter, både med hinanden og vores gæster. Fordi sådan er Roskilde, man leger med hinanden og driller hinanden lidt. Og hvis man skal have det sjovt der, skal man også helst kunne tåle det. Til gengæld er der altid en til at hjælpe, hvis noget er seriøst galt – sådan er ånden. Men en uge i mudder og sprut bliver nu engang aldrig for de sarte.

Og så var der festivalvagterne, som inden ulykken i 2000 var de suverænt fuldeste på hele campingpladsen – fordi samtlige lejre jo yndede at hælde på dem, evt. for at købe deres veste (jo, det gjorde vi også et år, så kunne vi bede folk flytte sig, hvis vi syntes, de lå i vejen).

Der var dengang ikke behov for at løbe ind lørdag eller søndag for at få et godt sted at campere. Der var færre regler, mindre overvågning, mindre sikkerhed, mere nøgenhed (fællesbadet (det kolde)lå praktisk midt i det hele, dér hvor Countdown City ligger idag. Og flere overvintrende hippier selvfølgelig.

Og der var mindre promotion, færre konkurrenter og slet ikke placerede historier – a la curlingforældrene dette år og hysteri omkring overgreb (hvad havde man forventet med 110.000 fulde mennesker samlet på et mindre område – at alle 110.000 var perfekt socialt indstillet, selv i beruset tilstand). Og alle de kedelige, der synes, at druk, hedonisme  og svineri er forfærdeligt. I kan jo passende blive væk.

Musikprogrammet tog på en eller anden måde også flere chancer – i dag synes det som om, at man er meget opmærksom på bestemte målgrupper, som har hver deres hold af kuratører, hvis formål det primært er at tækkes ”deres” målgruppe. Og det, der ikke passer ind i kasserne, ja, det kommer gæsterne ikke til at høre.

Det kan måske være farligt, for nogle målgrupper er utvivlsomt mindre tilbøjelige til at vende tilbage efter en særligt regnfuld, mudderpløret og svenskerhullet festival. Måske er det alligevel ikke poppens og P3s publikum, man skal prioritere – men i stedet subkulturerne og originaliteten. Heldigvis har festivalen plads til det hele.

Idag har vi Dream City, hvor de store, originale, eventorienterede temalejre byder op til fest – det er vi blevet for gamle og for meget i tidnød til, men alligevel – før Dream City havde vi vores egen lejrmusik, vores egne events i form af overraskelser og fast tilbagevendende lege, og nogle af de lejre, som siden har vundet ”årets camp” kender vi godt og de har måske også lånt lidt fra os.

Heldigvis har du, kære læser, også muligheden for at lytte til lidt af det – Tragtesangen er produceret i 2009 og blev i 2010 spillet på Festivalradioen, hvor deres udsendte (som har skrevet den) blev interviewet og radioscenen samme solbeskinnede formiddag siden blev overfaldet af en flok nøgne, tragtende halvunge herrer, som venligt (men larmende bestemt) belærte vært og crew om begrebet morgenfest.

Ellers besynger – og drikker – vi gerne såvel Arnbitter som Nettos nu hedengangne kirsebærvin Leonora.

Men hvad så med i år? Hørte du nogle koncerter? Måske en hel del? Eller drak du dig bare ned og lå og sov i dit iglotelt, gamle mand? Ikke det sidste, i hvert fald… Jeg brugte en masse tid sammen med nogle overdrevet hyggelige mennesker og selv om musikprogrammet ikke just var overbebyrdet med den form for hurtig, harmonisk og melodisk spændende rock, pop eller heavy, jeg foretrækker, så var der gode koncertoplevelser med f.eks. Red Fang, Erasure, Savage Rose og Foo Fighters. Og en hel masse andre.

Og det var stadig fantastisk. At overleve endnu et år til jul i juli. Og min hjerne flyder over med anekdoter. Den bog burde skrives.

ps. Foto: Frank i Madonnapositur (ja, i ved, a la popsangerinde, ca. 1991, i meget spids BH) præsenterer kirsebærvin.

pps. Vores højt estimerede lejr priser sig af at have fundet på udtrykket ”i hegnet”, som jo i dag anvendes i flæng. Den historie må vente.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *