Lidt om modenhed

Hvilken bedre dag til at skrive lidt om modenhed end ens fødselsdag, hvor endnu et års ørkensand er sevet imellem fingrerne på skribenten, og denne halvunges tanker er på fremtiden:

Der har altid været en opfattelse af, hvad det er at være moden. Livets faser, kalder nogle det, og selv om tiderne har ændret sig, er der aldre til at blive forældre og bedsteforældre, aldre til alt muligt, man ifølge en given tids folkevids uskrevne regler bør gøre i en given alder.

Som det er idag, er man voksen, når man fylder 18, man er lidt mere voksen, når man flytter hjemmefra, og først rigtigt voksen, når man får børn og dermed et ansvar for, at også de er forberedt på livets faser og udfordringer.

I vide kredse og måske især blandt dem, som er ældre end en selv, er der uskrevne regler for, hvad man bør gå op i, hvordan, man skal deltage i samfundet (arbejde), hvordan man skal bo (er man f.eks. 41 bør man nok bo i hus), hvordan ens kærlighedsliv bør være (kone & børn), hvilke interesser, man bør have (er man f.eks. 41, bør man gå op i sit hjem, sin familie og måske adspredelser med familien, en ny bil, en dyr ferie eller lignende).

Man bør i sin opførsel vise, at man har fået løbet hornene af sig, ikke har behov for at provokere og skeje ud, som man gjorde som yngre, have fået filet lidt af ungdommens skarpe udsagn, lystre disse uskrevne regler mere end før. Opgive sine (egoistiske) drømme og istedet hengive sig til at sørge for familie, arbejde hårdt og skabe ro omkring sig.

”Bliv voksen” – ”når du får børn, så holder du op med at tage på Roskilde” osv. er noget af det, jeg har hørt fra dem, der er ældre end jeg. Men jeg kan, med en vis følelse af triumf, ytre, at jeg ikke rigtigt lever op til alle disse uskrevne regler. Og at jeg slet ikke finder, at det at lystre sådanne uskrevne regler har specielt meget med modenhed at gøre.

Som børn og som unge er de fleste af os meget optaget af at passe ind. Når teenageårene og 20’erne følger, prøver vi måske nærmere på at skille os ud for at passe ind – det er jo i denne alder, at de fleste finder ud af, hvem de er og hvem, de gerne vil være – identitetsdannelse, hvor nogle gør oprør mod forældrenes idealer.

Men samtidig er der og har der blandt mange unge været en stærk gruppeidentitet, som sociologer og samfundsforskere siden fylder ned i den sproglige silo, de kalder for en generation.

Med udtrykket generation følger som oftest nogle idealer, noget musik og kultur, noget typisk tøj, som var moderne i generationen, noget teknologi, og nogle udefrakommende historiske faktorer – krige, teknologisk udvikling, økonomiske konjukturer osv.

Når en generation er beskrevet, er det sjældent særligt mange, der føler sig som en del af den – men alligevel arrangeres der f.eks. ledelseskurser i at tækkes den seneste generation, Generation Y (f. 1980-2000), curlingbørnene – givet at dele af generationen endnu ikke har forladt hjemmet, er generationen endnu under beskrivelse, så kær generation har mange navne.

Således forskes der i modenhed, livets faser, og disses udfoldelse blandt forskellige generationer og årgange. Og konklusionerne i sådan forskning er i noget omfang selvforstærkende, da rigtigt mange jo endnu er optaget af at passe ind og gerne vil vide, hvad de andre gør, hvad, der er oppe i tiden.

Men er dette modenhed? Er det modenhed at gøre, som de andre gør? At lystre skrevne og uskrevne regler? Hvis vi splitter ordet op til ”mod enhed”, så er det måske. Men hvis vi ser på, hvordan det at passe ind betyder allermest i barndommen, så er det vel næppe modent at agere efter dette barnlige mål, når man bliver 30 eller 40 eller 70.

Derfor vil jeg agitere for en anden definition på modenhed, som er ganske simpel – man er moden (nok), når man på egen hånd formår at træffe oplyste beslutninger, og tage ansvaret for dem og følgerne af dem.

Når man er moden nok til ikke nødvendigvis at følge gruppen – som både i barndommen og ungdommen jo på den ene eller anden måde har fået de fleste til at gøre både forkerte og tåbelige ting. Og når man er moden – og modig – nok til at forfølge sine egne mål og er i stand til at forklare, hvorfor disse mål er vigtige – for en selv, men gerne også for andre.

Ikke dermed sagt, at modne mennesker ikke træffer forkerte og dårlige beslutninger – for det gør vi alle sammen, for ikke alle beslutninger kan træffes på et oplyst grundlag, og uden indflydelse fra følelserne i beslutningens og handlingens nu. Ikke dermed sagt, at vi ikke skal være en del af grupper og sammenhænge – men grupperne skal være tolerante nok til også at rumme os selv. Og ikke dermed sagt, at der i denne definition på modenhed ikke også ligger en bevidsthed om, at ikke alle vore drømme og ønsker kan blive opfyldt. Men må ikke forhindre os i at have dem og ytre dem.

Der er altså tale om en balance – vi rummer som mennesker både barndommens infantile provokationer og bevidstløse ”jeg vil”, som overfor de fleste voksne viser og skaber det modsatte af tolerance. Vi skal forfølge vores egne mål og alligevel gøre plads til, at andre kan gøre det samme.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *