DJØFstortion

Sidste år, i 2016, tog jeg med min A-Kasse til Folkemødet på Bornholm – i folkemunde efterhånden bedre kendt som DJØFstortion. I denne forbindelse skrev jeg en lille personlig og subjektiv reportage, som muligvis har været bragt i A-Kassens nyhedsbrev eller lignende. Jeg har imidlertid ikke set den, så muligvis var den for negativ eller trådte for mange over tæerne til at blive publiceret i fagpressen. Men nu, et år senere, har du muligheden for at læse den.

Ps.: Den er også årsagen til, at “lidt om navne” blev skrevet igår. Hvorimod følgende indlæg er fra 2016:

Tænk større (eller ansæt nogen, der kan)

Uniformeret og under fælles banner påskrevet disse ord begav jeg mig, sammen med ca. 75 andre af konkurrencestatens udskud, de arbejdsløse akademikere, mod folkemødet på Bornholm. For at opleve. For at skabe netværk (”netværke” er ikke rigtigt et ord, og lyder lidt som noget, der gør ondt). Nok også for at skabe opmærksomhed omkring MA og deres gode initiativer, givet uniformeringen.

Vi var forberedt, bevæbnet med svar på, hvorfor det lige var os, der skulle ansættes til at tænke større – vi sætter produkter og idéer ind i en eller flere større sammenhænge, har øje for det ukonventionelle, tænker ud af boksen, flytter grænser med formidling, skaber nye sammenhænge. Og har en ballast i vores faglighed, små nørdede fagområder, vores faglige komfortzoner.

Alle havde tænkt over, hvad sådan et folkemøde var for noget. Studeret kort over Allinge, Bornholm, overvejet, hvilke organisationer, virksomheder, partier, det kunne være spændende at besøge. Tale med dem, der tilsyneladende er krøbet gennem nåleøjet til et rigtigt arbejde på drømmearbejdspladsen. Se og høre diverse mediekändisser og magtbastioner. Tage på politikfestival, udendørs, netværk omkring campingbord med øl – Roskilde, bare med politik.

Folkemøde. Folket mødes og diskuterer, Habermas’ herredømmefri samtaler mellem ligesindede dukker op fra studietiden. Et håb om politikere og ledere, som ikke bare lirer deres strømlinede papegøjetirader af i aftensolen, men sætter sig selv og deres organisation på spil for at argumentere for, hvorfor de har ret i deres synspunkter. Et håb om nye input og synsvinkler, en gensidig udveksling af de større tanker, vi reklamerer med.

Udendørs på Bornholm netop denne fredag regner det hele dagen. Vejrudsigten var med i forberedelserne, gummistøvler, paraplyer, regntøj, som dækker vores sorte t-shirt-uniformer. Regnen siver ned gennem netværkene, vi strider os ensomt fra debat til debat, teltenes indendørs tørvejr. Jeg ser Margrethe Vestager købe sort kaffe (ikke latte), Clement Kjersgaard løbende i regnen, DR’ generaldirektør Maria Rørbye Rønn reklamere og argumentere for DRs berettigelse og væsentlighed tre gange i tre forskellige telte, Bertel Haarder, hvis idé folkemødet er, og en hel masse andre halv- eller helkendte politikere og mediefolk.

Mine ønsker om at få Radio24-7 og Alternativets nye forlag i tale må vente i regnen, til en bedre dag, foran 24-7 står en horde af mennesker for at fange et glimt af eksempelvis Mogens Lykketoft og lytte med. Ude på molen byder foreningen Gode Penge på tørvejr, øl og en quiz, som afslører, at jeg ikke helt har den økonomiske viden til at forstå foreningens synspunkter, som jeg ellers grundlæggende deler. De små græsrodsorganisationer kan man få i tale.

Jakob Ellemann varmer op for Lars Løkke på hovedscenen, giver små sarkastiske stikpiller til oppositionen men siger ikke noget nyt, Lars Løkke smider paraplyen fra sig og spår om godt vejr senere på dagen. Han er forhåbentlig bedre til at spå om følgerne af regeringens politiske forslag end til at spå om vejret, tænker jeg siden.

Ikke langt derfra ligger Dansk Folkepartis stand. De deler kuglepenne ud, ”det forkerte parti” siger en mand ikke langt derfra. Jeg forlader en debat om TTIP, inden den går i gang. Der bliver hængt amerikanske og EU-flag op og uddelt en folder med den amerikanske ambassadør i Uncle Sam-positur, med magtfuldt amerikansk kæbeparti og lige, hvide tænder – ”we want you” – som forklarer alle fordelene ved TTIP. Og så går jeg ud i regnen igen.

Mediedebatter, jeg har jo blandt andet en baggrund inden for kommunikation og TV – hvad sker der, hvordan gør vi medier rentable, internettet, næsten ingen unge ser TV, hvordan sikrer vi, at medierne bidrager til en nuanceret debat og fortsat er den samlede befolknings vagthund overfor korruption og magtmisbrug i fremtiden? Jeg tror, jeg har læst eller hørt det hele før.

Jeg overvejer om ikke, det lige præcis er TV’s debatform, som har bredt sig herud i dette overdimensionerede udendørs forsamlingshus. Samme kendte og semi-kendte værter, mange af de samme gæster. Og så måske lige en enkelt med direkte erfaring med emnet, der debatteres, så der kommer nogle indspark, som ikke er dikteret af politisk observans eller korrekthed, regnearksmagi eller statistik. Og ingen eller næsten ingen tid til spørgsmål fra en alligevel regndopet folkemængde. Hvis man nu vendte magtbalancen og begyndte med spørgsmålene fra tilhørerne, således at hverken vært eller politiker/leder/… kunne få lov at styre debatten. Hvis værten nu kun var tilhørernes advokat.

Jeg køber en fadøl og en pølse, i det mindste meget folkeligt, spiser hurtigt, så regnen ikke tager varmen fra pølsen og kuldioxiden fra fadøllen. Svæver mere og mere gennemblødt lidt videre med folkemængden. Overhører et interessant oplæg i Alternativets telt om, hvordan arbejdsløse skal behandles – beskæftigelsesordfører Torsten Gejl er indigneret, lidt vred, har gode og progressive idéer, går ind for respekt for individet, borgerløn og lyder til at mene, hvad han siger – men kan man få indflydelse med et navn, der lyder som en parodi på en tysk pornostjerne fra 70’erne? Jeg tillader mig at håbe det.

Som dagen går synes publikum at blive yngre. Øllene bliver flere, de unge er vågnet og skal måske til at vække demokratiet – eller bare holde fest hele natten.

Tidligere på dagen så jeg en ung pige, som åbenbart var kendt og mediedarling, for hun var omringet af mikrofoner og spørgsmål. Hun havde hvide kaninører påskrevet ”Riots, not diets” på hovedet, og hen på aftenen finder jeg ud af, at hun er Nadezhda Tolokonnikova fra det russiske punkband Pussy Riot. Hun bliver interviewet af Martin Krasnik på hovedscenen, hun har været i russisk fængsel, hvor hun er blevet behandlet forfærdeligt, og fortæller om det i en uskyldig tone på godt engelsk, ligner og lyder som en gymnasiepige som kontrast til både hendes oplevelser og Krasniks bastante danglish.

Tiden er nu så fremskreden, at vi skal til at komme hjem. Våde og trætte alle sammen, tror jeg, går vi tilbage til bussen, udveksler kort nogle af dagens indtryk. Meget networking er det vist ikke blevet til, måske havde det været nemmere, hvis man kunne have siddet udenfor ved bordene og talt sammen – istedet for at stå i teltene og se bekendte dryppe sammen i små pytter af mennesker og forsvinde. Snart forlader vi en gråmeleret solskinsø. Bussens vinduer dugger til på indersiden.

Lidt om navne

Dette her er lidt af en tilståelsessag. Uden at anse numerologi som værende andet end en aldeles tåbelig og placebobaseret pseudovidenskab for pressede og svage sjæle, så er jeg stærkt fascineret af navne. De interesserer mig. Hvad betyder de for os, hvordan ændrer denne betydning sig og hvorfor?

Samtidigt  (og det er måske det, der er tilståelsen), ynder jeg at lege og gøre grin med navne. Hvilke associationer vækker et givent navn? Hvordan er forholdet mellem ordet/navnet og den/det, det betegner? Fortæller det noget, som det kan laves grin med? I den forstand lider jeg af en art navne-tourettes – for jeg har meget svært ved at lade være.

Mit eget navn er semi-almindeligt og internationalt – man kan hedde Frank mange steder i verden, selv om navnet i øvrigt i Danmark sjældent er anvendt iblandt senere generationer end min egen. Det er måske blandt andet på grund af Klovn, Pusher og visse andre komedier med en kikset hovedperson, der bærer mit navn. Hvilket jeg selvfølgelig i al gemytlighed stadig ofte mindes om.

Fascinationen af navne har meget med min uddannelse at gøre. Da jeg læste nordisk på Syddansk Universitet i Odense – Rustenborg – tog jeg endog et valgfag om navne – en af de væsentligste årsager var, at det var det eneste valgfag, man – til studieledelsens mishag – ikke skulle til eksamen i.

Men det viste sig at være ganske spændende, og da jeg først havde vænnet mig til underviseren, Georg Søndergaards, tæt-på-vendelbomål, som jeg med min forstadskøbenhavnske baggrund havde svært ved at forstå i begyndelsen af kurset – så blev det ganske spændende.

I litteraturen betyder navne også noget – se bare på bipersonerne i Anders  And – eller Johannes Vig (JohanneSvig) i Martin A. Hansens ”Løgneren” – eller Ole Jastrau (Jazz-trav) i Tom Kristensens ”Hærværk”.

Ud fra en persons navn kan man desuden ofte gætte cirka hvor gammel personen er, og i nogle tilfælde også, hvor personen kommer fra (hvis vi blot taler om nationalitet, evt. afstamning, bliver det lidt nemmere) – og til tider også lidt om familiens tradition og forældrenes kulturelle baggrund og ønsker for deres barn. Men det bliver aldrig til andet end kvalificeret gætværk, nogen falsificerbar videnskab kommer der ikke ud af det.

Og før jeg gøres til kvasi-numerolog, vil jeg gerne påpege, at en ting er at mene, at navnet kan sige noget om et menneske, noget andet er at mene, at man kan ændre dette menneske og dets liv og levned ved at ændre navnet.

På internettet forefindes der naturligvis alskens lister med sjove navne – og da internettet er globalt, er en del af dem sjove, fordi et navn på et sprog jo kan betyde noget sjovt, sjofelt eller bare almindeligt sort eller fjollet på et andet. Man behøver vel bare at lade en englænder køre gennem Middelfart for at regne den ud.

Ligesom både London og Paris er landsbyer i Jylland. Og Frank Zappas datter hedder ”Moon Unit Zappa”. Hvilket måske er det øjeblik, hvor trenden med, at ens barn skal hedde noget unikt, blev grundlagt.

Men måske som følge af min egen trang til at gøre grin med navne, har mine børn arvet deres navne fra henholdsvis farfar og mors farmor. Så de er helt traditionelle.

Fordi i denne tilståelsessag ligger også et løfte: Jeg vil aldrig mere gøre grin med navne – på skrift. Eller – i hvertfald ikke, når det jeg skriver i øvrigt er ment alvorligt. Så får vi se, om jeg kan holde det.

Lidt om kreativitet

Jeg kreerer, altså eksisterer jeg? Hvad er kreativitet? Er det bare en forchromet undskyldning for at lave, hvad man har lyst til? Er det en eksistensberettigelse? Og hvordan kan det være, at det at være ”kreativ” er blevet noget nær en floskel, som trives i jobansøgninger, datingannoncer og deslige?

Kreativitet kan defineres som evnen til at tænke nyt og nedfælde sine tanker i en eller anden form – hvadenten det så er som tekst eller musik (som jeg  gør det), eller i form af konkrete genstande eller løsninger på mere abstrakte, fagspecifikke opgaver.

Men det er dog næppe at følge en i forvejen fastlagt plan, en opskrift, kreativiteten kan først indtræde, når man af virkeligheden tvinges til at afvige fra denne plan og må finde egne løsninger.

Kreativitet er også en trussel  mod enhver fastlagt og fastlåst tankegang, og rummer muligheden for at tænke ud af boksen (en anden floskel) og lave om på de spørgsmål, opgaver og mål, vi alle bliver mødt af i deres dagligdag og arbejdsliv.

For mig – og mange andre – er det kreative også en ventil, en form for afslapning (kald det mindfulness, træning eller yoga eller hvad der nu lige er oppe i tiden), en arbejden-sig-frem mod et mål, som ikke nødvendigvis er klart defineret, og dermed også rummer potentialet for de genveje og omveje, som opstår undervejs i processen – og gør denne til en intellektuelt og kreativt interessant, men muligvis også mentalt udfordrende oplevelse.

Det at udfolde mig kreativt er for mig et nødvendigt helle udenfor de hverdagens begrænsninger, som eksisterer på arbejdspladsen, i familien og alle de andre sammenhænge, jeg indgår i, et helle, jeg kan søge til for at bevare min personlige integritet og identitet, og dermed ”keep me (in)sane” eller holde mig (van)vittig.

Et kendt bonmotte er, at kunsten ligger i begrænsningen – tag eksempelvis de filmiske dogmeregler – men er reglerne for opgaven skarpt optegnede, bliver løsningen sjældent særligt kreativ. Hvor kreativ har man mulighed for at være i sin opgaveløsning, hvis man står ved et samlebånd på en fabrik? Eller læser op til en eksamen med meget specifikke kriterier for et godt resultat?

Alle kan i dag være kreative, og hvis ikke deres arbejde decideret er kreativt eller i hvert fald rummer muligheden, så foreligger denne i fritiden (som jo også er et relativt nyt og tilsyneladende lidt ugleset fænomen). Tanker er gratis, og diverse remedier og instrumenter til kunst og skabelse er til at betale for de fleste. Vi har alle muiligheden for at være amatørkunstnere, og heri ligger også en del af årsagen til, at udtrykket kreativ er blevet behængt med floskelbetegnelsen.

En anden årsag kunne være den nævnte, at kreativitet er farlig – jo flere, der tænker kreativt, jo større er risikoen for, at siddende magthavere (fra pave til mellemleder), dominerende ideologier, tankegange og produkter udfordres eller udkonkurreres. Så selv om man gerne vil have kreative borgere og medarbejdere, så skal de indordne sig under ledelsen, kulturen, ideologien og bundlinjen.

Derfor bruger man da også fra officielt hold gerne udtrykket ”innovation” – som i højere grad indebærer, at opfindelserne, idéerne og kunstværkerne skabes med hyppig skelen til førnævnte bundlinje samt kultur, ideologi og ledelse. De kreative og innovative medarbejdere og forskere er jo i høj grad underlagt det samme regnearksregime som alle andre i vore dage, og er – som en politiker nok allerede har sagt det – og mere floskelbehængt bliver det næppe – ”ansat til at producere innovation”.

Når kreativitet på denne vis bliver varegjort, noget, der kan produceres på en fabrik og tælles i et regneark med rigide kriterier (med bundlinjen som det vigtigste), så bliver resultatet næppe særligt originalt eller kreativt. De kreative elementer i en opgave – det kunne være undervisning, kommunikation, politik, salg, håndværk, studier – neddæmpes af de rigide kriterier, som påtvinges af et talregime, som umuligt kan fange nuancerne i de kreative og/eller fagspecifikke løsninger, der leveres.

Her har vi måske endnu en årsag til mængden af stress og andre diagnoser, den vestlige verdens borgere og arbejdsmarked er præget af. Man tager dette kreative helle fra folk – og tilmed også deres faglige stolthed, idet projektets ledere som oftest ikke har fagligheden, men derimod styrer ud fra førnævnte rigide regler.

Kreativ udfoldelse har altid et strejf af vanvid. Inspiration kan et øjeblik nærmest føles guddommelig og trancendental. En vellykket improvisation kan hensætte en tilstand, der minder om lykke. Og kunne man så, blot af og til, få videreformidlet sådanne oplevelser til dem, der læser, lytter eller kigger med, så har man nået et mål.

Så jeg sætter pris på mit kreative helle, og bruger det til at afstive min integritet og identitet – massere mit ego, ville nogen måske være spydige at sige – men jeg synes alligevel, at du skulle gøre det samme. Uanset, hvor risikabelt, det måtte synes.

Personen blev siden sig selv.

Lidt om modenhed

Hvilken bedre dag til at skrive lidt om modenhed end ens fødselsdag, hvor endnu et års ørkensand er sevet imellem fingrerne på skribenten, og denne halvunges tanker er på fremtiden:

Der har altid været en opfattelse af, hvad det er at være moden. Livets faser, kalder nogle det, og selv om tiderne har ændret sig, er der aldre til at blive forældre og bedsteforældre, aldre til alt muligt, man ifølge en given tids folkevids uskrevne regler bør gøre i en given alder.

Som det er idag, er man voksen, når man fylder 18, man er lidt mere voksen, når man flytter hjemmefra, og først rigtigt voksen, når man får børn og dermed et ansvar for, at også de er forberedt på livets faser og udfordringer.

I vide kredse og måske især blandt dem, som er ældre end en selv, er der uskrevne regler for, hvad man bør gå op i, hvordan, man skal deltage i samfundet (arbejde), hvordan man skal bo (er man f.eks. 41 bør man nok bo i hus), hvordan ens kærlighedsliv bør være (kone & børn), hvilke interesser, man bør have (er man f.eks. 41, bør man gå op i sit hjem, sin familie og måske adspredelser med familien, en ny bil, en dyr ferie eller lignende).

Man bør i sin opførsel vise, at man har fået løbet hornene af sig, ikke har behov for at provokere og skeje ud, som man gjorde som yngre, have fået filet lidt af ungdommens skarpe udsagn, lystre disse uskrevne regler mere end før. Opgive sine (egoistiske) drømme og istedet hengive sig til at sørge for familie, arbejde hårdt og skabe ro omkring sig.

”Bliv voksen” – ”når du får børn, så holder du op med at tage på Roskilde” osv. er noget af det, jeg har hørt fra dem, der er ældre end jeg. Men jeg kan, med en vis følelse af triumf, ytre, at jeg ikke rigtigt lever op til alle disse uskrevne regler. Og at jeg slet ikke finder, at det at lystre sådanne uskrevne regler har specielt meget med modenhed at gøre.

Som børn og som unge er de fleste af os meget optaget af at passe ind. Når teenageårene og 20’erne følger, prøver vi måske nærmere på at skille os ud for at passe ind – det er jo i denne alder, at de fleste finder ud af, hvem de er og hvem, de gerne vil være – identitetsdannelse, hvor nogle gør oprør mod forældrenes idealer.

Men samtidig er der og har der blandt mange unge været en stærk gruppeidentitet, som sociologer og samfundsforskere siden fylder ned i den sproglige silo, de kalder for en generation.

Med udtrykket generation følger som oftest nogle idealer, noget musik og kultur, noget typisk tøj, som var moderne i generationen, noget teknologi, og nogle udefrakommende historiske faktorer – krige, teknologisk udvikling, økonomiske konjukturer osv.

Når en generation er beskrevet, er det sjældent særligt mange, der føler sig som en del af den – men alligevel arrangeres der f.eks. ledelseskurser i at tækkes den seneste generation, Generation Y (f. 1980-2000), curlingbørnene – givet at dele af generationen endnu ikke har forladt hjemmet, er generationen endnu under beskrivelse, så kær generation har mange navne.

Således forskes der i modenhed, livets faser, og disses udfoldelse blandt forskellige generationer og årgange. Og konklusionerne i sådan forskning er i noget omfang selvforstærkende, da rigtigt mange jo endnu er optaget af at passe ind og gerne vil vide, hvad de andre gør, hvad, der er oppe i tiden.

Men er dette modenhed? Er det modenhed at gøre, som de andre gør? At lystre skrevne og uskrevne regler? Hvis vi splitter ordet op til ”mod enhed”, så er det måske. Men hvis vi ser på, hvordan det at passe ind betyder allermest i barndommen, så er det vel næppe modent at agere efter dette barnlige mål, når man bliver 30 eller 40 eller 70.

Derfor vil jeg agitere for en anden definition på modenhed, som er ganske simpel – man er moden (nok), når man på egen hånd formår at træffe oplyste beslutninger, og tage ansvaret for dem og følgerne af dem.

Når man er moden nok til ikke nødvendigvis at følge gruppen – som både i barndommen og ungdommen jo på den ene eller anden måde har fået de fleste til at gøre både forkerte og tåbelige ting. Og når man er moden – og modig – nok til at forfølge sine egne mål og er i stand til at forklare, hvorfor disse mål er vigtige – for en selv, men gerne også for andre.

Ikke dermed sagt, at modne mennesker ikke træffer forkerte og dårlige beslutninger – for det gør vi alle sammen, for ikke alle beslutninger kan træffes på et oplyst grundlag, og uden indflydelse fra følelserne i beslutningens og handlingens nu. Ikke dermed sagt, at vi ikke skal være en del af grupper og sammenhænge – men grupperne skal være tolerante nok til også at rumme os selv. Og ikke dermed sagt, at der i denne definition på modenhed ikke også ligger en bevidsthed om, at ikke alle vore drømme og ønsker kan blive opfyldt. Men må ikke forhindre os i at have dem og ytre dem.

Der er altså tale om en balance – vi rummer som mennesker både barndommens infantile provokationer og bevidstløse ”jeg vil”, som overfor de fleste voksne viser og skaber det modsatte af tolerance. Vi skal forfølge vores egne mål og alligevel gøre plads til, at andre kan gøre det samme.

Lidt om kultur og kunst

Som den opmærksomme læser og webpilot nok har bemærket, er netop dette site baseret på WordPress, men i design, tekst og struktur fremstillet af mig. Det er DIY (Do It Yourself) – og jeg finder, at det engelske udtryk dækker lidt bredere end det danske ”Gør-det-selv”, som jeg mest forbinder med udestuer, havearbejde, hækling og andre kedsommelige og ligegyldige forbedringer af helt private og derfor for offentligheden ligegyldige aspekter af en tilværelse.

Ligesom alt andet selvfremstillet, rummer dette website som konsekvens et indblik i producentens styrker, svagheder og valg – begrænset grafisk kunnen, lidt rodet struktur,en vis idérigdom, gode skriveevner, ønske om at fremstå både som person med karaktér og integritet og med et professionelt, bredt udsyn og en stor almenviden.

Naturligvis er et website som dette ikke kunst (selv om det kan rumme kunst), men det er DIY i den engelske betydning, som også dækker over den enkeltes lyst og vilje til at formidle det, denne selv synes er vigtigt på den måde, som denne ønsker at gøre det, så godt som denne nu kan. Alene eller i samarbejde med andre, som deler disse idealer.

Således er mit syn på kunst og kultur, hvadenten det drejer sig om musik, film, litteratur, skulptur eller billedkunst og alle hybridformerne, at det mest interessante kommer fra amatørerne. Her defineret som dem, der forfølger deres egne idéer uden voldsom hensyntagen til omverdenens reaktioner.

Om de så tjener penge på deres produktion eller ej, det er en anden sag – en skelnen mellem ”den professionelle”, som tjener penge på sit værk og ”amatøren” som skaber i sin fritid forekommer i en tid, hvor enhver nærmest omkostningsfrit kan producere og publicere sit værk, ikke så meningsfuld, som før i tiden. Dengang, hvor enhver vordende kunstner skulle igennem både det ene og det andet for at gøre sit værk tilgængeligt for offentligheden.

Ikke fordi, amatører ikke laver en masse bras, for det gør de, måske for at blive bedre, måske bare fordi, de kan – hvilket kan være en udmærket årsag til at gøre mange ting. Men meget bras kommer også fra de kommercielle kanaler. Og ikke fordi, at skoling er en dårlig ting – konservatorier, kunstakademier, filmskoler og forfatterskoler etcetera gør et vigtigt stykke arbejde og giver vordende kunstnere en viden og en kunnen, som er uvurdérlig. Men de garanterer ikke muligheden for at kunne leve af sin kunst.

De hjælper dog i den forstand, at har man gået på en skole i en kunstart, har man fået mulighed for et netværk , og man har papir på, at man har evnerne, hvis man har gennemført. Skolen er imidlertid heller ikke garant for, at den enkelte siden skaber fabelagtige kunstværker, og i netværket ligger også en betydelig risiko for indspisthed og en forsnævret kunstforståelse baseret på, hvilke synspunkter på form og indhold, der er på mode i netværket, og hvilke, der giver støttekroner.

Også trends i samfundet har selvsagt en betydning – har man en plan om at leve af sin kunst, vil man måske idag tage temaer om som klima, feminisme etcetera, for at tækkes de strømninger, der ligger i tiden. Eller man vil indrette sin kunst, så den kan hænges op på væggen i et direktionskontor, en kantine eller et uddannelsessted, uden at skurre mod ledelsens og medarbejdernes holdninger og følelser.

En sådan kunst er vel næppe andet end et statussymbol eller et møbel. På samme måde som et popnummer som oftest ikke rummer megen værdi som musik i sig selv. Det kan måske bruges til noget, at danse til, spilles i baggrunden, kalde nogle minder frem, men først og fremmest må det helst ikke provokere, ikke overraske for meget, ikke fremkalde nye tanker hos lytteren, som helst skal slappe af intellektuelt og føle sig hjemme i genren.

Ikke dermed sagt, at kunst skal provokere for provokationens skyld – og hvornår gør den også det, kunne man så spørge, alt efter, hvor meget, der skal til, før man bliver provokeret. Men kunst skal gerne formidle en form for sandhed på en ny måde, lægge nye vinkler på sit emne, og skulle sandheden så være provokerende for nogle – og det er den ofte – så er det sådan, det må være.

Dette står i modsætning til det kommercielle ”kunst”-syn, der findes hos større pladeselskaber, forlag etcetera. De har selvsagt og har altid haft profit for øje, hvorfor kun kunstnere, der allerede er slået igennem eller ”artister”, som er villige til at skabe værker, som passer ind i en allerede eksisterende populærkultur, slipper igennem nåleøjet til udgivelse. At de så samtidig snylter på kunstnerne og har formået at kommercialisere piratkopiering i form af diverse internet-tjenester, som kunstnerne selv modtager nærmest intet for at levere materiale til, er en anden sag.

Den betydningsfulde kunst skabes som oftest af dem, som fører deres egne idéer ud i livet, ikke af dem, som følger efter. De kunstnere, som finder deres egne tankegange og metoder, gør emnerne til deres egne. Og de er vel, da de hverken tager hensyn til markedet eller synspunkterne inden for deres kunstarts snævre cirkler, de sande amatører, uanset om de tjener 0 eller millioner. Det kræver mod, integritet og vilje at stå fast på sine idéer og vide, hvilke nye, man skal tage til sig. Men kun det resulterer i kunstværker, hvis værdi ikke lader sig gøre op i penge eller status og bare er og når de bliver sanset sender kuldegysninger ned ad ryggen på en.

Lidt om menneske- og samfundssyn

Humanist. Humaniora. Humanisme. Tilsyneladende skældsord blandt mange aktuelle debattører, synonyme med pladder, arbejdsløshed og svaghed. Alligevel – hvis et menneske- og livssyn ikke tager udgangspunkt i mennesket, det enkelte, hvad får vi så?

Det menneske- og samfundssyn, jeg i det følgende giver udtryk for er selvfølgelig basalt, og vil blive uddybet i, formoder jeg, samtlige fremtidige indlæg – så hvis du, kære læser, sidder og savner noget om eksempelvis flygtninge, djøficering, livskvalitet eller sund fornuft, så kommer det. Senere.

Jeg tilstår således hermed for verden og humanismens kritikere, at min grundlæggende ideologi, mit livs- og menneskesyn tager udgangspunkt i det enkelte menneske og dets muligheder. Og at jeg mener, at disse muligheder først er tilstede, når dette menneske nogenlunde uproblematisk kan få stillet sine basale behov – mad, drikke, søvn, bolig og en vis grad af tryghed. Og desuden, at menneskets gives tid, lærdom og mulig pleje for at kunne udfolde disse muligheder.

Med trygheden menes selvfølgelig også friheden til at mene, udtrykke og handle som man ønsker, uden man generer eller skader andre i nævneværdig grad uden repressalier. Hvad nævneværdig grad er, og hvem, der har ret til at føle sig forurettet (og handle på grundlag heraf), vender jeg tilbage til.

Jeg glæder mig i alle tilfælde over at leve og deltage i et samfund,hvor der lægges vægt på, at alle borgere kan få stillet deres basale behov, og har mulighed for uddannelse, lægehjælp samt frihed til at tænke, udtrykke sig, handle og forsamles efter egne tanker og ønsker. En historisk set ung samfundsform, opbygget af ildsjæle, som det kan være nødvendigt at værne om, før det er for sent.

Jeg glæder mig også over hjørnestenen i et åbent og tolerant samfund, demokratiet, med alle dets fejl og mangler, men også det skal der værnes om. Fordi de seneste 5-6 årtiers teknologiske udvikling har højnet tempoet i alle tilværelsens aspekter, er politik blevet en branche og en karriere på fuld tid, behovet for lovgivning er steget og mediedækningen er blevet hurtigere, mere flygtig og mere overfladisk.

Rådgivere og politikere kappes måske nok om vælgernes stemmer – men endnu mere om ved hjælp af spin, taktik, meningsmålinger og endnu mere udspekulerede metoder om at omgå og udnytte demokratiets love for istedet at opnå egen succés.

Demokratiets repræsentanter lytter derfor i dag kun sjældent til sine borgere, men i stedet til interessegrupper, virksomheder, tænketanke osv., og som følge heraf bliver den enkelte borger fremmedgjort. Dette giver klangbund for andre karrierebevidste politikere og synspunkter, hvis ideologiske grundlag er vrede, frygt og intolerance, som ikke er sene til at udnytte dette demokratiske vacuum til egen fordel.

Det er således de forurettede, de, der føler sig som ofre, de utrygge, som udgør vælgerbasen for disse såkaldt populistiske politikere. Så hvornår har man ret til at føle sig utryg? Er det, når man læser om et terrorangreb hundrede- eller tusindvis af kilometer væk? Hvornår skal man handle på sin forurettethed?

Jeg vil mene, at en af menneskets fornemste egenskaber er at kunne tøjle sin frygt, sin forurettethed og sin vrede, og jeg vil mene, at frygten kun er berettiget, hvis man selv er direkte truet – altså, hvis bomberne falder og patronerne flyver om ørerne på en eller hvis man bliver angrebet i en mørk gyde – for eksempel.

Jeg vil også mene, at så længe man selv har rigeligt – dvs. får stillet sine basale behov og har de fornødne muligheder til at skabe sig en tilværelse, man selv kan være tilfreds med – så har man ikke ret til at være forurettet eller vred over, at andre får stillet deres basale behov, i et vist omfang på ens regning via statslig omfordeling, altså skat.

Jeg har alt mulig respekt for dem, som alene eller i fællesskab har skabt virksomheder og organisationer, som har leveret fremragende produkter, nye tanker, gode idéer og væsentlige kulturelle input. Dem, som brænder for noget og vil skabe noget, hvad det så end er. Jeg er selv et af de mennesker, så heri ligger vel også nogen grad af selvrespekt.

Men det lader til, at mange virksomheder og mennesker istedet for gode produkter, tanker og input nærmere startes med henblik på økonomisk vinding. Pengene bliver endemålet, og ikke midlet til at skabe noget fantastisk, men nærmere til at købe noget nyt og basalt set unødvendigt, at opnå en status baseret ikke på viden, kunnen og personlighed, men på overfladisk økonomisk formåen.

Tidligere var det religionen, som af åbenlyse grunde truede humanismen – når mennesket sættes i centrum, dør Gud, så at sige. Totalitære ideologier har siden stået for nogle af de mest inhumane handlinger, massemord, krige og voldshandlinger. Og gør det stadig, og herved nærmer vi os, hvad det frihedselskende menneske skal holde øje med – massebevægelser, som på den ene eller anden måde sigter mod at begrænse den enkelte, som ikke vil gå i dialog med deres modstandere, som formidler sig selv som ofre og som appellerer til følelser, ikke til fornuften.

Og herved opstår demokratiets og dermed menneskets problem – skal man låne magthavernes øre, skal man enten være en del af systemet eller af en organisation, som larmer nok til, at de vil lytte. Mennesket alene bliver ikke hørt, men er tvunget til at lystre.

 

(og måske lige præcis derfor er jeg, personligt, ikke meget for at være medlem nogen steder – hold tanken fri og galden flydende)

Lidt om arbejdsløshed

”Det er nemmest at få et job, når man har et job”. Således lyder et snusfornuftigt ekko overalt på arbejdsmarkedet, i familien og blandt venner, og jeg har, som pt. arbejdsløs og med perioder med arbejdsløshed fordelt over de sidste ca. 10 år, hørt det masser af gange.

Sandheden er jo, at jeg også lige nu er arbejdsløs og på dagpenge, og det at afsløre sig som sådan er tilsyneladende frygteligt pinligt  – ikke fordi jeg selv opfatter det sådan, men fordi jeg jo som et veluddannet, fysisk og psykisk velfungerende eksemplar af menneskeracen i en del medmenneskers øjne har et formål og en identitet alene, nemlig det eller/og den, jeg opnår i kraft af mit arbejde.

Følgeligt stiller de spørgsmål ind til, hvad jeg så laver og hvad der nu skal ske. For et arbejde må man jo have, ellers er eller bliver man asocial, fattig – også på input fra andre mennesker og ikke mindst ude af trit med ”den virkelige verden” – som jo åbenbart udelukkende findes på arbejdsmarkedet. Og jeg har svært ved at besvare de spørgsmål, for jeg ved det ikke helt, selv om jeg har masser af idéer – og håber på, at en eller flere af dem kommer op at flyve.

Jeg vil ikke forsøge at fremstå som fejlfri i min jobsøgning. Jeg sætter alt for meget pris på ærlighed til at ville blæse mine erfaringer og kvalifikationer op til, at jeg er en mester på alle mulige områder. Jeg afskyr mode for meget til, at disruption, ”work smarter” eller lignende business/management-bullshit indgår i mit vokabular som andet end et objekt for sarkastiske angreb.

Måske er jeg blandt andet derfor for dårlig til at spille spillet og fortælle de historier, HR-afdelingen gerne vil høre. Måske er jeg bare for lidt konkurrencemenneske.

Og så jeg tror ikke på, at Netto eller lignende vil have stor glæde af at have mig siddende i kassen eller gående på lageret – og med mindre jeg helt undlader at gøre opmærksom på min lange uddannelse og generelle baggrund, så tror de det heller ikke selv. Og så kan jeg vel heller ikke være bekendt at tage sådanne ufaglærte stillinger fra nogen, der virkeligt har brug for dem.

Omend netop websitet her gerne skulle være en indgang til arbejdsmarkedet i en eller anden form, så vil nogen opfatte min sensationelle afsløring af min arbejdsløshed som kontraproduktiv i forhold til en ny eller fortsat tilknytning til arbejdsmarkedet. Dérhen er samfundet kommet, hvor nogle – men langt fra alle – opfatter selve arbejdsløsheden som værende en hindring for at komme i arbejde.

Arbejdsløse bliver i medierne af nogle politikere og kommentatorer – primært af borgerlig observans – beskrevet som dovne, nassende klynkere, og sådan én vil vel ingen fornuftig leder ansætte. At kritikken så samtidig kommer fra folk, der intet mangler og alligevel vil have mere og betale mindre i skat, får den blot til at klinge endnu mere hult i mine ører.

Den retorik har nu ikke den store indflydelse på min dagligdag. Jeg kan sagtens finde på noget at bruge min tid på – heriblandt jobsøgning – og har en passende grundfæstet identitet som alt muligt andet end min titel og arbejdsfunktion – mest af alt bare som mig. Jeg tror ganske ukueligt på mig selv og det, jeg laver, uanset om der er 2 eller 2 millioner, der læser, lytter eller kigger med. Og hvis jeg ikke gør det, hvem skulle så?

Men det er alligevel nemmere at besvare spørgsmålet ”hvad laver du så?” med en eller anden position på arbejdsmarkedet, for er man arbejdsløs, følger uddybende, trættende spørgsmål: ”Hvordan kan det være? Hvad har du lavet? Er du blevet fyret? Sagde du selv op?”.  Og givet at de fleste af os har jobs, som er enten relativt trivielle og uinteressante eller meget fagspecifikke er arbejdet ikke nødvendigvis det mest interessante samtaleemne.

Men det er mindre problemer. Det føles faktisk OK at være arbejdsløs i det omfang det lader sig gøre at få økonomien til at hænge nogenlunde sammen. Ledighedsstress, depression og lignende psykiske skavanker har jeg ikke oplevet. Men jeg har oplevet dagpengelovgivningen, bureaukratiet, jobsøgningskurser, uendelige ligegyldige møder etcetera etcetera. Og en mild grad af fordømmelse fra dele af omgivelserne.

Derfor forstår jeg så udmærket, hvordan det kan være svært for nogle af de andre, der er i min situation at ignorere alt den meningsløshed, dette håbløse ressourcespild, respektløse og nedgørende kommentarer fra arrogante sagsbehandlere med sminkede statistikker og private ”anden aktør”er  med skarpt fokus på egen vinding.

Alt sammen noget, som i vid udstrækning har været beskrevet i pressen. Og der er da sket forbedringer de sidste 10 år, de mest menings- og frugtesløse regler og kurser er blevet luget ud.

Men så meget er der heller ikke sket. Dagpengeloven vokser endnu og har nået 29831 sider. Systemet koster stadig milliarder. Folk på begge sider af bordet er stadig helt opmærksomme på, hvor meningsløse, deres respektive indsatser er. Der bliver jo ikke flere jobs af, at de arbejdsløse sender flere ansøgninger. Ikke færre cand. mag.’er, flere ingeniører og håndværkere og færre ufaglærte uanset, hvad der diskuteres henover skrivebordet.

Men dette indlæg skal ikke være en opdateret og revideret udgave af Dagpengeland eller endnu  en personlig beretning om, hvor forfærdeligt og uværdigt det hele er. Såfremt arbejdsløshed retorisk skal behandles  og opfattes som en forbrydelse – og det bliver den tit – så har jeg, samfundets indretning, diverse konjukturer, almindeligt held og uheld og en del andre faktorer i en stor sammenblanding formodentlig skylden for lige præcist min arbejdsløshed.

Ligesom de fleste andre i min situation, for jeg har endnu til gode at møde en arbejdsløs, som ikke gerne vil i arbejde. Muligvis som noget ganske bestemt og uopnåeligt, men ikke desto mindre. Men hvorfor skulle folk ikke forfølge deres drømme og have lov til det?

Således er dette indlæg derimod en opfordring til dem, som er i en situation, der ligner min – og også til dem, som har et arbejde og måske gerne vil noget andet på et tidspunkt:

Brug tiden på at blive bedre til noget, der giver mening for jer – uanset omgivelsernes eventuelle manglende forståelse. Men også noget, som går udover jeres egen næsetip og havegang – hvadenten det er alment eller/og fag- eller kulturspecifikt.

Ikke mindst er det et opråb til de politikere, parter og meningsdannere, som har skabt og har indflydelse på hele systemet omkring arbejdsløshed – dagpenge, kontanthjælp, arbejdsmarkedet som helhed:

I dag forekommer en del jobs de ansatte mere eller mindre meningsløse – fordi de bruger mere tid på andre opgaver – registrering mv. – end deres faglige kerneområder eller fordi ingen kan eller vil forklare dem, hvorfor deres arbejde er vigtigt udover arbejdsgiverens behov for økonomisk vinding og virksomhedens/mellemlederens positions fortsatte beståen.

Lugede man lidt ud i ledelseslagene, registreringerne og forbedringsafdelingerne, ville der muligvis være færre jobs – men de, der var tilbage ville næppe minde om et beskæftigelsesprojekt, der er kørt af sporet. Derfor kunne man måske af denne vej få begrænset bullshit-møderne og stress-epidemien og til glæde for alle få det meningsfulde tilbage i arbejdet.

Herudover er jobsikkerheden faldet, imens der bliver flere og flere løstansatte freelancere, daglejere, clickworkere, medlemmer af prekariatet.

Alt tyder på, at denne udvikling vil fortsætte, samtidig med at vi går den såkaldte fjerde industrielle revolution i møde, hvor robotter og anden teknologi i stor udstrækning forodentligt vil begrænse behovet for menneskelig arbejdskraft.

Således kan arbejdsløshed meget vel blive en del af dagligdagen for mange, og derfor risikerer systemet af idag at blive overbelastet af mange arbejdsløse og yderligere af den stress, der følger med frugtes- og meningsløse arbejdsopgaver dikteret af en symbolpolitik, udarbejdet på grundlag af sminkede statistikker, uden sammenhæng med virkeligheden.

Derfor vil der være brug for radikale ændringer – et simplere system, som tager hensyn til den enkelte arbejdsløse og giver handlemuligheder til den enkelte sagsbehandler. Et system, som også giver rettigheder til dem, som er løstansatte, og som giver bedre mulighed for den enkelte til at skabe sit eget job og udnytte sine evner bedst muligt.

Konsekvensen af større arbejdsløshed som følge af teknologi vil ubetvivleligt være større ulighed , rigdommene vil – hvis man ikke globalt laver helt om på monopol- og patentlovgivningen – i langt højere grad gå til de virksomheder, der producerer den teknologi, der erstatter den menneskelige arbejdskraft. Ulighed i sig selv er muligvis ikke et stort problem, men bliver den så stor, at nogle ganske få ejer langt det meste og får lov til det, stiger risikoen for ufred, revolutioner og anden ballade med tragisk udkomme.

Som altid ved revolutioner – også industrielle – er der ofre blandt institutionerne, og de traditionelt stærke europæiske fagforeninger er i høj grad truet på deres eksistensgrundlag, da deres indflydelse begrænses af dels mere løse ansættelser og dels af, at teknologi erstatter den menneskelige arbejdskraft, de traditionelt repræsenterer.

Således står arbejdsmarkedet og arbejdsløshedsforsikringen overfor store forandringer – og netop blandt fagforeningerne er der ganske megen modstand mod såvel robotisering som borgerløn – da begge dele er med til at sende fagbevægelsen væk fra sin hjemmebane, det traditionelle arbejdsmarked med fastansatte medarbejdere. Så kan det blive spændende at se, om fagbevægelsen kan følge med tiden, eller om nye foreninger kommer til for at sikre rettigheder for en stadig bredere og mere mangfoldig gruppe af arbejdstagere.

I mine øjne kunne borgerløn under en eller anden form være en udmærket løsning  – fordi bureaukratiet og meningsløsheden spares væk, og stat og arbejdsgiver ikke længere kan udnytte gratis eller støttet arbejdskraft. Man eksperimenterer da også med det flere steder, men konceptet er endnu for uafprøvet (ikke for nyt, for idéen har eksisteret de sidste 50-100 år) til at jeg vil lægge mig fast på en bestemt løsning – som jo også skal financieres.

Arbejdsmarkedet er således under stor forandring – og der er stadig meget, jeg slet ikke har nævnt – globalisering f.eks. Så er spørgsmålet så, om arbejdet er så helliggørende, som konsensus dikterer for tiden – også det kan diskuteres. Og det er det vel kun, hvis det er meningsfuldt, hvis den enkelte føler, han eller hun gør en forskel for andre.

Så derfor, kære magthavere, budskabet skal jo kunne koges ned til en facebook-status, 30 sekunders TV-Avis-indslag eller lignende, for at I forstår det: Gør systemet simpelt og menneskeværdigt for både medarbejdere og klienter, appellér til vælgernes medmenneskelighed og gavmildhed istedet for deres vrede og griskhed. Borgerløn kan vel godt financieres, hvis man fortsætter med de nuværende dagpengeperioder, i øvrigt lukker systemet og bruger de sparede midler på uddannelsesmuligheder, f.eks.

Og hvis der så skulle sidde en enkelt derude, som kan bruge sådan én som mig, der kan skrive et indlæg som ovenstående i løbet af en god times tid … Så er jeg helt og aldeles tilgængelig for jobtilbud!

Lidt om lidt om

Hvornår noget er meget eller lidt er individuelt fra person til person. For en milliardær er en million bare en af ud af tusind, for den fattige er det opfyldelse af basale behov i en menneskealder og en mulighed for at leve et acceptabelt liv.

Når en stor del af mine blogindlægs titel begynder med ”lidt om”, så vil nogle formodentlig opfatte det som falsk beskedenhed (for det var da godt nok langt, ikke?) og andre mene, at det er tilpas, og endnu andre måske mene, at det emne kunne han da bruge langt mere spalteplads på.

Det er jo heller ikke sådan, at alle indlæg er lige lange, så opfattelsen vil nok variere fra indlæg til indlæg.

Men hvorfor så ”lidt om”?

Jeg har tidligere haft en idé om at sammenfatte en del af mine idéer (politiske, filosofiske, kulturelle osv.)  i bogform, men under arbejdet med denne faldt det mig ind, at det er utroligt nemt at miste fokus og bevæge sig ud af en eller anden tangent, blande alt for mange begreber og idéer sammen og ultimativt forvirre både sig selv og sin læser. Hvilket jo ikke var målet til at begynde med.

Derfor er det at skrive ”lidt om” et emne, typisk som en slags essay, en måde, hvorpå jeg kan holde fokus på emnet – hvilket virker som om, det er meget besværligt mange steder  i den offentlige debat. Samtidig er ”lidt om” også en mulighed for mine læsere til at fokusere på de emner, der har deres interesse (blogindlæg kan jo f.eks. kategoriseres ud fra emner ved hjælp af snedig moderne teknologi).

Om lidt (og måske lidt til) vil det blive klart, at disse indlæg kan handle om nærmest alle emner  og jeg har en lang liste af idéer til emner, jeg gerne vil skrive noget om. Noget som er klogt, originalt og indsigtsfuldt, tankevækkende og filosofisk, nytænkende og revolutionerende. Hvorvidt jeg formår just dette vil jeg dog i al beskedenhed overlade til mine læsere at besvare.

(ps. Og herved slutter de procesorienterede indlæg vedrørende frank-e.dk indtil videre)

Lidt om at lave et (dette) website

Som medieuddannet kan jeg ikke lade være med at tænke over, hvordan mit website skal være – hvordan det skal se ud, og hvad, det skal indholde. Jeg kender udmærket til de anbefalinger, diverse kloge og erfarne hoveder kommer med med hensyn til design – som jeg ikke er så god til – indlæg og teksters længde og struktur, nyhedstrekanten og ikke mindst websitets fokus. Og en hel masse andet.

Disse er gode regler, hvis man har en virksomhed og et udelt kommercielt fokus for øje – fang kundens opmærksomhed og få ham eller hende til at købe noget, AIDA-modellen etcetera, som alle unge handelselever introduceres til for tiden.

Jeg er imidlertid ikke bare en virksomhed, og selv om kommerciel og økonomisk succés ville være herligt, så er det jo mig selv og mine kreationer, jeg sælger. Min personlighed, min sjæl om man vil, er og skal være med i det, og jeg må således give køb på en del af det kommercielle fokus, men får derved muligheden for at være ærlig og dermed troværdig – egenskaber, jeg – blandt andre – sætter stor pris på.

For heri ligger det første dilemma: Dette er både et personligt website, hvor jeg argumenterer for mine synspunkter og demonstrerer mine kreative kundskaber i form af en blog og sider tilegnet eksempelvis  musik og litteratur fra min hånd og hjerne – og en indgang til, at andre gerne skulle bruge mine evner, talenter og min viden mod betaling, og en indgang til samarbejde og interessefælleskab med ligesindede – med kommercielt fokus eller uden.

Derfor er det langt fra sikkert, at jeg vil følge alle regler til punkt og prikke – selv om jeg kender dem og har arbejdet med og undervist i markedsføring, blandt andet på web.

Jeg planlægger f.eks., at bloggen skal rumme en lang serie tekster med titler, som begynder med ”lidt om” – og gør mig derfor muligvis skyldig i falsk beskedenhed, da deres længde nok som minimum vil være som dette første indlæg. Små essays, anmeldelser, mindre reportager og lignende vil således finde vej til bloggen og, håber jeg, sidenhen, til dig, kære læser.

Naturligvis har jeg også gjort mig overvejelser om at lave flere websites, som hver især dækker mine forskellige interesser og evner, noget personligt, noget skriveri-orienteret, noget musik-orienteret, noget journalistik-orienteret. Og det kunne der måske være en mening med, hvis jeg udelukkende satsede på et område.

Men det gør jeg ikke – jeg holder af variation i min dagligdag og ser strukturelle sammenhænge mellem tekst, web, journalistik, filosofi og musik, som måske ikke alle er opmærksomme på. Og derfor er frank-e.dk, som det er. Under stadig forandring.

(og ja, dette skilt fra det verdensomspændende edderkoppespinds barndom er et ynkeligt forsøg på at være morsom.)