Lidt om statens indre marked

EUs indre marked blev oprettet i 1993, med grundlag i tankerne om fri bevægelighed for varer, for personer, for tjenesteydelser og for kapital. Markedet blev således befriet for størstedelen af de nationale særregler, grænserne blev mere åbne og virksomheder kunne – og kan – byde ind på opgaver i hele den Europæiske Union, ligesom investeringer, køb og salg langt mere gnidningsfrit kunne og kan foregå henover landegrænser internt i EU.

Ideologisk set er det indre marked selvfølgelig udtryk for en økonomisk liberalisme, hvor færre regler og mere magt til markedets mekanisme medfører mere og friere konkurrence, som i dette tilfælde, jævnfør ideologien, har medført på mange måder bedre produkter, større velstand, og i øvrigt også mere kendskab og forståelse de enkelte EU-lande og –borgere imellem.

Dette er ikke så overraskende – den liberalistiske markedstankegang fungerer på et frit marked, hvor varer og ydelser lader sig klart definere: Hvor langt skal en bil køre på literen, hvad skal en maskine kunne, hvilke helt konkrete arbejdsopgaver skal løses (og hvornår), for at en bygning bliver bygget.

At denne konkurrence også har negative konsekvenser som monopoldannelser og centralisering med deraf følgende demografiske problemer, kriminalitet på tværs af landegrænser og social dumping er straks en anden sag. Og her er det selvfølgelig EUs politikere og embedsmænd, der skal sørge for at holde markedet frit og afbøde de negative konsekvenser.

Statens indre marked

I den offentlige sektor har man imidlertid også ladet sig influere af liberalismen og markedstankegangen. New Public Management var det nye, nu skulle dovenskab, skrankepaveri, slendrian og korruption udryddes med centraliseret styring og et internt marked med fri konkurrence i staten og mellem offentlige og private aktører.

Således er de offentlige ydelser gennem de seneste 3 årtier blevet defineret og standardiseret, sat på formel og i regneark, og de statslige og private aktører, som bedst lever op til krav og standarder er blevet præmieret ved deres fortsatte eksistens.

Der er imidlertid en grund til, at de offentlige kerneydelser netop hører under det offentlige: De vedrører borgerne – fejlbarlige mennesker med alle vores drømme, følelser, idiosynkrasier og alt det, det indebærer at være menneske. Det er derfor umuligt fra centralt hold at definere, hvad det enkelte menneske ønsker af service. Det er umuligt fra centralt hold at tage hensyn til den enkeltes specifikke muligheder, talenter, viden, behov og egenskaber generelt.

Når man ikke engang kan styre noget så – i sammenligning med den offentlige sektor som helhed – simpelt som et fodboldhold med definitioner og statistik, hvorfor skulle det så virke at forsøge at gøre det? Og hvem skulle det virke for, andre end dem, der laver definitionerne?

Forestil dig, hvordan et fodboldhold ville spille, hvis træneren ikke var tilstede eller ikke havde nogen autoritet. Holdet sættes efter forskellige, testbare parametre – fysiske, fodboldtekniske, taktiske. Motivation og lederskab, hensyntagen til den enkelte spiller bruger man selvsagt ikke. Og spiller holdet dårligt og taber, får spillerne skylden, samtidig med, at man overfor offentligheden på den ene side hænger spillerne ud, på den anden side på den eleganteste måde ytrer, at holdet lever helt op til de krav, definitioner og standarder, man har nedskrevet inden sæsonen – og er en stor succés, meget bedre end tidligere.

Når uddannelse, sundhed, infrastruktur, politi og militær gennem århundreder har ligget i offentligt regi, er det fordi deres ydelser ikke lader sig klart definere. De ændrer sig med tiden og med den enkelte, særegne situation, enhver kontakt mellem borger og institution, menneske og menneske, udgør.

Denne kontakt er blevet formaliseret og standardiseret, for det første med det ønske, at private aktører også kan byde ind på disse traditionelt offentlige ydelser, siden også med henblik på at kunne sammenligne, effektivisere og spare – og dermed lede den offentlige sektors arbejdsområder som private virksomheder, fabrikker, som leverer en klart defineret ydelse til borgeren. En ydelse, der kan måles og vejes og opgøres og sammenlignes. Altså bortset fra, at det kan den ikke.

Med denne varegørelse af den offentlige service og den interne konkurrence i det offentlige, må de enkelte institutioner også reklamere for deres ydelser – fordi ydelserne nødvendigvis ikke alene skal bruges, men også promoveres for at sikre fortsat offentlig financiering. Reklamen er selvfølgelig som genre ekstremt utroværdig, forherliger ydelsen  og udelader eventuelle mangler. Således bliver borgere ofte skuffet, når de møder det offentlige, og de mister dermed troen på, at deres skattekroner går til noget godt og fornuftigt.

Denne usandfærdige reklameren for det offentliges ydelser fortsætter i politikernes valgkampagner, hvor resultater forherliges og fejltagelser forties eller tørres af på politiske modstandere. Denne utroværdighed er med til at skabe politikerlede og mistro til den offentlige sektor.

Hvem arbejder de for?

Når en borger er i kontakt med en institution indenfor det offentlige system, ønsker han eller hun svar på sine spørgsmål og løsninger på sine problemer. Meget heraf kan løses af borgeren selv, da den offentlige sektors institutioner har oplysende hjemmesider, foldere o.l. Det er imidlertid ikke alle spørgsmål, der kan besvares ved en simpel internetsøgning, ikke alle problemer, der kan løses af borgeren selv.

De ydelser, den offentlige sektor står for, er i mange tilfælde personlige, og kræver personlig kontakt – lægehjælp, uddannelse og vejledning, f.eks. Herudover er samfundet idag så kompliceret opbygget, at tvivl ofte optræder hos den enkelte borger, hvorfor personlig kontakt er nødvendig. Og det er, selvsagt, den kontakt, som er det væsentlige i borgerens oplevelse af den offentlige service.

Borgeren forventer nemlig, forståeligt nok, at den offentligt ansatte arbejder i borgerens tjeneste. Er der for at hjælpe, forklare, besvare og gøre den opgave, hans eller hendes titel foreskriver: Læreren underviser, lægen behandler, politimanden fanger forbrydere, f.eks.

Problemet hermed er bare, at det, man i embedsmandsjargon idag kalder for ”frontpersonel” ikke arbejder for borgeren. De arbejder for deres arbejdsgiver, staten, kommunen, regionen – og med den centraliserede, rigide, statistiske styring, som i dag er synligt tilstede i alle aspekter af dette frontpersonels arbejdsopgaver

Vi ved, at lægen har fået besked på at spørge om vores livsstil, selv om den lidelse, vi kommer med, slet ikke er relateret til livsstil. Vi kan mærke, at sundhedspersonel slet ikke er optaget af os som patient og den samtale, vi er ved at føre med dem, men er ved at dokumentere og føre journal. Vi ved, at vores børns pædagoger og lærere også skal dokumentere, at de opfylder krav (er eksamen ikke nok?) og laver detaljerede læreplaner, som eleverne ikke selv kan læse – og som alligevel ændrer sig med eleven, klassen og skolen. Vi ved, at politifolk skal dokumentere og registrere og bruge tid på eksempelvis symbolsk grænsekontrol, samtidigt med, at en så relativt voldsom forbrydelse som et indbrud ofte slet ikke efterforskes. Politikken og ledelsen står langt over borgerens behov.

Og det er blot de områder, som der rapporteres om i pressen, fordi de angår os alle sammen, og ikke bare de svage, som ikke har den fornødne gennemslagskraft – det er helt sikkert ikke bedre for psykisk syge, flygtninge og fattige. Nærmere værre.

Noget andet, som er helt klart, er, at offentligt ansatte ikke fyres for udygtighed og mangel på evne til at løse deres kerneopgaver: Borgere kan klage over lærere, læger, ledere, sagsbehandlere og pædagoger for evigt, men først når den offentligt ansatte misvedligeholder sine statistikker, udtaler sig negativt eller lyver overfor sin arbejdsgiver, falder hammeren.

Den offentligt ansatte arbejder altså for sin arbejdsgiver. Det er ikke så underligt, men det er ikke det, vi som (skatte)borgere retteligt forventer og ønsker. De seneste 30 års New Public Management har blot gjort det mere tydeligt for os, når vi kommunikerer med det offentlige. Mere tydeligt, at skrankepaverne blot er flyttet et niveau op, og at den dovenskab og slendrian, som før var fysisk og reel nu i stedet er intellektuel og trives iblandt en ledelseselite, som stedse bekræfter hinanden i deres egen og deres metoders ufejlbarlighed.

Og at frontmedarbejderne nu blot er indflydelses- og dermed ansvarsfrie kastebolde mellem (politiske) ledere og borgere. Hvilket, givet at deres uddannelse og faglige motivation kvalificerer dem til at have indflydelse og ansvar, næppe er tilfredsstillende for dem og giver dem incitament til at yde deres bedste. De af dem, der får indflydelse lokalt, bliver blot kastebolde i skærsilden mellem den centraliserede øverste ledelse og medarbejderne.

Dovne, det er ledelsen helt sikkert ikke i deres systematiserede kaosverden af KPI’er, regneark, definitioner og tal. En verden, hvis sammenhæng med virkeligheden gang på gang udfordres: Af milliarddyre IT-systemer, ikke indkøbt eller udtænkt af brugere og IT-folk, men af embedsmænd og politikere. Af offentlige udflytninger, hvor medarbejderne ikke bliver spurgt. Af skolereformen, af dagpengeloven, af flygtningestyrelsen, af psykiatrien, listen er endeløs. Men fart på reformerne og karrieren, det er der.

Hvad skal vi så?

Statens indre marked er udtryk for økonomismens indtog på områder, som ikke lader sig styre økonomisk – af tal og regneark. Den rigide styringen gøres til årsag til de positive resultater, og skylden for negative konsekvenser lægges på alle andre. Freakonomics, hvilket betegner konklusioner, som kun hænger sammen statistisk, men reelt skyldes tilfældige datasammenfald, er relevant at nævne her.

Skal vi genoprette borgerens tiltro til det offentlige system og til politikerne, må vi give ansvaret tilbage til dem, det retteligt tilhører: Institutioner og fagpersoner, som har den faglige ekspertise, der skal til for at prioritere og løse deres opgaver bedst muligt.

Vi må sikre, at vidensudveksling foregår institutioner og fagpersoner imellem, baseret på de værktøjer, der bliver brugt på det givne fagområde, og ikke, som nu, på økonomiske præmisser, som ikke egner sig på det givne fagområde. Vi må sørge for, at frugtbart samarbejde er væsentligere end destruktiv konkurrence.

Mere konkret skal der luges ud i mellemlederlag og konsulenter uden den nødvendige faglige baggrund. Embedsfolk og ledelse skal have en frisk baggrund inden for de fag, de beskæftiger sig med, og kun de rent økonomiske forhold – budgetter osv. varetages af økonomer.

Så mange som muligt skal beskæftige sig med kerneydelsen istedet for en hær af kommunikationsmedarbejdere, ledere, viceledere, coaches og vejledere – og selv disse skal ikke lede eller kommunikere på fuld tid, men derimod samtidigt arbejde inden for deres fagområdes kerneopgaver.

Mængden af skemaer, der skal udfyldes af frontpersonel skal begrænses til dem, der er væsentlige for udførelsen af deres opgave –karakterblade, udtalelser, patientjournaler, mødereferater etc.

Styrelser, ministerier og ledere skal ikke længere kunne kræve digre rapporter, men istedet bede om dem hos – gerne tilfældigt udvalgte – uafhængige forskere, hvis kerneydelse det netop er at levere uafhængig, velunderbygget og fornuftsbaseret forskning.

Alle skal kort sagt gøre det, de er bedst til. Istedet for, at en enkelt tankegang – den økonomiske – inficerer alle andre fagområder, med uhensigtsmæssige strukturer og dårlige resultater tilfølge.

Sådan kan vi genskabe tiltroen til den offentlige sektor og til de folkevalgte politikere bag. Sådan kan vi genskabe motivationen og kaldet hos vores velfærdssamfunds væsentligste medarbejdere. Til langt de flestes bedste.

Det indre marked virker for det, som klart kan defineres. Det kan kun få af de offentlige serviceydelser.

Én kommentar til “Lidt om statens indre marked”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *