pov.international

Jeg har fornyligt skrevet et par indlæg til POV (Point of View) International – fordi jeg selvfølgelig gerne ser, at mine skriverier når et lidt bredere publikum. Så læs med. Det er et godt site, hvor mange interessante tanker og emner, som måske ikke altid når de etablerede medier, florerer på et generelt højt abstraktionsniveau. Hjemsted for gode debatter og alt fra madopskrifter over poesi til sexologi.

Mine bidrag:

Lidt om statens indre marked

EUs indre marked blev oprettet i 1993, med grundlag i tankerne om fri bevægelighed for varer, for personer, for tjenesteydelser og for kapital. Markedet blev således befriet for størstedelen af de nationale særregler, grænserne blev mere åbne og virksomheder kunne – og kan – byde ind på opgaver i hele den Europæiske Union, ligesom investeringer, køb og salg langt mere gnidningsfrit kunne og kan foregå henover landegrænser internt i EU.

Ideologisk set er det indre marked selvfølgelig udtryk for en økonomisk liberalisme, hvor færre regler og mere magt til markedets mekanisme medfører mere og friere konkurrence, som i dette tilfælde, jævnfør ideologien, har medført på mange måder bedre produkter, større velstand, og i øvrigt også mere kendskab og forståelse de enkelte EU-lande og –borgere imellem.

Dette er ikke så overraskende – den liberalistiske markedstankegang fungerer på et frit marked, hvor varer og ydelser lader sig klart definere: Hvor langt skal en bil køre på literen, hvad skal en maskine kunne, hvilke helt konkrete arbejdsopgaver skal løses (og hvornår), for at en bygning bliver bygget.

At denne konkurrence også har negative konsekvenser som monopoldannelser og centralisering med deraf følgende demografiske problemer, kriminalitet på tværs af landegrænser og social dumping er straks en anden sag. Og her er det selvfølgelig EUs politikere og embedsmænd, der skal sørge for at holde markedet frit og afbøde de negative konsekvenser.

Statens indre marked

I den offentlige sektor har man imidlertid også ladet sig influere af liberalismen og markedstankegangen. New Public Management var det nye, nu skulle dovenskab, skrankepaveri, slendrian og korruption udryddes med centraliseret styring og et internt marked med fri konkurrence i staten og mellem offentlige og private aktører.

Således er de offentlige ydelser gennem de seneste 3 årtier blevet defineret og standardiseret, sat på formel og i regneark, og de statslige og private aktører, som bedst lever op til krav og standarder er blevet præmieret ved deres fortsatte eksistens.

Der er imidlertid en grund til, at de offentlige kerneydelser netop hører under det offentlige: De vedrører borgerne – fejlbarlige mennesker med alle vores drømme, følelser, idiosynkrasier og alt det, det indebærer at være menneske. Det er derfor umuligt fra centralt hold at definere, hvad det enkelte menneske ønsker af service. Det er umuligt fra centralt hold at tage hensyn til den enkeltes specifikke muligheder, talenter, viden, behov og egenskaber generelt.

Når man ikke engang kan styre noget så – i sammenligning med den offentlige sektor som helhed – simpelt som et fodboldhold med definitioner og statistik, hvorfor skulle det så virke at forsøge at gøre det? Og hvem skulle det virke for, andre end dem, der laver definitionerne?

Forestil dig, hvordan et fodboldhold ville spille, hvis træneren ikke var tilstede eller ikke havde nogen autoritet. Holdet sættes efter forskellige, testbare parametre – fysiske, fodboldtekniske, taktiske. Motivation og lederskab, hensyntagen til den enkelte spiller bruger man selvsagt ikke. Og spiller holdet dårligt og taber, får spillerne skylden, samtidig med, at man overfor offentligheden på den ene side hænger spillerne ud, på den anden side på den eleganteste måde ytrer, at holdet lever helt op til de krav, definitioner og standarder, man har nedskrevet inden sæsonen – og er en stor succés, meget bedre end tidligere.

Når uddannelse, sundhed, infrastruktur, politi og militær gennem århundreder har ligget i offentligt regi, er det fordi deres ydelser ikke lader sig klart definere. De ændrer sig med tiden og med den enkelte, særegne situation, enhver kontakt mellem borger og institution, menneske og menneske, udgør.

Denne kontakt er blevet formaliseret og standardiseret, for det første med det ønske, at private aktører også kan byde ind på disse traditionelt offentlige ydelser, siden også med henblik på at kunne sammenligne, effektivisere og spare – og dermed lede den offentlige sektors arbejdsområder som private virksomheder, fabrikker, som leverer en klart defineret ydelse til borgeren. En ydelse, der kan måles og vejes og opgøres og sammenlignes. Altså bortset fra, at det kan den ikke.

Med denne varegørelse af den offentlige service og den interne konkurrence i det offentlige, må de enkelte institutioner også reklamere for deres ydelser – fordi ydelserne nødvendigvis ikke alene skal bruges, men også promoveres for at sikre fortsat offentlig financiering. Reklamen er selvfølgelig som genre ekstremt utroværdig, forherliger ydelsen  og udelader eventuelle mangler. Således bliver borgere ofte skuffet, når de møder det offentlige, og de mister dermed troen på, at deres skattekroner går til noget godt og fornuftigt.

Denne usandfærdige reklameren for det offentliges ydelser fortsætter i politikernes valgkampagner, hvor resultater forherliges og fejltagelser forties eller tørres af på politiske modstandere. Denne utroværdighed er med til at skabe politikerlede og mistro til den offentlige sektor.

Hvem arbejder de for?

Når en borger er i kontakt med en institution indenfor det offentlige system, ønsker han eller hun svar på sine spørgsmål og løsninger på sine problemer. Meget heraf kan løses af borgeren selv, da den offentlige sektors institutioner har oplysende hjemmesider, foldere o.l. Det er imidlertid ikke alle spørgsmål, der kan besvares ved en simpel internetsøgning, ikke alle problemer, der kan løses af borgeren selv.

De ydelser, den offentlige sektor står for, er i mange tilfælde personlige, og kræver personlig kontakt – lægehjælp, uddannelse og vejledning, f.eks. Herudover er samfundet idag så kompliceret opbygget, at tvivl ofte optræder hos den enkelte borger, hvorfor personlig kontakt er nødvendig. Og det er, selvsagt, den kontakt, som er det væsentlige i borgerens oplevelse af den offentlige service.

Borgeren forventer nemlig, forståeligt nok, at den offentligt ansatte arbejder i borgerens tjeneste. Er der for at hjælpe, forklare, besvare og gøre den opgave, hans eller hendes titel foreskriver: Læreren underviser, lægen behandler, politimanden fanger forbrydere, f.eks.

Problemet hermed er bare, at det, man i embedsmandsjargon idag kalder for ”frontpersonel” ikke arbejder for borgeren. De arbejder for deres arbejdsgiver, staten, kommunen, regionen – og med den centraliserede, rigide, statistiske styring, som i dag er synligt tilstede i alle aspekter af dette frontpersonels arbejdsopgaver

Vi ved, at lægen har fået besked på at spørge om vores livsstil, selv om den lidelse, vi kommer med, slet ikke er relateret til livsstil. Vi kan mærke, at sundhedspersonel slet ikke er optaget af os som patient og den samtale, vi er ved at føre med dem, men er ved at dokumentere og føre journal. Vi ved, at vores børns pædagoger og lærere også skal dokumentere, at de opfylder krav (er eksamen ikke nok?) og laver detaljerede læreplaner, som eleverne ikke selv kan læse – og som alligevel ændrer sig med eleven, klassen og skolen. Vi ved, at politifolk skal dokumentere og registrere og bruge tid på eksempelvis symbolsk grænsekontrol, samtidigt med, at en så relativt voldsom forbrydelse som et indbrud ofte slet ikke efterforskes. Politikken og ledelsen står langt over borgerens behov.

Og det er blot de områder, som der rapporteres om i pressen, fordi de angår os alle sammen, og ikke bare de svage, som ikke har den fornødne gennemslagskraft – det er helt sikkert ikke bedre for psykisk syge, flygtninge og fattige. Nærmere værre.

Noget andet, som er helt klart, er, at offentligt ansatte ikke fyres for udygtighed og mangel på evne til at løse deres kerneopgaver: Borgere kan klage over lærere, læger, ledere, sagsbehandlere og pædagoger for evigt, men først når den offentligt ansatte misvedligeholder sine statistikker, udtaler sig negativt eller lyver overfor sin arbejdsgiver, falder hammeren.

Den offentligt ansatte arbejder altså for sin arbejdsgiver. Det er ikke så underligt, men det er ikke det, vi som (skatte)borgere retteligt forventer og ønsker. De seneste 30 års New Public Management har blot gjort det mere tydeligt for os, når vi kommunikerer med det offentlige. Mere tydeligt, at skrankepaverne blot er flyttet et niveau op, og at den dovenskab og slendrian, som før var fysisk og reel nu i stedet er intellektuel og trives iblandt en ledelseselite, som stedse bekræfter hinanden i deres egen og deres metoders ufejlbarlighed.

Og at frontmedarbejderne nu blot er indflydelses- og dermed ansvarsfrie kastebolde mellem (politiske) ledere og borgere. Hvilket, givet at deres uddannelse og faglige motivation kvalificerer dem til at have indflydelse og ansvar, næppe er tilfredsstillende for dem og giver dem incitament til at yde deres bedste. De af dem, der får indflydelse lokalt, bliver blot kastebolde i skærsilden mellem den centraliserede øverste ledelse og medarbejderne.

Dovne, det er ledelsen helt sikkert ikke i deres systematiserede kaosverden af KPI’er, regneark, definitioner og tal. En verden, hvis sammenhæng med virkeligheden gang på gang udfordres: Af milliarddyre IT-systemer, ikke indkøbt eller udtænkt af brugere og IT-folk, men af embedsmænd og politikere. Af offentlige udflytninger, hvor medarbejderne ikke bliver spurgt. Af skolereformen, af dagpengeloven, af flygtningestyrelsen, af psykiatrien, listen er endeløs. Men fart på reformerne og karrieren, det er der.

Hvad skal vi så?

Statens indre marked er udtryk for økonomismens indtog på områder, som ikke lader sig styre økonomisk – af tal og regneark. Den rigide styringen gøres til årsag til de positive resultater, og skylden for negative konsekvenser lægges på alle andre. Freakonomics, hvilket betegner konklusioner, som kun hænger sammen statistisk, men reelt skyldes tilfældige datasammenfald, er relevant at nævne her.

Skal vi genoprette borgerens tiltro til det offentlige system og til politikerne, må vi give ansvaret tilbage til dem, det retteligt tilhører: Institutioner og fagpersoner, som har den faglige ekspertise, der skal til for at prioritere og løse deres opgaver bedst muligt.

Vi må sikre, at vidensudveksling foregår institutioner og fagpersoner imellem, baseret på de værktøjer, der bliver brugt på det givne fagområde, og ikke, som nu, på økonomiske præmisser, som ikke egner sig på det givne fagområde. Vi må sørge for, at frugtbart samarbejde er væsentligere end destruktiv konkurrence.

Mere konkret skal der luges ud i mellemlederlag og konsulenter uden den nødvendige faglige baggrund. Embedsfolk og ledelse skal have en frisk baggrund inden for de fag, de beskæftiger sig med, og kun de rent økonomiske forhold – budgetter osv. varetages af økonomer.

Så mange som muligt skal beskæftige sig med kerneydelsen istedet for en hær af kommunikationsmedarbejdere, ledere, viceledere, coaches og vejledere – og selv disse skal ikke lede eller kommunikere på fuld tid, men derimod samtidigt arbejde inden for deres fagområdes kerneopgaver.

Mængden af skemaer, der skal udfyldes af frontpersonel skal begrænses til dem, der er væsentlige for udførelsen af deres opgave –karakterblade, udtalelser, patientjournaler, mødereferater etc.

Styrelser, ministerier og ledere skal ikke længere kunne kræve digre rapporter, men istedet bede om dem hos – gerne tilfældigt udvalgte – uafhængige forskere, hvis kerneydelse det netop er at levere uafhængig, velunderbygget og fornuftsbaseret forskning.

Alle skal kort sagt gøre det, de er bedst til. Istedet for, at en enkelt tankegang – den økonomiske – inficerer alle andre fagområder, med uhensigtsmæssige strukturer og dårlige resultater tilfølge.

Sådan kan vi genskabe tiltroen til den offentlige sektor og til de folkevalgte politikere bag. Sådan kan vi genskabe motivationen og kaldet hos vores velfærdssamfunds væsentligste medarbejdere. Til langt de flestes bedste.

Det indre marked virker for det, som klart kan defineres. Det kan kun få af de offentlige serviceydelser.

Lidt om Cardiacs

Ouverture

”It’s raining snow”. Fra loftet regner det med en barberskumslignende substans – også på publikum, som forsangeren smører ud i ansigtet. Han slæber derefter ved øret guitaristen i retning af publikum, hentyder til ham som ”she” og skælder ham ud og latterliggør ham, fordi han havde en dårlig og smålummer idé til en sangtitel – og skubber ham derefter tilsyneladende brutalt væk.

Men istedet har de – bandet – skrevet en sang om kærlighed – dyb, inderlig kærlighed. Publikum jubler på opfordring. ”Shout love”, smil, venlig attitude. Publikum råber tilbage. ”I want you to kiss eachother”. Attituden ændrer sig, det er en ordre ”KISS!” og forsangeren laver små, ulækre kyssebevægelser med munden ”KISS THE BIG UGLY SHARK!”. Og sangen kan gå igang.

Tidligere har han aggressivt og intimiderende skreget ”SHUT UP! Can’t hear myself think! I said shut your fucking mouth!” til publikum i “The Pond” som er den legeplads, både bandet og deres publikum befinder sig i – og hevet brutalt i sin kvindelige saxofonist.

Dengang jeg opdagede…

For omkring fem år siden skete der mig noget. I endnu et af endeløse stadier af Facebook-forsumpelse gjorde en engelsk elektronisk musiker – Keith, som  jeg kender fra min tid på demoscenen, mig opmærksom på bandet The Cardiacs.

Fra mit eget synspunkt skete dette alt for sent (men det kan Keith ikke gøre for og skal ikke holdes ansvarlig for), da forsangeren, Tim Smith, tre år før fik hjerteanfald og blodprop og – sådan som det rapporteres på internettet – siden har været lam, ude af stand til at tale og siddet i kørestol. Derfor kommer jeg jo nok ikke til at opleve dem live. Hvilket jo er for dårligt af Tim, jvf. de sidste linjer i artiklen ”History” på bandets hjemmeside.

En stor del af mine omgivelser, derimod, kvier sig ved, at jeg fik denne åbenbaring. Cardiacs er ikke for alle, og blev eftersigende startet af Tim Smith med det formål at irritere hans bror Jim, som er bassist i bandet, mest muligt. Vel at mærke ved at skrive numre, som var så vanvittige, at Jim skulle føle sig ilde tilpas ved at skulle spille dem foran et publikum – som straf for de unævneligheder, Jim havde udsat Tim for som barn.

Historier

Dette er formodentligt en skrøne – dem er der mange af om bandet, som selv har bidraget til dem, f.eks. igennem førnævnte artikel om bandets historie. En historie, som også rummer en del fiktive personer (”The Consultant” og ”Miss Swift” er helt relevante personager i dagens New Public Management tidsalder) omkring bandet, tør, kynisk, britisk humor, opgør med bandets pladeselskab (som er deres eget) og en art tilstræbt særhed, som måske alligevel rummer et gran af sandhed.

20 år før White Stripes blev Tim og Sarah Smith, som spillede saxofon i bandet taget for at være søskende og kærester i skandalepressen. De var imidlertid gift og ikke søskende. Omend bandet med deres grænsesøgende musik og livekoncerter nok har sat pris på opmærksomheden.

Cardiacs har en aldeles kultisk gruppe af fans, som helt oprigtigt og som jeg mener, at det er – mindst – et af de bedste bands nogensinde. Uagtet at mindst 99% af verdens befolkning vil afvise deres numre som for skøre, skurrende, larmende, mærkværdigt sunget og meget lidt passende i nogen form for (pop)skabelon eller til noget formål.

Tim Smith, som har skrevet nærmest samtlige Cardiacs’ numre, betegner selv sin musik som ”psykedelisk pop”. Hvorimod andre har brugt betegnelser som progressiv punk eller rock om Cardiacs.

Sikkert er det i hvert fald, at musikken som regel er tempofyldt, at hvert nummer ofte rummer materiale nok til en hel plade og masser af skift i harmonier og rytme. At tekst og musik gensidigt indretter sig efter hinanden – uden rim og med musikken til at give rytmen. Og alligevel, at musikken, trods sine avancementer, rummer barnlige og primitive sider, syng-med omkvæd og humor. Den er eklektisk, overraskende, larmende og punket. Ofte hinsides grimt eller smukt. Men altid kompromisløst i det kunstneriske, personlige udtryk.

Tim Smith er selvlært, og er man fanget, har han kun udgivet numre (og det er mange, 7-8 Cardiacs-albums, singler, 3-4 albums fra sideprojekter såsom Spratleys Japs, The Sea Nymphs o.l. samt et soloalbum), som er interessante. Der er simpelthen ikke nogle alibinumre.

Cardiacs er musikernes band – Blur, Faith No More og Radiohead har nævnt dem som en væsentlig indflydelse. Og det i et omfang, hvor Blur –på toppen af deres succés i 1994 – gik på scenen til en Cardiacs-koncert og gav hånd til hele bandet. Cardiacs har også varmet op til flere større navne – Marillion og Blur f.eks. – men oftest til publikums udelte mishag. Fordi Cardiacs ikke går på kompromis med noget. Det teatralske udtryk, fingerede skænderier og slåskampe på scenen, musik helt til alle grænser og over de flestes.

Musikken

Bandets lyd tager form i 80’erne – og selv om det er svært at sætte fingeren på, præcist hvor idéerne kommer fra, udover Tim Smiths hjerne, kan man godt høre punk, ska, progressiv rock og synthpop i Cardiacs udtryk. R.E.S. er nok det nummer, der bedst opsummerer det. Selv om de andre tidligere numre naturligvis er helt anderledes. Det bizarre, barnlige og sorthumoristiske er desuden tilstede fra begyndelsen af, som videoen til R.E.S. også gør helt klart. Og med albumtitler som ”Toy World” og ”The Seaside” er fascinationen af barndommen og satiren over det traditionelle da også på plads. Siden, i 00’erne skulle numrene for denne periode, igen blive spillet live.

Cardiacs har sine eneste næsten-hits i midt-80’erne – et cover af The Kinks ”Suzannah’s Still Alive” og det aldeles u-cardiacske stadionrock-nummer ”Is This The Life?”, hvoraf sidstnævnte når så højt som 80. pladsen på den engelske hitliste. Og skulle nogle have købt en Cardiacs-plade på grundlag af dette nummer, er de blevet overraskede – muligvis slemt.

Fordi kreativiteten og den musikalske integritet er i hæftig udvikling – og fra 1986-1992 udgives 3-4 albums, som rummer både uendelig skønhed og absurd kaos. I særdeleshed ”On Land and In the Sea” er et fantastisk album, som rummer så mange idéer og absurditeter, at lytteren altid kan finde nye nuancer. I 1990 skifter bandet besætning – William D. Drake, som er keyboardist (og solo laver noget særdeles interessant musik) og bandet afslutter med en koncertvideo, som nok er værd at høre og Sarah Smith (saxofon) forlader bandet – i al venskabelighed.

Cardiacs er nemlig også en fortælling om sammenhold og sammensmeltning mellem band, hjælpere og fans. Sammenhold omkring musikken, og det at elske noget, som rigtigt mange hader.

I 1992 udkommer ”Heaven Born and Ever Bright” som på mange måder afslutter den anden periode i bandets kreative udvikling. Omend det er svært at tale om én (1) udvikling – hvert nummer har sit eget mere eller mindre kaotiske liv. Og tempoet er som oftest højt.

På dette tidspunkt er britpoppen på vej frem, og bands som Blur og Radiohead henter som nævnt inspiration fra hele den britiske rock og pop-historie, hvis uendelige bagkatalog, der er blevet skrevet på siden 60’erne. Cardiacs er stadig et kultband, og det bliver ikke anderledes.

I 1996 udkommer ”Sing to God”, et dobbeltalbum, hvor produktionen med voldsom diskant og meget støj og disharmoni gør musikken måske endnu mere utilgængelig – udover det absolut geniale ”Dirty Boy” som jeg ikke tøver med at betegne som et af de bedste rocknumre nogensinde skrevet. Hør det – særligt, hvis du bryder dig om Radiohead. I 1999 kommer det – foreløbigt? – sidste album “Guns”, hvis numre (de fleste af dem, ihvertfald) er væsentligt mere tilgængelige og britpop-agtige. Men i 1999 er britpoppen forlængst kørt ud på en båre, jævnfør coveret på Blurs album ”Blur” fra et par år før. Dette gør muligvis albummet mere vanligt utrendy end mange andre – men tempoet, overraskelserne og de surrealistiske idéer er der endnu.

I 00’erne spiller Cardiacs stadig og med mellemrum koncerter for deres fanatiske fans. I 2007 kommer en EP med titlen ”Ditzy Scene”, hvis tre numre rummer elementer fra alle bandets perioder. Denne udgivelse skal vise sig at blive den sidste inden Tim Smiths sygdom. Efter sigende var et nyt i støbeskeen, men om det nogensinde ser dagens lys, det vil tiden vise.

Hvad med nu?

Cardiacs fanatiske fanbase er intakt, pladeselskabet ”The Alphabet Business Concern” og bandets hjemmeside er intakt, og der kommer stadig nyt materiale og merchandise for dagen. Hvilket jo giver sig selv, da fanbasen netop er fanatisk nok til gerne at ville eje alt, der har noget med Cardiacs at gøre. Samtidig gøres der en del for at sikre Tim Smith’s fortsatte behandling og udbredelsen af musikken, når gode folk arrangerer koncerter, hvor overskuddet går til den ramte sangskriver og forsanger.

Måske er det herigennem, at Cardiacs og Tim Smith’s musik fortsætter med at inspirere bands og musikere verden over. Der er, på trods af bandets begrænsede udbredelse, massevis af covers fra ukendte og kendte kunstnere på Youtube. Og f.eks. det teatralske, norske progressive rockband Major Parkinson bekender sig åbenlyst som fans og åbner deres koncerter med den i toppen nævnte ouverture: ”Home of Fadeless Splendour – Heaven Born and Ever Bright”. Og det er det jo – selv om det – måske ikke helt – skal forstås ironisk.

 

Citater

Cardiacs is our life and everything we do, and everything we have ever done since we were tiny. We play a kind of music that we are very, very proud of and love more than life. A kind of music that apparently makes people hate us with a terrifying vengeance, or love us so dearly and passionately that it becomes a worry. No in-betweens. But to us it’s just tunes. Lovely tunes. Tunes are important in life” Tim Smith (2005)

The chords and tunes we use sound pretty to us, certain key changes make your tummy go funny, the ones we use make our tummies go funny. We’re a ”pop’ group. We play pop music. It is however a kind of pop music that, apparently, is not very easily definable.” Tim Smith (2000)

Lidt om nyheder

Zetlands chefredaktør Lea Korsgaard begik i maj 2017 med Den der råber lyver (den kan downloades gratis) en glimrende guide til forståelse af de omvæltninger i mediebilledet, alle medieforbrugere og nyhedsjunkies kan bevidne og har bevidnet siden internettets udbredelse i slutningen af 1990’erne – og før, hvis man som Lea Korsgaard inddrager hele det mediehistoriske bagtæppe.

I bogen berøres højaktuelle emner som fake news (eller alternative fakta), polarisering, og skandale, blandt andet ud fra det tilstræbt objektive nyhedsideal, benævnt ”den nøgne journalist”, som stilles overfor den mere påklædte, vidende og åbenlyst subjektive journalist, som udover at rapportere også har faglig, samfundsmæssig og menneskelig indsigt nok til lede efter den dybere sandhed og sætte sin reportage i et større perspektiv.

Brugen af kommentatorer – måske i særdeleshed i TV – hvis konklusioner er tvivlsomme og fortænkte, fokusset på den politiske proces og personlige og partimæssige infights fremfor den politiske substans er også på Korsgaards dagsorden.

En dagsorden, som rummer en polaritet – sandheden overfor løgnen – med den etiske og sandhedssøgende journalist som helten og løgnen som dennes modstander.

Bogen rummer syv kapitler, som hver især rummer en opfordring til os nutidige medieforbrugere, som gerne skulle sætte os i stand til bedre at kunne navigere i og forstå et stadigt mere kaotisk og polariseret mediebillede, og dermed skabe vores egne nuancerede holdninger på et grundlag af fakta.

Dette er også, hvad Korsgaard selv gør i hvert kapitel, hvor eksempler, journalistisk teori og historisk baggrund bringes i spil i rigt mål.

Nærmere betegnet er de:

Sæt. Tempoet. Ned. (hvori det bemærkes, at det at skimme en nyhed ikke giver den nødvendige information tid til at sætte sig og hvori det anbefales at holde sin umiddelbare emotionelle reaktion tilbage til man er bedre informeret)

Opsøg kloge mænd og koner (som er dem som har passion for de områder, de skriver om og baserer deres journalistik på facts, mange og troværdige kilder og formår at sætte deres historie i en mere overordnet sammenhæng. Og ikke dem, som jager sensationen og pumper historien op med kioskbaskende overskrifter)

Husk at ikke alle sager har to sider (fordi journalister er uddannet til at dyrke konflikt og debat og derfor pr. rygrad vil opsøge kilder som er uenige, uanset hvor langt ude, den ene parts synspunkt er)

Led efter sammenhænge (muligvis ligger djævelen i detaljen, men hvis detaljen ikke sættes i sammenhæng med helheden, er informationen ubrugelig og skygger for forståelsen af større og mere væsentlige informationer og konklusioner)

Bidrag ikke til kommentatorernes banalisering af politik (fordi de politiske o.a. kommentatorer primært kommer med gisninger og spekulationer, ofte mere om personfnidder og magtkampe end om den egentlige politik og dens konsekvenser. Med opdelingen mellem kommentator og journalist følger, at journalisten bare skal rapportere fakta og kommentatoren må sige, hvad han vil uanset)

Bevar håbet (nyheder er overvejende negative, fordi det ligger dybt i mennesket, at vi gerne vil kunne tage højde for farer og risici – vid, at det hele faktisk ikke er ad Helvede til, og at de fleste faktisk vil folk det bedste og ikke nødvendigvis er fagligt inkompetente og dårlige mennesker)

Stop efterspørgslen på løgnen (hvis det ligner clickbait og trolling, så er det nok det. Derfor bliver du nødsaget til ikke at lade dine følelser styre dig i debatten, for så kan du selv være med til at viderebringe løgnen – istedet skal du være bevidst om dig selv og dine egne synspunkter. Ikke mindst, hvorvidt de er kvalificerede nok til, at du videreformidler dem i en offentlig debat, hvor du er din egen debatredaktør og moderator)

Således et forhåbentlig fyldestgørende referat af en journalists guide rettet mod den moderne medieforbruger, in casu undertegnede.

Men hvad ønsker sådan en moderne medieforbruger sig så af journalisterne og medierne? Den fjerde statsmagt bestemmer måske ikke, hvad vi skal sige og mene om et emne, men bestemmer immervæk, hvilke emner, vi tænker på og taler og mener noget om.

”Den der råber lyver” berører ikke de etablerede nyhedsmediers skrantende økonomier specielt meget. Ej heller i voldsom grad den tilsvarende eksplosion i økonomien hos monopolistiske techgiganter som Google og Facebook, som i høj grad lever af, at nyhederne konstant tikker ind fra Ritzau og andre nyhedsbureauer og videreformidles på internettets nyhedsportaler.

Nogle fornuftige forholdsregler fra en mediebruger til journalisten:

Skriv jeres egne historier, tag jeres egne emner op. Der sidder idag højt uddannede og formodentligt kompetente journalister på de fleste mediers redaktioner og omformulerer, hvad der kommer ind fra nyhedsbureauerne. De sidder også og holder øje med konkurrenterne og viderebringer deres historier. Således skabes rygter og løgne, og ingen har tid til at researche og finde ud af, hvad der egentlig passer. Disse journalister skal ud i verden og rapportere, tale med kilder, lave research. Når ”den nøgne journalist” tilsyneladende har mistet sin relevans, er det jo blandt andet fordi, at hun sidder foran skærmen og forsyner nyhedsjunkierne med deres narko istedet for som før at jagte fakta og virkelighed. Fordi der ikke er råd til at have reportere i alle verdenshjørner længere.

Opsøg information selv i stedet for blot at tage imod den. Ministerier, partier, kommuner, institutioner, organisationer, foreninger og virksomheder har alle kommunikationsmedarbejdere ansat. Og skal du være kommunikationsmedarbejder (eller lobbyist) er det rigtigt godt at have et netværk i medierne, for så bliver det nemmere at få sin arbejdsplads’  dagsorden medieret. Kommunikationsmedarbejderen arbejder desuden for ledelsen, ikke for de menige medarbejdere og medlemmer. Medierne modtager på daglig basis masser af pressemeddelelser, og kommunikationsmedarbejderen vil ofte være behjælpelig med kilder, interviewpersoner med følelsesladede fortællinger (så også det lyserøde segment fatter interesse) og i det hele taget en næsten færdig historie eller manual til denne, skræddersyet og i passende genre til netop dit medie og din målgruppe. Men når kommunikationsmedarbejderen på denne vis sættes i arbejde, så får du den fortælling, han og hans arbejdsplads gerne vil have ud. Ikke den historie, vælgeren, brugeren eller borgeren oplever, og herved er kimen lagt til den tillidskrise, den såkaldte løgnepresse gennemgår for tiden. Virkeligheden findes, men journalisten skal ud på gulvet og finde ud af, hvad den er og om den stemmer overens med ledelsens og magthavernes opfattelse.

Politikernes troværdighedskrise behøver ikke være mediernes. Når medier som helhed (nogle mere end andre) befinder sig i en troværdighedskrise, så er det blandt andet fordi, at man som følge af teknologiske omvæltninger og deraf følgende økonomisk smalhals har forsømt at forfølge sine egne historier, er gået med på kommunikationsmedarbejderes og lobbyisters dagsordner istedet for at være folkets vagthund overfor magtfulde organisationers overgreb. Ej heller har man i sin iver for at holde tempo kunnet faktatjekke andre mediers historier – der er simpelthen hverken råd eller tid til den research, der kræves i et stadigt mere opskruet nyhedstempo. Det er der imidlertid en løsning på:

Tag det roligt. Vi vil hellere have brugbare, relevante og nye informationer. Lad bare nyhedsbureauernes telegrammer tikke ind (de har jo også journalister ansat), men bare fordi noget trender, så behøver vi ikke endnu en artikel, som ikke indeholder noget nyt, ligegyldige detaljer og indslag med kändiskommentatorer, som mest er der, fordi i ikke kunne finde andre til at tale et givent emne og som egentlig ikke har forstand på det. Så hellere publicere færre artikler, og hvis dette så betyder døden for nogle af vores mere hæderkronede medier, som ikke formår at omstille sig, så må det jo være sådan. Selv om det er ærgerligt, fordi et medie, som har eksisteret uafbrudt i hundredevis af år ofte har en troværdighed, som et nyt medie skal arbejde hårdt og længe for at opnå.

Drop de faste narrative modeller. Der skal helst være (mindst) en konflikt, en skurk, en helt, et offer. Ellers er det ikke en god historie. Og så kommer den ikke videre. Vi indoktrineres i narrativet fra barnsben, i (børne)TV, bøger og historier, og er en nyhed ikke indkapslet i de klassiske modellers sukker, er medier og journalister bange for, at vi ikke æder den. Når nyheder og debat blot skal være underholdning, går seriøsiteten fløjten – og en TV-Avis føles som et McDonalds-meal – umiddelbar tilfredsstillelse med efterfølgende ubehag og stadig sult. Og selvfølgelig, som Korsgaard er enig med mig i, drop polariseringen – enhver debat er ikke bedst tjent med to modsatrettede synspunkter, hvis det ene er hjerneblæst eller påtaget.

Vær opmærksom på jeres kilders dagsorden. I formidler til individer af menneskeracen, ikke til f.eks. organisationer, institutioner og virksomheder. Enhver organisation har en dagsorden, forsøger at skabe opmærksomhed omkring sit område og sine holdninger, for at påvirke dig, mig og dem, som bevilger og bestemmer, der hvor det har betydning for organisationen. Vær altid opmærsksom på kildernes dagsordener og hvem de er enige og uenige med og hvad de er enige og uenige om. Og hvis du har styr på området (og det skal du have for at skrive og rapportere om det), formidl det videre til dine læsere. Der er ikke mange konspirationer, men der er masser af uhellige alliancer. Og så, opsøg de menige, folkene på gulvet – og kunderne, brugerne. Stemmer deres oplevelse overens med ledelsens? Hvis ja, så er det godt, hvis nej,  hvori består så uenigheden?

Undgå de medieliderlige. Det er ikke altid interessant at vide, hvad en eller anden kändis mener om dette og hint. Inviterer man en kommentator eller en ekspert ind i sin artikel eller sit studie, skal personen have noget at sige om emnet, som ikke bare er personlig sladder, fokus på ligegyldige detaljer eller ideologisk betinget bragesnak uden baggrund i fakta eller sammenhængende argumentation. De medieliderlige er ofte gode formidlere og talere, og det er nemt at blive forblændet af deres  karisma, velformulerede og stiligt pålædte som de ofte er. Men kære journalister, det er det mange, der er, og det er jeres opgave at sortere de irrelevante fra.

Vær selv gennemsigtige. Og gør det tydeligt for os, at i er det. I en tid, hvor ”alle er et nyhedsmedie” og fake news, clickbait og fup-websites skyder op over hele internettet, så må i gerne prale lidt med, at i er troværdige medier. Og det gøres bedst ved at mediebrugerne har mulighed for at finde ud af, hvem der ejer jer, hvordan i er financieret, hvad i ellers har af tilknytninger. Så meget som muligt om jer selv skal faktisk helst være tilgængeligt. Den enkelte journalist må også gerne gøre klart, hvilket verdensbillede, han eller hun skriver ud fra. Eller bare skrive en leder eller et debatindlæg engang imellem. Så kan medieforbrugeren bedre stole på, at i er troværdige journalister og redaktører af en stadigt mere kaotisk nyhedsstrøm. Samtidig kan i så passende være en kontrast til et stadigt mere lukket politisk rum (jvf. den nye offentlighedslov) og til hemmelighedsfulde virksomheder og organisationer. Og dermed være den vagthund, i skal være.

 

Det blev til 8 gode råd. Der er formodentligt mange flere – men som medieforbruger vil jeg da gerne konkludere lidt: Den nøgne journalist er ikke død – men hun sidder inde bag skærmen eller med sin smartphone i hånden i stedet for at researche og rapportere, og dér sygner hun hen og mister sin relevans. Samtidigt har den politiske udvikling – centralisering, topstyring, tekno- og bureaukratisering osv. – medført, at mange emner er blevet yderligere kompliceret . Og derfor er der i høj grad også brug for påklædte journalister, som ikke alene forstår deres fagområder og de magtstrukturer, der determinerer dem, men også tør udfordre dem og se dem fra flere vinkler, vigtigst selvfølgelig den enkelte borgers og medarbejders, fordi medier skriver til individer og lever af dem. Derfor er mediernes integritet såvel som den enkelte journalists da også af afgørende betydning for, om en medieforbruger (som mig) finder den troværdighed og relevans, jeg søger.

Lidt om teknologi og ideologi

Den teknologiske udvikling har siden opfindelsen af hjulet haft til formål at lette, effektivisere eller overflødiggøre menneskets arbejdsindsats, hvorimod vores ideologi lægger stor vægt på det saliggørende arbejde som identitetsmarkør – og i denne modsætning ligger en del af årsagen til individets udfordringer i vores del af verden. 

I vesten, hvor vi priser os af vores økonomiske og teknologiske suverænitet, såvel som vores åbne, frie og demokratiske samfund, er profession og arbejde en af de væsentligste identitetsmarkører for det enkelte menneske.

Det er de blandt andet, fordi vores samfund er opbygget på et ideologisk grundlag af protestantisk kristendom, siden af stærke arbejderpartier og fagforeninger, hvor hårdt arbejde og beskeden levevis skildres som saliggørende og rigtige.

Religionen er idag som magtfaktor erstattet med økonomisme og konkurrence – arbejdstageren forventes ikke længere at være loyal overfor monarkiet,nationen, kirken og biblens ord, men derimod overfor virksomhedens bundlinje eller organisationens effektivitet, nedfældet i statistikker og måltal.

Den effektivitet, som vores religiøse og ideologiske historie har skabt, gør sig også gældende indenfor uddannelse og forskning. Her har forskere, ingeniører og opfindere, i særdeleshed indenfor de seneste par århundreder, givet os elektricitet, telefoner, transportmidler, computere, behandling og alle mulige slags maskiner, som hver især har til formål at gøre den enkelte i stand til at rejse, kommunikere og arbejde hurtigere, mere effektivt og mindre fysisk krævende.

Således modarbejder teknologiens udvikling i mange henseender den ideologi og tankegang, vi er flasket op med – efterhånden som teknologien tager over, bliver dele af den menneskelige arbejdsindsats overflødig eller, hvis vi vælger at holde fast i, at nogle opgaver skal løses manuelt, selv om teknologien kunne gøre det ligeså godt, meningsløs – hvilket den enkelte arbejdstager godt ved.

Med computeren er det desuden blevet muligt at registrere og lave statistik i hidtil uset omfang, og offentlige og private virksomheders stigende registreringsiver følger da også computerens indtog på arbejdspladserne og udvikling med hensyn til større regnekraft ganske nøje. Jo mere datakraft, jo mere behov for statistik, jo flere muligheder for at få brugeren, kunden eller borgeren til selv at gøre det arbejde, en medarbejder tidligere skulle gøre.

Heraf følger også den moderne form for projektledelse, hvor idealet er, at projektlederen blot kan se i sit regneark eller sin projektledelses-app og derudfra give sine dessiner, helst uden på noget tidspunkt at være fysisk tilstede dér, hvor projektet udføres eller have kontakt med de mennesker, der udfører de konkrete arbejdsopgaver.

Dette er blot et af mange eksempler på, at teknologien ikke bare tilsyneladende overflødiggør arbejde, men også samtidig tilstedeværelse og interaktion, da opgaverne bliver stadigt mere fagspecifikke og udføres ud fra en overordnet plan i stedet for i et egentligt kollektivt samarbejde.

Konsekvenserne heraf er og bliver, at individet – borgeren, arbejdstageren og alle de andre roller, vi hver især har i vores tilværelser – bliver stadigt mere fremmedgjort overfor sit arbejde såvel som overfor andre mennesker. De forskellige arbejdsfunktioner bliver løst uafhængigt, og de forskellige faggrupper får hver deres ekkokammer eller boble at agere i.

Denne tendens forstærkes yderligere af, at  Facebook og diverse søgemaskiner igennem avancerede algoritmer tilpasser indhold efter brugerens tidligere søgninger og hvad andre brugere søger på, bliver boblerne og ekkokamrene sværere at bryde ud af.

Samtidig er uforpligtende og umiddelbart tilfredsstillende underholdning tilgængelig i et omfang som aldrig før set gennem blot nogle få klik, hvorfor det fremmedgjorte individ har let ved for en stund at forlade sig selv og sin virkelighed og opnå denne umiddelbare tilfredsstillelse.

Herfra kommer skræmmebilledet af den overvægtige, storrygende arbejdsløse på sofaen eller på bænken, som vi andre – eller de andre – skal betale for. Et skræmmebillede, som som er unuanceret og propagandistisk, da de fleste arbejdsløse (og mennesker i det hele taget) gerne vil have mere mening i deres tilværelse, blandt andet igennem arbejdet.

Dette skræmmebillede går rent ind hos de fleste af os, da det repræsenterer det omvendte af de idealer, der er i den religiøse og ideologiske baggrund, vi er vokset op med.

Herved er vi tilbage ved teknologien, som overflødiggør arbejdet overfor idealet, som tilsiger hårdt, gerne fysisk, arbejde, og det dilemma, individet således stilles i.

Såvel arbejdsløse som arbejdende er præget af idealet – statustabet ved at miste sit arbejde eller den manglende status forbundet med at være arbejdsløs resulterer i begge tilfælde i en frygt for at ytre sig offentligt omkring meningsløsheden og dens årsager.

Fordi man som arbejdende risikerer blive tilsidesat eller fyret, hvis man offentligt ytrer noget negativt om sin virksomheds og sine lederes arbejde og ledelsesform – og fordi man som arbejdsløs risikerer at blive udstillet som nasser og klynker, hvis synspunkter, uanset hvor sammenhængende og velunderbyggede, de måtte være, ikke er værd at forholde sig til.

I computerens uendelige muligheder for kontrol og dataindsamling, og i den deraf følgende stigende centralisering og dermed afstand mellem de egentlige ledere og de fagpersoner, der udfører arbejdet, ligger en del af årsagen til den såkaldte stress-epidemi, og den meningsløshed, mange mennesker oplever.

Fagpersoner har idag ikke mulighed for at gøre deres arbejde på den måde og i det omfang, deres faglige stolthed dikterer dem, når de er tvunget til at bruge en stor del af deres tid på registrering og rapportering, som ingen relevans har for deres faglige opgave.

Lokale mellemledere befinder sig i en skærsild, hvor de på den ene side skal forholde sig til stadig mere detaljerede planer, registrering og kontrol fra ledere, der aldrig har været på arbejdsstedet, og på den anden side skal motivere, hjælpe og støtte deres medarbejdere i udførelsen af disses arbejdsopgaver.

Ydermere skal de sælge alle nye tiltag til medarbejderne – nye it-systemer, mere registrering, nye arbejdsgange, faglige trends osv. udformet af projektledere, embedsfolk og lignende uden faglig forståelse og baggrund i det givne fagområde.

Således føler såvel mellemledere som medarbejdere meningsløsheden – mellemlederne får ikke lov at lede og samarbejde med medarbejderne om de bedst mulige faglige løsninger, fordi disse primært skal passe ind i regnearket (som også ligger til grund for underafdelingens bevillinger), og medarbejderne får slet ikke eller kun i ringe grad lov at bidrage med de faglige input og idéer, der måske kun virker i den givne situation eller på det enkelte arbejdssted.

Ingen kan stoppe den teknologiske udvikling – men ligesom med økonomien, kan vi godt forsøge at begrænse de negative konsekvenser af den, og dermed, forhåbentlig, bringe noget mere mening ind i folks liv, sådan helt generelt:

Vi må holde op med at være så overfladigske – se noget andet i andre end bare de papfigurer og narrativer, medier og tv-serier konstant bombarderer os med.

Vi skal vide at en statistik eller et regneark også bare er en overflade, som giver et fattigt billede af, hvad der egentlig foregår på en arbejdsplads eller hvad et menneske er i stand til og slet ikke er et godt grundlag for ledelsesbeslutninger eller stillingtagen til dette menneskes synspunkter.

Vi må sikre, at det er fagpersoner, der styrer et fagområde eller rådgiver dem, der gør – og at i det mindste nogle af disse fagpersoner har relativt friske erfaringer fra virkeligheden med det arbejde, de leder eller rådgiver om.

Og så skal vi afskaffe al den registrering, som ikke er fagligt begrundet og dermed den centrale detaljestyring, som skal afløses af mere ansvar og magt over eget arbejde til den enkelte medarbejder.

Måske netop derfor bliver vi nødsaget til at acceptere, at teknologien medfører, at nogle af vores medmennesker får eller har sværere ved at få arbejde, hvis dette skal være meningsfuldt. Fordi al registreringen og kontrollen jo netop er meningsløs, da den ikke har medført de lovede forbedringer.

Spar på ferien – gør rejsebureauets arbejde selv

Den danske sommer er lunefuld, hvilket endnu engang er blevet bekræftet her i 2017, hvor regnen er skyllet ind over sommerlandet og temperaturen i skoleferien har ligget solidt omkring de 15-20 grader. Nu er ferien ved at være slut, og du sidder måske allerede og overvejer, hvordan det blev så dyrt at tage på ferie i 2017 og hvad du skal gøre i 2018 for lige at have lidt ekstra til alt det andet, du også gerne vil bruge penge på. Eller hvordan du kunne have sparet lidt på rejsen og spist og drukket lidt bedre, givet børnene flere is eller oplevet lidt mere på feriedestinationen.

Således er dette indlæg en smule for sent på den – for 2017 – men jeg havde ikke rigtig lyst til at fortælle om mine besparelser, hvis det viste sig, at familieferien skuffede. At hotellet ikke var bygget, lejebilen bulet og flyet fra 1967. Eller at der flød pøller rundt i poolen, eller at uforudsete gebyrer og ekstraudgifter alligevel sneg sig ind og udhulede den forudsete besparelse. Eller …

Det har nu vist sig, at det heldigvis ikke forholdt sig således, tværtimod er familien for et par uger siden hjemkommet efter veloverstået, komfortabel og behagelig ferie på danskernes yndlingsrejsemål, Mallorca, i den traditionelt dyre industriferie, højsæsonen.

Hvis du selv skal planlægge din ferie, er det første, du skal finde ud af, hvor du skal hen – og hvad stedet skal kunne? Hvis du har mindre børn, vil de nok gerne have en pool eller i det mindste en strand i nærheden. Hvis der er varmt (og sommerferien er jo traditionelt solferie), vil aircondition nok være rart for de af os, der er vant med det danske klima.

Med Mallorca har undertegnede spillet på det sikre, men turen kunne ligeså vel være gået til Grækenland, Italien, andre steder i Spanien, Kroatien, Portugal, Frankrig eller en mængde andre rejsemål.

I højsæsonen er det imidlertid sådan, at flybilletterne som følge af udbud og efterspørgsel som oftest er dyre, og valget af Mallorca blev – i begyndelsen af maj – truffet ud fra, at flybilletterne til øen var relativt billige i modsætning til stort set alle andre rejsemål, flyvetiden var kort, og at distancen til familiens midlertidige bolig ville blive hurtig og uproblematisk at tilbagelægge.

Når du vælger dit bestemmelsessted kan det være en god idé at se lidt på flyvetider og flypriser på et eller flere af de mange flybillet-websites – vi brugte flybillet.dk i dette tilfælde – og vurdere, hvordan det harmonerer med pris og faciliteter på den lejlighed eller det hotelværelse eller hus, du og familien gerne vil bo i en uge eller to.

Formodentlig har du på f.eks. booking.com, airbnb , homeaway.dk eller hotels.com allerede været inde og kigge lidt på steder og faciliteter og måske har du også en mere specifik idé om, hvor i skal hen. Hvis du allerede ved det, kan du jo bestille i god tid, det er ofte billigere. En anden måde at spare penge på er at rejse i hverdagene i stedet for fredag-søndag – traditionelle charterrejser er jo ofte med afrejse en af disse tre dage, hvorfor der er færre billetter tilgængelige og mere travlt i lufthavnene.

Vi rejste med SAS fra Kastrup mandag d. 10. juli og kom hjem ugen efter, og betalte ca. 5700 kr. for en rejse for fire personer tur/retur, inkl. check-in-bagage for de to voksne deltagere.

Via booking.com havde vi lejet en ferielejlighed med køkken, vaskemaskine, to soveværelser, altan, aircondition, adgang til pool og under 100 m. fra stranden  for ca. 7900 kr. for en uge. Lejligheden ligger i Canyamel, som er et ret roligt sted, et bevidst valg, da meget turistoverrendte byer som Alcudia eller Magaluf ikke virkede som idéelle steder at tage hen med mindre børn.

Ifølge de anmeldelser, vi kunne finde om stedet, var det helt fint og familievenligt, og vi var da også yderst tilfredse med venlig betjening og besvarelse af spørgsmål, omend Canyamels beboere var overraskende dårlige til engelsk, taget i betragtning, hvor mange turister, der besøger Mallorca.

Det er muligt at leje bolig billigere andre steder i Europa, men i så fald var flyrejsen samt transport fra lufthavnen blevet en del dyrere – men igen, muligvis kan dette afhjælpes ved at bestille i bedre tid eller være lidt heldigere – hele rejsen blev bestilt i løbet af få timer, og det er muligt, at vi var havnet et helt andet sted, hvis vi havde bestilt en anden dag.

Da vi er en familie og havde tænkt os at se lidt på øen, havde vi desuden lejet en bil, og som de fleste rejsevante ved, kan billeje være lidt af en jungle, særligt økonomisk og servicemæssigt. Ligesom med flyrejser findes der talrige portaler for billeje – som ofte er – eller synes – billigere end at booke bilen direkte hos udlejningsselskabet.

Imidlertid skal bilen også forsikres, da skader og lignende ellers kan blive meget dyre, ligesom brændstofpolitik (skal bilen afleveres med fuld tank eller er der en eller anden form for sære og dyre ekstragebyrer?) også er værd at gennemgå. Nettet rummer desuden anmeldelser af biludlejningsselskaberne, og det er nok værd at holde sig fra dem med de mindre gode anmeldelser.

I nogle tilfælde får man desuden bedre service ved at booke direkte hos udlejningsselskabet, da de forskellige portaler konkurrerer indbyrdes og er med til at dumpe priserne og dermed udlejerens indtjening.

Nogle vil anbefale at vælge et af de internationale selskaber, men de er ofte væsentligt dyrere end de mere lokale, hvorfor vi igennem rentalcars.com fandt frem til Centauro, hos hvem vi lejede en Ford Focus eller lignende. Eller lignende viste sig siden at være at være en Citroën C4 Cactus, og det kostede ca. 1550 kr. for hele ugen, inkl. gebyr for en ekstra fører. Biludlejningsselskabet har en bus, som kører fra lufthavnen (som er stor i Palma) til selskabets adresse i nærheden (dette er ret almindeligt over hele verden). Vi havde lidt svært ved at finde denne bus, men da vi nåede frem, var der ingen problemer eller forsøg på mersalg.

Vi havde købt bilforsikring hjemmefra, da vi kloge af skade ved, at biludlejningsselskaberne tjener store profitter på forsikring – det havde vi gjort via Worldwide Travel Insurance for ca. 190 kr. for ugen for begge førere – dette er under halvdelen af, hvad udlejningsselskaberne typisk  kræver.

Herudover havde vi i bagagen medbragt vores egne børnesæder til bilen, da leje af to af disse for en uge hos selskaberne ofte løber op i noget, der nærmer sig prisen på leje  af bilen (!).

Således kom selve rejsen inkl. billeje og bolig til koste os 15340 kr. for en uge, hvilket, at dømme efter priserne blandt de etablerede rejsebureauer, har sparet os for 5-10000 kr.

Det var så min historie – skulle du eventuelt havde mindre succés med DIN booking, så vil eventuelle klager havne i min papirkurv. Som altid, når man gør noget selv, er det på eget ansvar.

Lidt om Roskilde (Festival)

For Roskilde indeholder vel for mange ikke stort andet? Der er vist noget med en domkirke og et dyrskue, som afholdes lidt før Roskilde (festival).

Jeg har i skrivende stund været på Roskilde i 22 år i træk, ude i pløren eller pisstøvet, camperende i interimistisk flygtningelejr – flygtende fra forskellige slags hverdages mange trummerummer gennem årene.

Jeg har utvivlsomt, i løbet af de 22 besøg på festivalen indtaget væsentligt mere end totusind genstande alkohol på Roskilde, jeg har boet omkring 22 steder på campingarealet, og jeg har set festivalen ændre sig, samtidig med, at jeg har haft en fast holdeplads i en lejr, hvoraf de færreste af de stiftende medlemmer endnu holder ud.

Lejren kunne være et kapitel for sig selv, for i de vilde, legende, farlige, vanvittige, provokerende, drillende, poetiske, dekadente og eklatant fordrukne oplevelser, lejren har budt på gennem årene, er der nemt materiale til en hel bog. Omend en del af de implicerede måske vil frabede sig navns nævnelse.

Således er lejren og dens historier også et semi-privat sted – deltagernes kollektive erindringer og historier er noget, vi har sammen og genfortæller – en del af gruppens kollektive erindring.

Indlægget her handler således primært om festivalens udvikling – hvad er der sket fra 1996 og til nu? Senior-festivalgænger, som jeg jo er, kan det jo være, at jeg bare ikke ser, at de unge af idag er ligeså tossede, som vi var dengang.

Men ihvertfald husker jeg min første festival som mere vild en de er idag – man kunne knapt gå halvtreds meter, uden der lå en, der var gået omkuld med en karton papvin i armene, der var technobusser, hvor der blev spillet dunkende bastechno 24/7 og folk var synligt påvirkede af jegvedikkehvad. Og der var ingen mobiltelefoner, så forældre o.a. måtte stort set undvære kontakt (hvilket jeg syntes var fedt), og selve det at mødes på festivalen kunne være kompliceret.

Hvorfor jeg antager, at folk var mere gæstfrie til at feste med hinanden istedet for de konstante og trivielle SMS’er for at m’de dem, man allerede kender.

Jeg husker også, at vi fra 1996-98 kunne køre ind på campingpladsen i bil med trailer om mandagen (hvor festivalen startede torsdag) og sætte vores lejr op. Og at man stort set måtte tage det, man havde lyst til, med ind på campingområdet. Vi havde f.eks. bambus og stakit med på et tidspunkt, men også stilladser og dagligstuemøblementer så man tit.

Jeg husker, at jeg skulle hjem, så jeg ikke nåede at høre Bowie i ’96 – min største fejltagelse i Roskilde-regi, for nu er det jo for sent.

Og så husker jeg alle de gange, vi har overtrådt hinandens og andres grænser groft og alligevel har været gode venner bagefter, både med hinanden og vores gæster. Fordi sådan er Roskilde, man leger med hinanden og driller hinanden lidt. Og hvis man skal have det sjovt der, skal man også helst kunne tåle det. Til gengæld er der altid en til at hjælpe, hvis noget er seriøst galt – sådan er ånden. Men en uge i mudder og sprut bliver nu engang aldrig for de sarte.

Og så var der festivalvagterne, som inden ulykken i 2000 var de suverænt fuldeste på hele campingpladsen – fordi samtlige lejre jo yndede at hælde på dem, evt. for at købe deres veste (jo, det gjorde vi også et år, så kunne vi bede folk flytte sig, hvis vi syntes, de lå i vejen).

Der var dengang ikke behov for at løbe ind lørdag eller søndag for at få et godt sted at campere. Der var færre regler, mindre overvågning, mindre sikkerhed, mere nøgenhed (fællesbadet (det kolde)lå praktisk midt i det hele, dér hvor Countdown City ligger idag. Og flere overvintrende hippier selvfølgelig.

Og der var mindre promotion, færre konkurrenter og slet ikke placerede historier – a la curlingforældrene dette år og hysteri omkring overgreb (hvad havde man forventet med 110.000 fulde mennesker samlet på et mindre område – at alle 110.000 var perfekt socialt indstillet, selv i beruset tilstand). Og alle de kedelige, der synes, at druk, hedonisme  og svineri er forfærdeligt. I kan jo passende blive væk.

Musikprogrammet tog på en eller anden måde også flere chancer – i dag synes det som om, at man er meget opmærksom på bestemte målgrupper, som har hver deres hold af kuratører, hvis formål det primært er at tækkes ”deres” målgruppe. Og det, der ikke passer ind i kasserne, ja, det kommer gæsterne ikke til at høre.

Det kan måske være farligt, for nogle målgrupper er utvivlsomt mindre tilbøjelige til at vende tilbage efter en særligt regnfuld, mudderpløret og svenskerhullet festival. Måske er det alligevel ikke poppens og P3s publikum, man skal prioritere – men i stedet subkulturerne og originaliteten. Heldigvis har festivalen plads til det hele.

Idag har vi Dream City, hvor de store, originale, eventorienterede temalejre byder op til fest – det er vi blevet for gamle og for meget i tidnød til, men alligevel – før Dream City havde vi vores egen lejrmusik, vores egne events i form af overraskelser og fast tilbagevendende lege, og nogle af de lejre, som siden har vundet ”årets camp” kender vi godt og de har måske også lånt lidt fra os.

Heldigvis har du, kære læser, også muligheden for at lytte til lidt af det – Tragtesangen er produceret i 2009 og blev i 2010 spillet på Festivalradioen, hvor deres udsendte (som har skrevet den) blev interviewet og radioscenen samme solbeskinnede formiddag siden blev overfaldet af en flok nøgne, tragtende halvunge herrer, som venligt (men larmende bestemt) belærte vært og crew om begrebet morgenfest.

Ellers besynger – og drikker – vi gerne såvel Arnbitter som Nettos nu hedengangne kirsebærvin Leonora.

Men hvad så med i år? Hørte du nogle koncerter? Måske en hel del? Eller drak du dig bare ned og lå og sov i dit iglotelt, gamle mand? Ikke det sidste, i hvert fald… Jeg brugte en masse tid sammen med nogle overdrevet hyggelige mennesker og selv om musikprogrammet ikke just var overbebyrdet med den form for hurtig, harmonisk og melodisk spændende rock, pop eller heavy, jeg foretrækker, så var der gode koncertoplevelser med f.eks. Red Fang, Erasure, Savage Rose og Foo Fighters. Og en hel masse andre.

Og det var stadig fantastisk. At overleve endnu et år til jul i juli. Og min hjerne flyder over med anekdoter. Den bog burde skrives.

ps. Foto: Frank i Madonnapositur (ja, i ved, a la popsangerinde, ca. 1991, i meget spids BH) præsenterer kirsebærvin.

pps. Vores højt estimerede lejr priser sig af at have fundet på udtrykket ”i hegnet”, som jo i dag anvendes i flæng. Den historie må vente.

Lidt om globalisering

“Vi kan jo ikke stoppe globaliseringen” lyder det samstemmende i kølvandet på Brexit, Trump og den tilsyneladende nationalistiske bølge, der går over den vestlige verden. Og det er helt rigtigt, det er der ingen, der kan, hvis de samtidig ønsker de friheder, et åbent og tolerant samfund  bekender sig til. Uanset, hvor meget magt, nogen måtte ligge inde med, står bevægelses- tanke- og ytringsfrihed i  modsætning til mure, censur og svært bevogtede grænser.

Begrebet globalisering blev for alvor aktuelt med internettets udbredelse i slutningen af 1990’erne, og blev af medier og politikere hurtigt reduceret til noget, man kunne være for eller imod. Hvis du er for internettet og åbne grænser, så er du også for muligheden for skattely, frihandelsaftaler, som også omhandler alt muligt andet end fri handel, større flygtningestrømme, narko- og menneskesmugling osv. Det må du tage med, ellers er du imod globaliseringen.

Eller, sådan må ræsonnementet jo være, hvis man enten kan være for eller imod globalisering. Imidlertid er globalisering et begreb, som egner sig dårligt til en så sort/hvid tilgang – fordi globaliseringen har så mange aspekter. Med en fri tilgang til varer, information og serviceydelser for i princippet alle over hele kloden og lettere og hurtigere transport af både mennesker og varer, er det næppe så sært, at flere vælger at emigrere, arbejde andre steder eller flygter fra krig, diktaturer og katastrofer.

Vi er alle blevet rigere som følge af globaliseringen, siges det. Men det er kun relativt få mennesker, som er blevet rigere. Under- og middelklassens indkomster er ikke vokset væsentligt eller ligefrem faldet med hensyn til købekraft, og arbejdsforholdene er samtidigt blevet mindre stabile, da det er blevet nemmere at flytte produktion og udvikling derhen, hvor det er billigst.

Dermed når vi frem til et andet emne, som er oppe i tiden, er disruption. Noget farligt noget, som virksomheder og stater febrilsk forsøger at beskytte sig mod, fordi virksomhederne i uventet konkurrence med nye, disruptive idéer kan miste omsætning og i værste fald blive udkonkurreret  – se bare på Kodak eller Nokia – og staterne kan som følge deraf stå med en høj arbejdsløshed eller en arbejdsstyrke, som ikke har de egenskaber, der efterspørges.

I Danmark har vi ligefrem fået et disruption-råd, hvor alskens ledere i erhvervs- og foreningsliv skal diskutere, hvilke udfordringer, fremtiden kan byde på, og hvordan vi imødegår dem. Onde tunger vil nok påstå, at det er en noget defensiv tilgang, givet at de nye idéer næppe kommer fra – eller bliver bemærket af – dem, der allerede har indordnet sig under politiske systemer og gamle, hæderkronede organisationers hierarkier.

Den teknologiske udvikling går i mange henseender mod et mål – automatiseringen af fysisk og/eller ensformigt arbejde, således at mennesker ikke behøver at udføre dette arbejde eller kan gøre det hurtigere og dermed nå mere. Lige fra svingploven, over vaskemaskinen og støvsugeren, til computeren, har dette været et af målene.

Når teknologien patenteres og globale virksomheder får en monopollignende position på markedet, som de har i dag – samtidigt med, at mere og mere arbejdskraft overflødiggøres -så vil pengene i endnu højere grad tilflyde de virksomheder, som udvikler og producerer teknologien – robotter, styresystemer etc. – og deres aktionærer og ejere. Hvorimod de, som tidligere varetog det arbejde, som nu udføres af teknologien, vil blive fattigere.

Hvor teknologiens udvikling for ikke så længe siden effektiviserede eller overflødiggjorde manuelt arbejde og huslige sysler og dermed lagde kimen til kvindernes frigørelse og indtog på arbejdsmarkedet, har vi nu nået et punkt, hvor teknologien er ved at i stedet overflødiggøre en stor del af arbejdet og dermed de mennesker, der udfører det – i hvert fald i markedsmæssig forstand.

Den herskende ideologi er, som de fleste af os godt ved, baseret på fri konkurrence i en fri, kapitalistisk markedsøkonomi. Men det er netop et ideal – nogle ville sige en utopi. Blandt andet fordi, ideologien ikke tager hensyn til, at globale virksomheder i kraft af deres økonomiske formåen og generelle betydning i sig selv ligger inde med en kolossal indflydelse og bruger denne til at sikre deres fortsatte beståen og vækst.

Det gør de,  når de opkøber mindre konkurrenter, tager patenter, søger (og får) indflydelse på politiske aftaler, flytter derhen, hvor de økonomiske og politiske forhold er mest gunstige for deres virksomhed, og når de bruger den juridiske og kommunikative ekspertise, de har råd til for at fremme egne formål. Ultimativt at sikre sig, at de har monopol eller det der ligner det i deres brancher, og at det forbliver sådan i al fremtid. Derfor er markedet ikke frit – individer, stater og mindre virksomheder må på hver deres måde indordne sig under overherredømmet.

I dag er ideologien – økonomismen, vil nogle kalde den – så herskende, at ingen politiker eller magthaver kan forsøge at lave om på det økonomiske system, uden straks dels at blive kaldt for kommunist eller socialist (selv om formålet måske netop var at skabe fri konkurrence), dels at finanssektoren – med baggrund i den økonomiske videnskab – vil gøre rent konkrete tiltag, som kan ramme staten økonomisk – f.eks. i form af udflytninger, højere renter eller dårligere kreditvurderinger.

Denne religiøse tilgang til økonomien og markedet resulterer i, at den menneskelige moral, værdien af det enkelte menneske, tilsidesættes. Det enkelte menneske skal i stedet, såfremt markedet dikterer det, konkurrere, om nødvendigt lyve og snyde – naturligvis inden for lovens grænser. Griskheden og optimeringen af egen nytte – forbruget og begæret efter at have mindst ligeså meget som naboen og de andre er det ophøjede princip.

Dette princip er nu globalt – i det mindste for den vestlige verden – hvilket ikke bør komme som en overraskelse for de ansvarlige folkevalgte politikere. Ligesom det heller ikke bør overraske nogen, at mange mennesker trives dårligt og føler sig fremmedgjorde og forvildede, når dette princip determinerer deres arbejdsliv og offentlige væren.

Den økonomiske tankegang har således bredt sig andre af livets områder – partnervalg, boligvalg, uddannelsesvalg, kost- og livsstilsvalg etc. kan alle have indflydelse på livstidsindkomsten, og denne bør i et samfund, hvor den enkelte er en ud af et tal i et regneark, tages i betragtning, når vi foretager disse valg, som determinerer vores livs retning og ikke mindst vores karriere.

Og det er i denne verden – denne boble – at de fleste politikere, magthavere og større erhvervsledere befinder sig, når de arbejder – regnearkenes verden. Hvilket er helt i orden, hvis man i sit arbejde har til formål at optimere en virksomheds indtjening og produkter. Hvilket ikke nødvendigvis gør nogle af dem til dårlige og umoralske mennesker. Hvilket til gengæld skaber alvorlige problemer, hvis de er valgt til at varetage borgerens, individets, den enkeltes interesser og muligheder, som går langt udover det rent økonomiske.

Dermed er vi tilbage ved spørgsmålet om, hvorvidt man kan være for eller imod globalisering. Og det kan man godt, det giver bare ingen mening. Globalisering er et vilkår, en disruption om man vil, som medfører talrige positive og negative konsekvenser for os alle sammen. Og vore politikere har, blandt andet i berøringsangst overfor det globale økonomiske system og dets rige, dominerende  og magtfulde virksomheder, bevidst eller ubevidst forsømt at skærme os overfor de negative.

Globaliseringen i sin nuværende form starter med internettet, som i sit grundlag var anarkistisk, baseret på ideologier med slagord som ”information wants to be free”, men idag er internettet monopoliseret af giganter som Google, Microsoft og Apple, samtidig med at stater og virksomheder i stigende grad via jura lukker og besværliggør borgeres mulighed for at se deres beslutninger og teknologi efter i sømmene.

Den sort/hvide tilgang til globalisering er en flugt fra ansvaret, de politikere og magthavere, som, godt hjulpet af medierne, har forsømt at se på de mange forskellige konsekvenser af den enkeltvis og lovgive derefter. De politikere og magthavere, som har lyttet til foreninger af lobbyister, tænketanke og politiske rådgivere, men ikke til deres vælgere, ikke til borgerne, ikke til individerne – som de har ansvaret for.

Man kan ikke forvente, at virksomheder tager andet socialt eller miljømæssigt ansvar, end det, der kan ses på bundlinjen. Når økonomien samtidigt er global og præget af stadig større kapitalfonde og lignende, som kræver stedse større afkast til deres aktionærer, er det nogle andre løsninger der skal til:

De demokratisk valgte politikere må selv til at udøve noget disruption, hvilket de i den grad har forsømt. Det økonomiske system må reformeres, så frie markeder rent faktisk kan eksistere. Et marked under en vis demokratisk styring er så klart at foretrække fremfor et marked dikatorisk styret af en monopolvirksomhed.

Konkret kunne man f.eks. – indenfor et godt stykke tid arbejde nationalt og/eller internationalt med at:

  • Skærpe monopollovgivningen, således at en virksomhed, der sidder på over 50% af et marked kan opløses i mindre enheder.
  • Gøre det sværere at få patenter på f.eks. software og sikre, at sådanne patenter udløber relativt hurtigt og herefter gøres tilgængelige, så alle kan bruge teknologien i deres produkter. Meningen med et patent er jo ikke, at man skal holde med opfinde og hvile på laurbærrene. Patenterne beskytter primært de store virksomheder med de store juridiske afdelinger, ikke de små.
  • Lave standarder for maskiner og softwares holdbarhed, således at vi ikke længere behøver skifte så meget ud. Der er standarder for alt muligt andet, så hvorfor ikke for holdbarhed?
  • Sørge for, at rettighederne til et givent kreativt værk altid ligger hos kunsteren eller kunstnerne selv. Og ikke går i arv, men herefter bliver frit tilgængeligt.
  • Luge ud i antallet af mystiske finansielle produkter, f.eks. forbud mod kviklån.
  • Nedbringe den magt, kapitalfonde, ratingbureauer og lignende ligger inde med.
  • Sørge for at enhver borger altid har adgang til de basale fornødenheder – bolig og råd til mad, drikke, sanitet, strøm osv. – og at staten ikke primært udøver sin disruption overfor borgerne og sine egne medarbejdere – sådan som det er nu.
  • Nedbringning af antallet af love og forordninger, som ingen kan finde rundt i. Som det er nu, hjælper de kun advokatfirmaernes indtjening.
  • Bekæmpe skattely og lyssky finansielle transaktioner hårdt. Også overfor virksomheder
  • Total åbenhed og direkte aktindsigt i det offentlige arbejde for alle borgere – så længe borgernes privatliv ikke offentliggøres samtidigt.

Der er masser af flere punkter, ligesom de eksisterende med fordel kunne uddybes og efterforskes.

DJØFstortion

Sidste år, i 2016, tog jeg med min A-Kasse til Folkemødet på Bornholm – i folkemunde efterhånden bedre kendt som DJØFstortion. I denne forbindelse skrev jeg en lille personlig og subjektiv reportage, som muligvis har været bragt i A-Kassens nyhedsbrev eller lignende. Jeg har imidlertid ikke set den, så muligvis var den for negativ eller trådte for mange over tæerne til at blive publiceret i fagpressen. Men nu, et år senere, har du muligheden for at læse den.

Ps.: Den er også årsagen til, at “lidt om navne” blev skrevet igår. Hvorimod følgende indlæg er fra 2016:

Tænk større (eller ansæt nogen, der kan)

Uniformeret og under fælles banner påskrevet disse ord begav jeg mig, sammen med ca. 75 andre af konkurrencestatens udskud, de arbejdsløse akademikere, mod folkemødet på Bornholm. For at opleve. For at skabe netværk (”netværke” er ikke rigtigt et ord, og lyder lidt som noget, der gør ondt). Nok også for at skabe opmærksomhed omkring MA og deres gode initiativer, givet uniformeringen.

Vi var forberedt, bevæbnet med svar på, hvorfor det lige var os, der skulle ansættes til at tænke større – vi sætter produkter og idéer ind i en eller flere større sammenhænge, har øje for det ukonventionelle, tænker ud af boksen, flytter grænser med formidling, skaber nye sammenhænge. Og har en ballast i vores faglighed, små nørdede fagområder, vores faglige komfortzoner.

Alle havde tænkt over, hvad sådan et folkemøde var for noget. Studeret kort over Allinge, Bornholm, overvejet, hvilke organisationer, virksomheder, partier, det kunne være spændende at besøge. Tale med dem, der tilsyneladende er krøbet gennem nåleøjet til et rigtigt arbejde på drømmearbejdspladsen. Se og høre diverse mediekändisser og magtbastioner. Tage på politikfestival, udendørs, netværk omkring campingbord med øl – Roskilde, bare med politik.

Folkemøde. Folket mødes og diskuterer, Habermas’ herredømmefri samtaler mellem ligesindede dukker op fra studietiden. Et håb om politikere og ledere, som ikke bare lirer deres strømlinede papegøjetirader af i aftensolen, men sætter sig selv og deres organisation på spil for at argumentere for, hvorfor de har ret i deres synspunkter. Et håb om nye input og synsvinkler, en gensidig udveksling af de større tanker, vi reklamerer med.

Udendørs på Bornholm netop denne fredag regner det hele dagen. Vejrudsigten var med i forberedelserne, gummistøvler, paraplyer, regntøj, som dækker vores sorte t-shirt-uniformer. Regnen siver ned gennem netværkene, vi strider os ensomt fra debat til debat, teltenes indendørs tørvejr. Jeg ser Margrethe Vestager købe sort kaffe (ikke latte), Clement Kjersgaard løbende i regnen, DR’ generaldirektør Maria Rørbye Rønn reklamere og argumentere for DRs berettigelse og væsentlighed tre gange i tre forskellige telte, Bertel Haarder, hvis idé folkemødet er, og en hel masse andre halv- eller helkendte politikere og mediefolk.

Mine ønsker om at få Radio24-7 og Alternativets nye forlag i tale må vente i regnen, til en bedre dag, foran 24-7 står en horde af mennesker for at fange et glimt af eksempelvis Mogens Lykketoft og lytte med. Ude på molen byder foreningen Gode Penge på tørvejr, øl og en quiz, som afslører, at jeg ikke helt har den økonomiske viden til at forstå foreningens synspunkter, som jeg ellers grundlæggende deler. De små græsrodsorganisationer kan man få i tale.

Jakob Ellemann varmer op for Lars Løkke på hovedscenen, giver små sarkastiske stikpiller til oppositionen men siger ikke noget nyt, Lars Løkke smider paraplyen fra sig og spår om godt vejr senere på dagen. Han er forhåbentlig bedre til at spå om følgerne af regeringens politiske forslag end til at spå om vejret, tænker jeg siden.

Ikke langt derfra ligger Dansk Folkepartis stand. De deler kuglepenne ud, ”det forkerte parti” siger en mand ikke langt derfra. Jeg forlader en debat om TTIP, inden den går i gang. Der bliver hængt amerikanske og EU-flag op og uddelt en folder med den amerikanske ambassadør i Uncle Sam-positur, med magtfuldt amerikansk kæbeparti og lige, hvide tænder – ”we want you” – som forklarer alle fordelene ved TTIP. Og så går jeg ud i regnen igen.

Mediedebatter, jeg har jo blandt andet en baggrund inden for kommunikation og TV – hvad sker der, hvordan gør vi medier rentable, internettet, næsten ingen unge ser TV, hvordan sikrer vi, at medierne bidrager til en nuanceret debat og fortsat er den samlede befolknings vagthund overfor korruption og magtmisbrug i fremtiden? Jeg tror, jeg har læst eller hørt det hele før.

Jeg overvejer om ikke, det lige præcis er TV’s debatform, som har bredt sig herud i dette overdimensionerede udendørs forsamlingshus. Samme kendte og semi-kendte værter, mange af de samme gæster. Og så måske lige en enkelt med direkte erfaring med emnet, der debatteres, så der kommer nogle indspark, som ikke er dikteret af politisk observans eller korrekthed, regnearksmagi eller statistik. Og ingen eller næsten ingen tid til spørgsmål fra en alligevel regndopet folkemængde. Hvis man nu vendte magtbalancen og begyndte med spørgsmålene fra tilhørerne, således at hverken vært eller politiker/leder/… kunne få lov at styre debatten. Hvis værten nu kun var tilhørernes advokat.

Jeg køber en fadøl og en pølse, i det mindste meget folkeligt, spiser hurtigt, så regnen ikke tager varmen fra pølsen og kuldioxiden fra fadøllen. Svæver mere og mere gennemblødt lidt videre med folkemængden. Overhører et interessant oplæg i Alternativets telt om, hvordan arbejdsløse skal behandles – beskæftigelsesordfører Torsten Gejl er indigneret, lidt vred, har gode og progressive idéer, går ind for respekt for individet, borgerløn og lyder til at mene, hvad han siger – men kan man få indflydelse med et navn, der lyder som en parodi på en tysk pornostjerne fra 70’erne? Jeg tillader mig at håbe det.

Som dagen går synes publikum at blive yngre. Øllene bliver flere, de unge er vågnet og skal måske til at vække demokratiet – eller bare holde fest hele natten.

Tidligere på dagen så jeg en ung pige, som åbenbart var kendt og mediedarling, for hun var omringet af mikrofoner og spørgsmål. Hun havde hvide kaninører påskrevet ”Riots, not diets” på hovedet, og hen på aftenen finder jeg ud af, at hun er Nadezhda Tolokonnikova fra det russiske punkband Pussy Riot. Hun bliver interviewet af Martin Krasnik på hovedscenen, hun har været i russisk fængsel, hvor hun er blevet behandlet forfærdeligt, og fortæller om det i en uskyldig tone på godt engelsk, ligner og lyder som en gymnasiepige som kontrast til både hendes oplevelser og Krasniks bastante danglish.

Tiden er nu så fremskreden, at vi skal til at komme hjem. Våde og trætte alle sammen, tror jeg, går vi tilbage til bussen, udveksler kort nogle af dagens indtryk. Meget networking er det vist ikke blevet til, måske havde det været nemmere, hvis man kunne have siddet udenfor ved bordene og talt sammen – istedet for at stå i teltene og se bekendte dryppe sammen i små pytter af mennesker og forsvinde. Snart forlader vi en gråmeleret solskinsø. Bussens vinduer dugger til på indersiden.

Lidt om navne

Dette her er lidt af en tilståelsessag. Uden at anse numerologi som værende andet end en aldeles tåbelig og placebobaseret pseudovidenskab for pressede og svage sjæle, så er jeg stærkt fascineret af navne. De interesserer mig. Hvad betyder de for os, hvordan ændrer denne betydning sig og hvorfor?

Samtidigt  (og det er måske det, der er tilståelsen), ynder jeg at lege og gøre grin med navne. Hvilke associationer vækker et givent navn? Hvordan er forholdet mellem ordet/navnet og den/det, det betegner? Fortæller det noget, som det kan laves grin med? I den forstand lider jeg af en art navne-tourettes – for jeg har meget svært ved at lade være.

Mit eget navn er semi-almindeligt og internationalt – man kan hedde Frank mange steder i verden, selv om navnet i øvrigt i Danmark sjældent er anvendt iblandt senere generationer end min egen. Det er måske blandt andet på grund af Klovn, Pusher og visse andre komedier med en kikset hovedperson, der bærer mit navn. Hvilket jeg selvfølgelig i al gemytlighed stadig ofte mindes om.

Fascinationen af navne har meget med min uddannelse at gøre. Da jeg læste nordisk på Syddansk Universitet i Odense – Rustenborg – tog jeg endog et valgfag om navne – en af de væsentligste årsager var, at det var det eneste valgfag, man – til studieledelsens mishag – ikke skulle til eksamen i.

Men det viste sig at være ganske spændende, og da jeg først havde vænnet mig til underviseren, Georg Søndergaards, tæt-på-vendelbomål, som jeg med min forstadskøbenhavnske baggrund havde svært ved at forstå i begyndelsen af kurset – så blev det ganske spændende.

I litteraturen betyder navne også noget – se bare på bipersonerne i Anders  And – eller Johannes Vig (JohanneSvig) i Martin A. Hansens ”Løgneren” – eller Ole Jastrau (Jazz-trav) i Tom Kristensens ”Hærværk”.

Ud fra en persons navn kan man desuden ofte gætte cirka hvor gammel personen er, og i nogle tilfælde også, hvor personen kommer fra (hvis vi blot taler om nationalitet, evt. afstamning, bliver det lidt nemmere) – og til tider også lidt om familiens tradition og forældrenes kulturelle baggrund og ønsker for deres barn. Men det bliver aldrig til andet end kvalificeret gætværk, nogen falsificerbar videnskab kommer der ikke ud af det.

Og før jeg gøres til kvasi-numerolog, vil jeg gerne påpege, at en ting er at mene, at navnet kan sige noget om et menneske, noget andet er at mene, at man kan ændre dette menneske og dets liv og levned ved at ændre navnet.

På internettet forefindes der naturligvis alskens lister med sjove navne – og da internettet er globalt, er en del af dem sjove, fordi et navn på et sprog jo kan betyde noget sjovt, sjofelt eller bare almindeligt sort eller fjollet på et andet. Man behøver vel bare at lade en englænder køre gennem Middelfart for at regne den ud.

Ligesom både London og Paris er landsbyer i Jylland. Og Frank Zappas datter hedder ”Moon Unit Zappa”. Hvilket måske er det øjeblik, hvor trenden med, at ens barn skal hedde noget unikt, blev grundlagt.

Men måske som følge af min egen trang til at gøre grin med navne, har mine børn arvet deres navne fra henholdsvis farfar og mors farmor. Så de er helt traditionelle.

Fordi i denne tilståelsessag ligger også et løfte: Jeg vil aldrig mere gøre grin med navne – på skrift. Eller – i hvertfald ikke, når det jeg skriver i øvrigt er ment alvorligt. Så får vi se, om jeg kan holde det.